Fodbold

Nedved udvandrer midt under kamp: - Vi var gået på juleferie, siger træner

Frustrationerne fik frit løb, da Juventus på hjemmebane blev ydmyget af Fiorentina og tabte med 3-0 i Serie A.

Det blev på ingen måde den afslutning på året, som hverken Juventus' vicepræsident, Pavel Nedved, eller træner Andrea Pirlo havde håbet på.

Faktisk var det en decideret forfærdelig dag for de mangedobbelte italienske mestre, da de blev ydmyget og udspillet af Fiorentina. De forsvarende mestre tabte med 3-0 - blandt andet efter en tidlig udvisning.

- Vi var allerede gået på juleferie, og det må ikke ske. Vi skulle slutte 2020 med en sejr, men det skete ikke, sagde Juventus' cheftræner, Andrea Pirlo, efter kampen.

Undervejs blev det for meget for den tidligere storspiller Pavel Nedved, der i dag bestrider roller som vicepræsident i klubben.

Med knap et kvarter tilbage af kampen fangede tv-kameraerne den ophidsede tjekke forlade banen. Det skete kort efter, at Juventus var kommet bagud med 2-0. Med tydelige gestikulationer, der fik den karakteristiske hårpragt til at svinge fra side til side, rasede Pavel Nedved over, at Juventus efter hans mening og blev snydt for et straffespark i kampen.

Tjekken bakkes op af en lige så frustreret Andrea Pirlo, der føler sig snydt af VAR:

- Det er en trend i 12 kampe nu. Siden starten er de (VAR-situationerne, red.) ikke gået vores vej, og billederne er lige foran alles øjne, siger han.

Tabte seks point på én dag

Med nederlaget blev en helt forfærdelig dag fuldendt, hvor tingene heller ikke gik Juventus' vej uden for fodboldbanen.

Oprindeligt var Juventus noteret for 27 point i den italienske Serie A, men op til kampen blev en dom omstødt, der betød, at Juventus fik fratrukket tre point. Så i stedet for en skrivebordssejr over Napoli, skal de to klubber nu alligevel i kamp mod hinanden.

Juventus havde udsigt til at kunne spille sig op på 30 point med en sejr over Fiorentina, men med pointtab både på og uden for banen er klubben nu syv point efter AC Milan på førstepladsen.

Næste gang Juventus skal i aktion er 3. januar, hvor de forsvarende mestre tager imod Udinese.