Fodbold

Du bestemmer: Hvem skal vinde i TV 2 SPORTs 'LaLiga Awards'?

2020 lakker mod enden, og derfor har vi på TV 2 SPORT brug for din hjælp til at afgøre, hvem der skal vinde priserne i vores 'LaLiga Awards'.

Hvem har været efterårets bedste spiller, hvem har scoret det bedste mål i sæsonen indtil videre, hvem har skuffet, overrasket og leveret efterårets detalje i LaLiga?

Det har du nu muligheden for at være med til at bestemme, når vi i studiet kl. 16.30 forud for tirsdagens kampe på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY uddeler priser i vores eget lille awardshow.

De nominerede er...

Efterårets spiller: (Aspas og Oblak)

Efterårets mål: (Griezmann og Suárez)

Efterårets gennembrud: (Pedri og Jønsson)

Efterårets skuffelse: (Manglende mål og FC Barcelona)

Efterårets detalje: (Ontiveros og Messi)

Fodboldekspert Mads Junker og fodboldkommentator Martin Gottschalk Aksglæde har hver især stået for en nominering i de fem kategorier, og nu er det op til dig at bestemme, hvem vinderen skal være.

Herunder kan du se de nominerede, læse begrundelser og afgive din stemme.

EFTERÅRETS SPILLER

Mads Junker nominerer: Iago Aspas

- Celta Vigos talisman har været forrygende i denne sæson og fører såvel topscorer- som assistlisten (8 mål og 5 assists). Udover de kolde facts peger flere ting på Aspas som sæsonens spiller indtil videre.

- De lyseblå fra Vigo har gennemgået en utrolig transformation, efter at de i 10. spillerunde ramte bunden og landede på LaLigas sidsteplads. Eduardo Coudet kom til, og klubben har siden leveret fantastisk offensiv fodbold med Aspas som arkitekt og omdrejningspunkt, lyder Mads Junkers begrundelse for nomineringen.

Martin Gottschalk Aksglæde nominerer: Jan Oblak

- Efterårets spiller er Atlético Madrids defensiv, hvor Jan Oblak er personificeringen af den mur, der er blevet bygget i sæsonens første 13 kampe. Kun fem gange er det lykkedes at passere sloveneren, der har den højeste redningsprocent (89 procent) af alle målmænd i ligaen og i flest kampe har holdt modstanderen fra overhovedet at score (9 clean sheets).

- Atlético Madrid burde have indkasseret langt flere mål i sæsonen, når man ser på Expected Goals, og i midten af december viste fodboldanalytikerne hos Opta, at Jan Oblak havde forhindret flest mål i ligaen i denne sæson (5,1 mål) sammenlignet med, hvad en gennemsnitlig målmand ville have indkasseret på lignende afslutningsforsøg, siger Martin Gottschalk Aksglæde.

Afstemning

Hvem har været efterårets spiller i La Liga?

EFTERÅRETS MÅL

Mads Junker nominerer: Antoine Griezmann (2-0 mod Osasuna, 29. november 2020)

- Han har haft endnu en frygtelig sæson hos FC Barcelona, men hans flugter mod Osasuna var en perle. Kontakten var perfekt, da bold og vrist smeltede sammen og leverede et smukt smukt mål.

Antoine Griezmann banker Barcelona på 2-0 mod Osasuna Video: TV 2 SPORT

Martin Gottschalk Aksglæde nominerer: Damián Suárez (1-0 mod Celta Vigo, 23. december 2020)

- Damián Suárez er mest kendt som en møgbeskidt fodboldspiller, der spiller meget få kampe uden at få vist et gult kort. Der var ingen, der fik flere advarsler (15 gule kort) i sidste sæson end Getafes højre back, og også i denne sæson topper han advarselslisten.

- Mål forbinder man ham til gengæld ikke med, da uruguayaneren kun havde leveret to scoringer i 194 opgør for Getafe, før han scorede et mindeværdigt mål mod Celta Vigo lillejuleaftensdag. Damián Suárez lavede først en lækker tunnel på navnebror Denis Suárez, og så blev kuglen ellers tæsket op i det modsatte målhjørne. Himmelsk højrebenshug.

Damián Suárez scorer med et himmelsk højrebenshug Video: TV 2 SPORT

Afstemning

Hvem har scoret efterårets mål i La Liga?

EFTERÅRETS GENNEMBRUD

Mads Junker nominerer: Pedri

- Gemmebruddet har været af ekstrem karakter for unge Pedri, efter at han kom til FC Barcelona op til denne sæson. Præstationerne i Las Palmas havde indikeret, at talentet var enormt, men at han er gået direkte ind i startopstillingen hos en af verdens største klubber, er alligevel kommet som en overraskelse.

- Han har været Barcelona-fan hele livet, og idolet var Andres Iniesta, da unge Pedri løb og sparkede til små bolde som ung knægt på Gran Canaria. Det ser ud til at være årets - måske årtiets - bedste indkøb i FC Barcelona, hvor Pedri kan blive fremtidens mand på midtbanen.

Martin Gottschalk Aksglæde nominerer: Jens Jønsson

- Jens Jønsson har leveret sit karrieremæssige gennembrud som 27-årig. Fra en lidt glemt tilværelse i tyrkiske Konyasspor har den arbejdsomme østjyde formået at spille sig til en nøglerolle hos oprykkeren Cádiz, hvor danskeren bortset fra en indskifterrolle i sæsonpremieren har været fast mand i alle de efterfølgende 14 kampe i LaLiga. Endda uden at kunne et ord spansk før rejsen til den sydspanske havneby, hvor alt vel at mærke foregår på spansk.

- De gode præstationer blev belønnet med en fortjent udtagelse til A-landsholdet, hvor Jens Jønsson i debuten mod Sverige 11. november blev kåret til kampens bedste spiller.

Afstemning

Hvem har lavet efterårets gennembrud i La Liga?

EFTERÅRETS SKUFFELSE

Mads Junker nominerer: Få mål

- Det er desværre en tendens, der har været gennemgående de seneste sæsoner. Der bliver scoret færre og færre mål i LaLiga, og den nuværende sæson er ingen undtagelse. Inspireret af Atlético Madrids succes det seneste årti - og Getafes ditto de seneste år - har mange hold i LaLiga valgt et mere defensivt udgangspunkt for at opfylde de målsætninger, man har udstukket fra begyndelsen af sæsonen.

- Oprykkerne fra Cádiz og Elche har for eksempel valgt en betondefensiv som deres vej til overlevelse, mens klubber som Alavés, Getafe og Sevilla også sværger til en velorganiseret defensiv. Tiki-taka-fodbolden er puttet på hylden, og resultatfodbolden har vundet indpas i det spanske, hvilket et målgennemsnit på kun 2,41 mål per kamp understreger.

Martin Gottschalk Aksglæde nominerer: FC Barcelona

- Det var forventeligt, at det store kaos i sommer i og omkring FC Barcelona - særligt med balladen om Lionel Messi og hans mulige afsked - kunne hæmme klubben, der også havde luftet godt ud i truppen efter træner Ronald Koemans ankomst. Det kan dog ikke fjerne indtrykket af et særdeles underpræsterende efterår, hvor de indtager en øjeblikkelig 5.-plads ved juletid.

- FC Barcelona har allerede tabt fire af sæsonens 14 kampe, hvor de samlede 24 point er det laveste for den catalanske gigant siden 2003/2004-sæsonen. Tilmed smed FC Barcelona sin førsteplads væk i sidste kamp i Champions League-gruppen, og derfor skal FC Barcelona i det nye år nu spille to svære kampe mod sidste års finalister i turneringen, Paris Saint-Germain.

Afstemning

Hvad har været efterårets skuffelse i La Liga?

Efterårets detalje

Mads Junker nominerer: Tårevædet Ontiveros

- De store følelser og angsten for at miste sin bedstemor til coronavirussen fik Huescas Javier Ontiveros til at give et sjældent personligt og hjertegribende interview efter sejrsmålet mod Alavés. Et interview, der på mange måder indkapslede året 2020.

Javier Ontiveros var meget berørt efter sin scoring, som han dedikerede til sin bedstemor. Video: TV 2 SPORT

Martin Gottschalk Aksglæde nominerer: Messis Maradona-hyldest

- Kun fire dage efter Diego Maradonas død scorede Lionel Messi det sidste mål i 4-0-sejren over Osasuna. Selvfølgelig ville Messi hylde sin landsmand efter sit mål - men hvordan? Messi hev anførerbindet ned, tog trøjen af og pegede op mod himlen.

- Det var dog hverken en argentinsk landsholdstrøje eller en Maradona-trøje fra tiden i FC Barcelona fra 1982-1984, som Messi havde valgt at tage på under kamptrøjen. Egentlig meget passende, da Maradona aldrig nåede Messis højder i Catalonien, mens Messi fortsat mangler VM-trofæet og ikke er blevet lige så anerkendt for sine præstationer på det argentinske landshold som Maradona. Nej, Messi havde valgt en trøje, der bedre forbandt de to fodboldgenier:

Efter sin scoring til 4-0 sender Messi en hyldest til sin tidligere træner Diego Maradona. Video: TV 2 SPORT

- En original trøje fra Newell’s Old Boys, Messis barndomsklub, som Maradona havde spillet i under sit korte ophold i den argentinske klub i sæsonen 1993/1994. Faktisk var en 6-årig Messi på stadion til Maradonas debut dengang, hvor han så Maradona score et mål, som Messi nærmest kopierede fuldstændig mod Osasuna 27 år senere. Legendarisk hyldest og symbiose af de to største i fodboldhistorien.

Afstemning

Hvad har været efterårets detalje i La Liga?

Kun stemmer afgivet før kl. 16.30 tirsdag 29. december tæller med. Her åbner vi nemlig studiet på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY forud for tirsdagens kampe i LaLiga.