Fodbold

Overlegne AGF klæder AaB af i jysk klassiker

Med en flot første halvleg tog AGF en stensikker 3-0-sejr over AaB i begge holds sidste kamp i 2020.

AGF kan gå på vinterferie med oprejst pande og en plads i den rigtig sjove ende af Superligaen.

Søndag tog aarhusianerne deres tredje ligasejr på stribe, da det hjemme på Ceres Park mod AaB endte 3-0 i "den jyske klassiker".

Til gengæld bliver julen nok knap så munter for nordjyderne, hvis seneste fem kampe kun har kastet en enkelt sejr af sig. Den kom mod bundproppen Lyngby.

AGF var fra start det bedste hold søndag. Der var da også kun gået et kvarter, da det blev 1-0.

Jon Dagur Thorsteinsson forsøgte sig fra venstre side af feltet. AaB-keeper Jakob Rinne kom nemt ned til den, men kunne ikke holde fast i det ellers håndterbare skud.

Bolden røg derfor lige ud på Gift Links, der uden at gøre ret meget andet end at stå på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt skubbede den i mål med kroppen.

Ti minutter senere blev føringen fordoblet. Bror Blume sendte bolden på tværs af feltet. Den endte ved Thorsteinsson, der ved stolpen prikkede 2-0-målet ind.

Islændingen var egentlig offside ved Blumes aflevering, men Jores Okore ramte bolden undervejs, og så fik målet lov til at stå efter et VAR-tjek, der efterlod især Okore uforstående.

AGF legede med gæsternes forsvar. Jon Dagur Thorsteinsson gjorde det lidt efter til 3-0 efter oplæg fra den tidligere AaB'er Patrick Olsen.

AaB-modet falmede

AaB kom bedre ud til anden halvleg. Efter at have været på hælene før pausen, var det nu gæsterne, som tog initiativet. Det var de på grund af situationen på måltavlen også nødt til.

Nordjyderne fik dog ikke ret meget ud af det. Frederik Tingager og co. i AGF-forsvaret havde godt styr på AaB-offensiven, som kæmpede med at komme til store chancer.

Som slutfløjtet nærmede sig, virkede AaB til at miste modet. Samtidig havde AGF ikke travlt med at komme fremad banen, og så faldt tempoet en smule.

Kampens udfald var der efterhånden ingen spænding om, og AGF kunne uden problemer indkassere de tre point.