Fodbold

Superstjernen mistede fodfæstet i alkohol og endte som den ensomste mand i verden

Juleaften hylder lokale fodboldfans 'Nacka' Skoglund, der var svensk stjerne i Milano, lang tid før Zlatan blev kongen af den norditalienske storby.

Han kunne alt med bolden. Alt.

Og han vidste, hvordan han skulle underholde folk på tribunerne. De elskede ham. Og hans besnærende driblinger, der efterlod modstanderne forvirrede i kølvandet. Hypnotiserede.

Han var en svensk superstjerne i Serie A, længe før Zlatan satte den italienske liga på den anden ende.

Men når folk samles juleaften på hans fødselsdag i bydelen Söder i Stockholm foran hans barndomshjem og minde-skulpturen ’Vi ses ved målet’, så er det ikke kun bold-geniet, de hylder.

Så er det også en reminder om den triste skæbne for en af de helt store, der for alvor levede på banen. En reminder om et uskønt farvel til en mand, der mistede grebet om det dyrebareste uden for kridtstregerne. Livet.

Indtil han ikke ville mere; kunne mere, og han valgte at forlade denne verden i en alder af bare 45 år.

Lennart Skoglund hed boldkunstneren. Eller ’Nacka’ Skoglund, som han kom til at hedde i folkemunde.

Den svenske musikalitet

Han kom frem i skyggen af et svensk landshold, der vandt OL-guld i 1948 i London. De danske bronzevindere i turneringen blev i slipstrømmen på medaljen et nyt import-eventyr og invaderede på det nærmeste italiensk fodbold. John Hansen, Carl-Aage Præst, Karl Aage Hansen, Axel Pilmark og Johannes Pløger var bare nogle af de danske spillere, der tog til støvlelandet for at søge lykken.

Nils Liedholm var en af de svenskere, der banede vejen for 'Nacka'.

Det samme gjorde sig gældende for svenskerne. Og hos AC Milan blev en svensk trio banebrydende og skelsættende. Med så meget musikalitet både på banen og i deres tilnavn, at det næsten kunne sættes på noder.

Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Niels Liedholm. Eller som trioen kom til at lyde: Gre-No-Li.

For ’Nacka’ Skoglunds vedkommende, så viste han tidligt sine evner på banen. Allerede som 16-årig debuterede han for Stockholmer-klubben Hammarby. Og tre år senere skiftede han til storklubben AIK.

Der måtte lige listes lidt under bordet i amatør-Sverige for at få den handel hjem. Så ’Nacka’ fik 1000 svenske kroner, et jakkesæt og en frakke til sin mor.

Og selvom han ikke fik plads på førsteholdet, så var han en del af AIK's Europa Tour, hvor han viste sine evner ud i driblingens ædle kunst. Allerede før han havde etableret sig i svensk fodbold, fik han folk til at blinke vantro en ekstra gang. Havde de set rigtigt? De driblinger?

Og i London, hvor AIK blev smadret i bund af Arsenal med et 8-0-nederlag, gik folk fra Highbury med en fornemmelse af, at kampens store oplevelse havde været en svensk venstre wing med lysende strågult hår.

Den vajende majskolbe

Kort tid efter blev han udtaget til Pressens Hold, der skulle møde det svenske landshold, som skulle til VM i Brasilien. ’Nacka’ var ustyrlig. Og bare et par måneder efter var han på vej til Sydamerika med det svenske landshold og bronzemedaljer med tilbage i bagagen.

Og et tilnavn: den vajende majskolbe.

Først efter VM fik han sin debut for AIK, men han var allerede tabt for svensk fodbold. I oktober 1950 skiftede ’Nacka’ Skoglund Stockholm ud med modebyen Milano og en tilværelse som professionel fodboldspiller hos FC Internazionale.

Da den driblende majskolbe endnu ikke var fyldt 21 og år og dermed ikke var myndig dengang, måtte hans far hastes til Hotel Reisen for at skrive under for knægten.

165.000 kroner ned i foret. Med et pennestrøg. Småpenge i vores dage for et stort talent. Men dengang, hvor de færreste fodboldspillere kunne tjene nok til at leve det gode liv også efter karrieren, var det kassen.

Han havde bare spillet fem kampe for AIK i Allsvenskan.

Han blev modtaget som helgen. En frelser. I den blå-sorte del af den italienske storby.

Derby-helt

Og han indfriede de store forventninger med det samme. En mere end lovende debut mod Sampdoria. Og så – i bare sin anden kamp for 'Neroazzuri' – scorede han to gange, da rivalerne fra AC Milan blev besejret med 3-2 i Derby della Madonnina.

Hvis ’Nacka’ Skoglund begyndte sin karriere i Serie A flyvende med vinger på, så kunne han efter den præstation gå på vandet.

Desværre var det ikke vand, han fejrede sin bedrifter med.

I Inter havde de været opmærksomme på, at ’Nacka’ havde en livsførsel, der indebar et liv uden for hjemmets fire vægge. På barer og caféer. Og med fyldte glas i en lind strøm. Sådan havde han allerede levet i Stockholm, hvor han også var en pigernes ven, der tog godt for sig af den lange række af tilbud.

Hos den italienske klub håbede man på, at den nye tilværelse som professionel ville indebære en ændret tankegang. En anden tilgang til hverdagen.

Men her var levemanden og bohemen ’Nacka’ Skoglund i sit es. Med en lejlighed midt i en pulserende storby lige bag La Scala. Med opsigtsvækkende strågult hår i moderigtig anderumpe-frisure omgivet af mørkøjede og mørkhårede skønheder og en uendelig række af rygklappere. Og en pengepung, der var som taget ud af et ønske fra Aladdins lampe. Det virkede, som om den aldrig løb tør.

Byturene tog til. Og det samme gjorde den næsten evige strøm af alkohol. Det blev så slemt, at han gemte en flaske Ballantines i sit skab i omklædningsrummet, så han altid kunne tage en slurk.

Nogle gange kammede det over. Han måtte i retten, fordi han var røget i totterne på en taxachauffør, der trak ham rettens vej, fordi svenskeren havde smadret hans hyrevogn.

I april blev han forlovet med skønhedsmodellen Nuccia Zirelli, der var blevet nummer to i Miss Italia-konkurrencen. Kort tid efter blev hun gravid med parrets første søn. Men det kølede ikke ’Nacka’s trang til bylivet.

Fik lussing af sin far

Men han kunne stadig balancere sit liv som en linedanser. På banen var det ikke til at se, at han bedrev sine opsigtsvækkende boldkunster med promiller i blodet.

Han var eminent. Og da han røg i favnen på træneren Alfredo Foni, kom der også trofæer med på Skoglunds fodbold-cv.

Svenskeren blev en nøglefigur i en begrænset offensiv på et hold, der havde defensivt fokus med Fonis nytænkning af at spille ud fra et forstærket forsvar.

Inter blev mester i 1953 og 1954. Og Skoglund var den kreative inspiration på det ellers stringente mandskab.

Alligevel var Foni bekymret over svenskerens forhold til promilleholdige drikke. Derfor indkaldte Inters præsident Carlo Masseroni ikke bare ’Nacka’ selv til et møde, men også Josef Skoglund – 'Nacka's far.

Da Josef på Inter-præsidentens kontor hørte om problemerne med sønnike, rejste den stockholmske arbejder sig prompte op ved mødet og gav sin forbløffede knægt en lussing.

Forbløffelsen var dog ikke større, end en medarbejder fra Inters stab samme aften så far og søn arm i arm på vej i hegnet på Piazza del Duomo.

Problemer efter VM-sølv

Desværre for Skoglund viste tiden i Milano, at den pengepung, der syntes utømmelig, alligevel havde en bund.

Han havde haft en parfumebutik på en håbløs adresse i en sidegade, der måtte lukke efter to år. Så fortsatte han med en bar sammen med Nuccia, der år efter år løb ind i røde tal.

Og da han tog hjem til Sverige for at spille VM på hjemmebane i 1958, efterlod han en stak underskrevne blankochecks til sin kone, så hun havde noget at spendere, mens han var væk.

De brasilianske verdensmestre fejrer triumfen i Sverige med at løbe æresrunde med det svenske flag.

Da han vendte retur som nationalhelt og VM-sølvmedaljer efter finalenederlaget på 5-2 til Brasilien og en ung Pelé i front, så var kassen tom.

Nuccia havde investeret i en strikketøjsfabrik ansporet af ’Nacka’s finansielle rådgiver. Fabrikken kollapsede på kort tid.

Han forsøgte at udnytte populariteten hjemme i Sverige og udgav en single ’Vi kommer tillbaka’, der blev nummer syv på den svenske hitliste. Men det løftede ikke den slunkne økonomi ud af moradset.

I Milano var han kommet til vejs ende med Inter efter ni sæsoner som en bærende kraft. I stedet skiftede den nu 30-årige svensker til Sampdoria. Nuccia og de to sønner lod han blive i Milano. Der var knas i forholdet.

Whiskeyflaske ved hjørneflaget

I Genoa-klubben hentede man spillere ind, som nok havde set deres bedste år på banen. Og for at drive dem til at levere, var det kun når man spillede, at der kom penge på kontoen. Konsekvensen var, der florerede et stort marked for smertestillende piller i omklædningsrummet. Man havde ikke råd til at misse en kamp.

For ’Nacka’s vedkommende betød det, at han udover sit alkoholmisbrug og fik et misbrug af piller oveni.

Det var også i Sampdoria, at hans misbrug af alkohol var blev så heftigt, at holdkammerater opdagede, at han gemte en lille flaske whiskey ved hjørneflaget. Så kunne han, når han trak ud for at sparke indlægget, sætte sig på hug for at lade som om han bandt snørebånd. Men i virkeligheden fandt han flasken frem, så han kunne få et lille hiv.

Alligevel lykkedes ham at sætte det, man vel kalder tre godkendte sæsoner sammen i Sampdoria.

Og så skiftede han Norditalien ud med Sicilien og en helt anden verden i Palermo. En helt, helt anden verden.

Og han hadede det.

Klubben var iskold i tilgangen til de fristelser, de vidste, at ’Nacka’ havde en svaghed for. Derfor blev han ikke installeret i en lejlighed, men fik et værelse under stadion, hvor han hver aften blev låst inde, så han ikke endte på den nærmeste bar.

Resultatet var en Skoglund, der følte sig fængslet i kedsomhed.

- Jeg nyder det ikke her i negerlandsbyen, sagde han senere samme år til Aftonbladet.

I vore dage kan det ikke blive mere politisk ukorrekt. Negerbyn er det svenske ord, han brugte. Men dengang i 1963 var det stadig kontroversielt, men alligevel en måde at beskrive et afsondret sted, som ikke lå flertallet fjernt at tage i munden, på.

Men for at trampe igennem mod det Syditalien, som landsmændene fra nord ikke havde meget til overs for, så tilføjede ’Nacka’:

- Jeg kan vel lige så godt svømme til Afrika og blive venner med de rigtige negre.

En på alle måder fornedrende udtalelse. Også dengang.

Hjem til Sverige

Seks kampe blev det til. Så var det ud. Og hjem til det kolde nord. Ikke Norditalien – men Sverige.

Nuccia og de to sønner blev i Italien. Bruddet var nu totalt på familiefronten.

Og ’Nacka’ vendte hjem til Stockholm og Hammarby. Ikke i et triumftog. Men i noget der lignede et langsomt fald mod den absolutte bund.

Han var 34 år og scorede direkte på hjørne i sit comeback – måske hans mest berømte mål. Men det var kun på banen, han stadig havde glans over sig.

Udenfor var det miserabelt. Han var ikke skabt til et almindeligt liv. Han kunne ikke holde på et job. Uanset om han skulle sælge biler, tæpper eller bøger.

Han blev sky. Faldt længere mod bunden i en eneboertilværelse. Hjemme i sit barndomshjem sammen med sin mor.

Han levede med dage, der – når ikke de var dårlige – var de miserable. Og hele tiden med sprutten som det væsentligste brændstof. Havde det ikke været for den aura, der stadig var over hans fortid i en af verdens største ligaer, så havde beskrivelsen "simpel drukkenbolt" nok passet perfekt.

Han forsøgte sig stadig som sanger. Tog ud og optrådte med sine dansemelodier for at have råd til at hutle sig igennem tilværelsen, men fik frakendt sit kørekort, for promillen var jo altid for høj.

Tiden i Italien stod som højdepunktet i et liv, der blev svært at leve. Men myten var større end mennesket, for ’Nacka’ levede videre i de svenske fodboldfortællinger, mens Lennart Skoglund var forduftet.

- Han var svær at få greb om. Som et sommergardin i et åbent vindue, som en af hans venner sagde.

Du er ikke 'Nacka'

Og han var knust, da en italiensk tjener på en italiensk restaurant i Stockholm undrede sig over al den viden, som gæsten havde om italiensk vin og mad.

Da han fortalte den nysgerrige tjener, at det var fordi, han havde spillet for Inter, rev tjeneren fodfæstet væk under den nu kraftige halvskaldede gæst.

- Min far og jeg plejede at komme på San Siro og se Inter. Du er ikke ’Nacka’ Skoglund.

Endnu en grund til at bekæmpe den snigende angst med væsker, der fik en til at føle, at man var kærtegnet af engle.

- Du er ikke 'Nacka' Skoglund.

Alle vidste, hvad han ikke var mere. Ingen vidste – heller ikke 'Nacka' selv – hvad han så var.

Det sidste kærtegn kom 8. juli 1975. Han var bare 45 år, da han lod gashanen stå åben, og man fandt ham liggende på køkkengulvet i sit barndomshjem.

En trist afslutning på et uroligt liv. Men også på sin vis et forløsende farvel fra et liv i ensomhed med dæmoner på stribe.

Som hans mor sagde efter ’Nacka’s død.

- Vi var altid sammen. Vi levede helt isoleret. Lennart havde ingen venner, ikke en gang under succesen. Han var den ensomste person i verden.