Fodbold

Messi venter med stor beslutning - lufter drøm om USA-eventyr

Lionel Messi fortæller i et interview med tv-kanalen laSexta, at han lige nu kun koncentrerer sig om at vinde titler med FC Barcelona i denne sæson.

Når Lionel Messi slår øjnene op efter nytårsfesten, er det til hans måske sidste halve år som Barcelona-spiller.

Argentinerens kontrakt med FC Barcelona udløber 30. juni, så fra 1. januar må han frit begynde at tale med en eventuel ny arbejdsgiver om fremtiden, og han må også indgå en forhåndskontrakt med en ny klub.

Men skal man tro Messi, bliver det først til sommer, at han kommer til at tænke på næste sæson.

- Intet vil være sikkert før slutningen af året. Jeg venter, til sæsonen er ovre, sagde Messi ifølge Mundo Deportivo i et interview med tv-kanalen laSexta, der blev sendt søndag aften.

- Jeg fokuserer på at vinde titler og ikke på andre ting.

"Få dem væk"

Med kontraktudløb til sommer kan en ny arbejdsgiver erhverve sig den seksdobbelte Ballon d'Or vinder på en fri transfer, altså kvit og frit.

Det bliver svært at vende tilbage til, hvor klubben var engang

Lionel Messi, fodboldspiller

Intervieweren Jordi Évole gav Messi to rejseguider - én til Manchester og én til Paris, der har været nævnt som to mulige destinationer for den 33-årige argentiner. Men Messi afviste bøgerne.

- Nej, få dem væk, sagde Messi ifølge den catalanske sportsavis.

- Jeg ved, at der er mange mennesker i klubben, i Barcelona og fans, der stadig elsker mig, og som ønsker, at jeg bliver i klubben. Jeg ved også, at der er andre, som ikke ønsker det, efter det der skete (i sommer). Men jeg kommer til at gøre, hvad der er bedst for klubben og for mig.

Smed en bombe i sommer

Det var en bombe, der eksploderede i slutningen af august, da Lionel Messi via sine advokater meddelte FC Barcelonas ledelse, at han ville forlade klubben inden denne sæson.

For Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu måtte den meget omtalte burofax - et juridisk bindende brev - fra Messis advokater imidlertid ikke have været nogen stor overraskelse.

I interviewet med laSexta sagde Messi, at han flere gange i foråret fortalte Bartomeu, at han ville forlade klubben, men at præsidenten hver gang sagde: "Nej, nej."

Burofaxen var Messis måde at sige det officielt, og så det nåede klubben.

Ville have vundet retssag, mener Messi

I de efterfølgende dage fandt en magtkamp sted. I burofaxen gav Messis advokater udtryk for, at Messi var i sin gode ret til at forlade Barcelona. Præsident Bartomeu og resten af ledelsen var af en anden holdning, fordi Messi ikke ytrede sit ønske før 10. juni.

Da Lionel Messi for tre år siden underskrev sin nuværende kontrakt, sikrede han sig en klausul om, at han kunne komme ud af kontrakten efter hver sæson. Ifølge den spanske sportsavis AS skulle han bare give klubben besked 20 dage inden sæsonafslutningen.

10. juni var den oprindelige afslutning på 2019/20-sæsonen for Barcelona, men fordi sæsonen blev forlænget på grund af coronapandemien, mente Messis advokater, at argentinerens svarfrist dermed også blev forlænget.

Lionel Messi ankommer til sin første træning på FC Barcelonas træningsanlæg efter at have forsøgt at forlade klubben.

Det endte som bekendt med, at Messi blev i Barcelona. Fordi Bartomeu fortalte ham, at den eneste måde, han kunne forlade klubben på, var ved at betale 700 millioner euro (5,2 milliarder kroner, red.) i frikøbsklausul, og fordi Messi ikke ville trække 'sit livs klub' i retten.

- Jeg ved, at hvis jeg var gået i retten, havde jeg fået medhold. Det bekræftede ikke bare én, men mange advokater. Men jeg ønskede ikke at forlade Barcelona på den måde, lød det fra Lionel Messi i interviewet med laSexta.

Drømmer om USA og vil måske være sportsdirektør

I det timelange åbenhjertige interview fortalte Messi også, at han ville elske at opleve USA, at spille i MLS og "leve det liv."

- Om det sker eller ej, ved jeg ikke, men det sker ikke nu. Det kan være i fremtiden.

Han skjulte heller ikke sin skuffelse over den seneste tids dårlige resultater for den ellers så sejrsvante storklub.

- Det er svært for alle i klubben (Barcelona, red.) lige nu, og dem, der er en del af klubben, ved, at det står skidt til, og at det bliver svært at vende tilbage til, hvor klubben var engang.

Og så fastslog han, at han ikke ser sig selv som træner, men måske som sportsdirektør, når den aktive karriere engang er slut.

Barcelona har kæmpet sig tilbage efter værste start i 33 år

FC Barcelona vandt ingen titler i 2019/20-sæsonen. Det var første gang i 12 år, at pokalskabet på Camp Nou ikke fik nyt indhold.

Begyndelsen på denne sæson var heller ikke god. Med fire nederlag i ti kampe fik Barcelona sin værste ligastart i 33 år.

Siden da er det dog blevet til tre sejre og en uafgjort, så klubben øjeblikkeligt indtager femtepladsen i LaLiga med 24 point for 14 kampe. Det er otte point færre end Atlético Madrid på førstepladsen, der har spillet 13 kampe.

Real Madrid på andenpladsen har også 32 point, men har spillet 15 kampe.