Fodbold

Inter-legende revser Eriksen-fejlkøb

Den tidligere Inter-stjerne Christian Vieri savner nogen i Inter, der tager ansvar for det fejlagtige køb af Christian Eriksen sidste januar.

Det virker efterhånden uundgåeligt.

Christian Eriksens dage i Inter er talte. Det kommende transfervindue i januar ender med et 'arrivederci' til den danske landsholdsspiller.

Men der skulle slet ikke være blevet sagt 'buongiorno' fra Inter til den 28-årige midtbanespiller i første omgang. Det mener den tidligere italienske angriber og klubikon i Inter Christian Vieri.

- Problemet ligger ikke i at sælge ham nu og sige, at han ikke passer ind i træner Antonio Contes taktik. Det var en fejl at købe Christian Eriksen i første omgang, siger den nu 47-årige italiener ifølge Football-Italia.

- Der er nogen, der må påtage sig ansvaret og indrømme det. Det er ret nemt. Vi må være ærlige og sige, at det var en fejl at hente ham i januar.

Den tidligere Inter-spiller har ellers tidligere holdt hånden over den knap så succesfulde danske stjerne.

Vi skal ikke længere tilbage end til starten af december, hvor Christian Vieri i et interview med Gazzetta dello Sport gav udtryk for, at han gerne ville se noget mere til danskeren.

- Får han noget mere spilletid, tror jeg, det kan hjælpe ham. Men det er træneren, som ser på spillerne hver eneste dag. Vi kan kun se det udefra, lød det fra Christian Vieri.

Rygtes til PSG

Træner Antonio Conte har da bestemt heller ikke set Christian Eriksens vej.

Sølle 373 minutters fodbold er det blevet til i denne sæson - uden mål og assist fra de danske fødder.

Nu har topcheferne i Inter så også mistet tålmodigheden med den tidligere Tottenham-profil. I sidste uge gik klubbens direktør, Guiseppe Marotta, til pressen og satte officielt Christian Eriksen på transferlisten.

Det har fået de italienske medier til at flyde over med spekulationer henover julen. Hvor skal den danske midtbanespiller hen, når transfervinduet åbner til januar?

De fleste peger i retning af den franske hovedstad Paris, hvor PSG skulle have udset sig danskerens tidligere træner fra tiden i Tottenham, Mauricio Pochettino, som klubbens næste træner.

Arsenal, Borussia Dortmund og sågar Real Madrid nævnes ligeledes interesserede.