Fodbold

FCN-profil rykker til 'hamrende ambitiøs klub' i Polen

Mikkel Rygaard skal fremover tørne ud i den næstbedste række i Polen efter små tre år i FC Nordsjælland.

Med maven fuld af julemad forlader Mikkel Rygaard FC Nordsjælland.

Fremover skal den offensive midtbaneprofil spille for LKS Lodz i den næstbedste polske fodboldrække, hvor han har underskrevet en kontrakt på 3,5 år.

Det oplyser FC Nordsjælland på deres hjemmeside.

LKS Lodz er tidligere polske mestre, men i sidste sæson rykkede de ned fra Ekstraklasa.

Klubben har planer om en direkte tilbagevenden til Polens bedste række og ligger i skrivende stund godt til i toppen af tabellen på en andenplads.

Og det er netop den ambition, der har vækket Mikkel Rygaards interesse.

- Jeg har længe villet prøve mig selv af i en anden liga, inden det var sidste udløbsdato, selv om jeg stadig føler mig ung. Jeg ved, jeg kan gøre en forskel og vil gerne se, hvad jeg kan drive det til. LKS Lodz er en hamrende ambitiøs klub, der har planer om at etablere sig i den bedste række og er villig til at investere i projektet, lyder det fra den 30-årige profil.

Der oplyses ikke nogen transfersum.

Har taget ansvar

I FC Nordsjælland bliver de således en rutineret spiller fattigere, og derfor skal de mange unge spillere nu tage ansvar på samme måde, som Mikkel Rygaard har gjort det de sidste tre år.

Det fortæller sportschef, Jan Laursen.

- Mikkel har taget et stort ansvar hos os. På banen har alle kunne se hans kvaliteter med bolden i flere perioder, men de færreste er nok klar over, hvor stort et socialt ansvar han også har taget uden for banen, siger han.

Mikkel Rygaard nåede at spille 96 kampe for FC Nordsjælland med 12 mål til følge.