Fodbold

Flere italienske medier rygter Eriksen til PSG

En håndfuld italienske medier skriver i disse dage om, at Christian Eriksens fremtid meget vel kunne ende i franske Paris Saint-Germain.

Rygter er rygter af en årsag. Det er, fordi intet er officielt.

En gammel talemåde findes dog også af en årsag. Der går ikke røg af en brand, uden der er ild i den, lyder det.

En talemåde, der siger, at et rygte ofte indeholder noget sandhed.

Så hvis vi skal kigge på de italienske medier, så er der altså noget, der tyder på, at Christian Eriksens fremtid måske kan ligge i Paris Saint-Germain.

I Italien er skriverierne i hvert fald, at den danske Inter-spiller kan blive genforenet med sin gamle træner fra Tottenham, Mauricio Pochettino.

Flere medier kunne tidligere på ugen berette, at Thomas Tuchel er færdig som træner i PSG. Klubben har ikke selv offentliggjort hverken fyringen af Tuchel eller erhvervelsen af Pochettino, men vedvarende rygter i italienske og franske medier vidner om, at argentineren kan blive den nye PSG-chef.

Bliver det aktuelt, lader de italienske medier altså at vide, at Pochettino skulle være interesseret i at blive genforenet med Christian Eriksen i den franske hovedstad.

Gazetta dello Sport:

  • Den overraskende skilsmisse mellem PSG og Tuchel åbner op for interessante scenarier på transfermarkedet. Specielt et af dem: Hvis Pochettino ankommer i PSG, kan det ikke udelukkes, at han vil have en af sine studerende med. Og der er en, vi kender vældig godt, som er på udkig: Christian Eriksen, skriver Gazetta dello Sport, der også melder om, at Eriksen meget vel kunne indgå i en byttehandel med PSG-spilleren Leandro Paredes.

Corriere dello Sport:

  • Pochettinos fristelse er Eriksen, som også er i Arsenals søgelys. Han mødte Eriksen i 2014, hvor han var én af de fire afgørende spillere sammen med Harry Kane, Dele Alli og Heung-Min Son i Tottenham. Danskeren er blevet afvist af Conte, Inter ønsker at sælge ham, og Pochettino ville være glad for at blive genforenet med ham i Paris, skriver Corriere dello Sport.

Tutto Mercato:

  • Maurcio Pochettino bliver snart den nye træner i PSG, og en af de første handler, han kunne bede om i sin nye klub, er Christian Eriksen, som han allerede kender fra flere sæsoner i Tottenham. Det er muligt, at Inter og PSG kan blive enige om en byttehandel, der vil sende Leandro Paredes til Inter, skriver Tutto Mercato.

GOAL Italia:

  • Den dårlige indvirkning på italiensk fodbold har presset Inter-ledelsen til at sende Eriksen videre i transfervinduet. Blandt de varmeste muligheder i vinterens vindue er en byttehandel med PSG-spilleren Leandro Paredes. En gammel kending af italiensk fodbold fra sin tid i Roma, skriver GOAL.

Football Italia:

  • Pochettino og Eriksen til at blive genforenet i PSG?, spørger Football Italia indledningsvist, inden de uddyber: Den tidligere Tottenham-træner Mauricio Pochettino bliver kædet sammen med et skifte til PSG, og rygterne om en handel af Inter-spilleren Christian Eriksen er opstået med det samme, skriver mediet.