Fodbold

En mere usædvanlig afsked med et spansk fodboldår er svær at forestille sig

Nytårsaften mødes Athletic og Real Sociedad i et lokalopgør, hvor den regionale rivalisering altid er gået hånd i hånd med fælles baskisk identitet.

Meget lidt har været normalt i 2020, og derfor er der næsten noget logisk i, at LaLiga også slutter året af på ganske utraditionel manér. I stedet for at holde juleferie som normalt skal alle 20 klubber afvikle deres kampe i 16. spillerunde i midtugen mellem jul og nytår – og det hele kulminerer nytårsaftensdag klokken 14.00, når det er tid til sæsonens første udgave af el derbi vasco mellem Athletic Club de Bilbao og Real Sociedad.

Et baskerderby nytårsaftensdag? En mere usædvanlig afsked med et spansk fodboldår er svær at forestille sig. Men så igen: Hvis 2020 har lært os noget, så er det, at vaner er til for at blive brudt, og at intet er, som det plejer. Og covid-19 har gjort kampprogrammet i Spanien så komprimeret, at det i denne sæson har været nødvendigt at inddrage juleferien for at nå det hele.

Tilbage i 1980’erne var det et tilbagevendende fænomen, at der blev spillet LaLiga-fodbold mellem jul og nytår, men i de sidste 30 år er det blot sket en enkelt gang: i 2015, hvor der ligeledes blev afviklet en hel spillerunde, og hvor Villarreal og Valencia dystede i et valenciansk derby selve nytårsaftensdag. Dengang fik den spanske spillerforening med de officielle aftaler i hånden hurtigt lukket ned for fremtidig jule- og nytårsbold. For i aftalen lå der, at spillerne havde krav på juleferie, og det var ikke til forhandling.

Om nytårsfodboldens comeback denne gang bliver et enkeltstående coronatilfælde, eller om en ny tradition vil vokse frem, må de kommende år vise. Men i første omgang har vi ti kampe at se frem mod tirsdag, onsdag og torsdag.

Og hovedretten i Bilbao nytårsaften rummer mange interessante aspekter.

Det venlige derby

Det kan godt være, at Vitoria, hjembyen for Alavés, er den administrative hovedstad i Baskerlandet, men når det kommer til fodbold, har Bilbao og San Sebastián altid været fikspunkterne.

Athletic Club og Real Sociedad er blandt de mest traditionsrige klubber i spansk fodbold. I evighedstabellen ligger Athletic nummer fire, og La Real nummer otte. Og begge klubber er blandt de bare seks i Spanien, der har vundet mesterskabet mere end en enkelt gang, hvor Athletic også her er førende med sine seks titler over for Reals to.

De sportslige forudsætninger er dermed til stede for at gøre baskerderbyet til et stort opgør i spansk fodbold, men samtidig har rivaliseringen mellem Athletic og Real Sociedad altid haft en unik karakter. Den er præget af klubbernes fælles baskiske herkomst, hvis betydning har været så stærk som identifikationsfaktor, at den i nogen grad har blødgjort rivaliseringen og givet opgørene et prædikat som et venligt derby.

Det er helt normalt at se tilhængere iklædt Athletics rød-hvide striber sidde side om side med tilhængere i blå-hvid-stribede Real-trøjer på San Mamés eller Reale Arena. For nok vil man gerne besejre naboerne, men mest af alt er man fælles om at være baskisk og repræsentere en særegen region, hvor selvstændighedstrangen i årtier har præget den politiske debat – og stadig gør det, selvom den militante selvstændighedsbevægelse ETA nu har lagt våbnene.

Både Athletic og Real har altid værnet om sin baskiske identitet, og fodbolden i Baskerlandet har altid spejlet regionens forhold til det øvrige Spanien. Et af de mest berømte øjeblikke i den spanske fodboldhistorie fandt sted i 1976, da de to holds anførere, Inaxio Kortabarria og José Ángel Iribar, i fællesskab bar det baskiske flag, Ikurriña, ind på banen inden et derby i San Sebastián. En kontroversiel handling kort efter diktatoren Francos død i en tid, hvor flaget ligesom mange andre baskiske symboler stadig var forbudt.

Betyder dette baskiske fællesskab så, at derbyet er en harmløs affære uden den alvor, der kendetegner fodboldens største lokalopgør? Nej, det kan man ikke sige. For selvom Athletic mod Real ikke er River Plate mod Boca Juniors eller Celtic mod Rangers, så er de to klubber filtret så meget ind i hinanden, at det uundgåeligt har ført til kontroverser gennem tiden.

God, bedre, baskisk

I San Sebastián har der ofte været en opfattelse af, at Athletic i lidt for høj grad har søgt at iscenesætte sig selv som det fodboldmæssige symbol for hele Baskerlandet, hvor det ikke altid er blevet anerkendt, at den baskiske identitet er lige så væsentlig for Real Sociedad.

Et omdrejningspunkt har altid været Athletics særlige politik for spillerrekruttering, hvor klubben udelukkende anvender baskiske spillere. Noget stærkere signal om stolthed over sin egen identitet er svært at forestille sig.

Længe førte Real Sociedad en lignende politik, men i slutningen af 1980’ere gjorde man delvist op med den ved at acceptere udenlandske spillere, men fortsat ikke spillere fra det øvrige Spanien. Det blev der dog åbnet for i 2002, så La Real i dag i princippet er en klub som alle andre.

Den forskel har styrket opfattelsen af Athletic som den ”mest baskiske” af de to klubber, men når man ser nærmere på Real Sociedad, er den lokale forankring fortsat stærk, selvom den ikke længere er formaliseret. Reals Zubieta-akademi er mindst lige så velfungerende som Athletics akademi Lezama, og også i San Sebastián sætter de i en ære i at føre unge baskere op på førsteholdet.

Den skarpe fokus på talentudvikling har gjort, at de to klubber i høj grad kæmper på den samme bane. Intet sted i Spanien bliver ungdomsfodbolden overvåget så nøje som i Baskerlandet, og selvom der nok er en vis territoriel opdeling af jagtmarkerne, så bliver den ofte udfordret. For pladsen er trang, når to store klubber i en region med tre millioner indbyggere begge har egenudviklede talenter som fundament.

Íñigo Martínez’ valg

Historisk er der ingen tvivl om, at Athletic er den største af de to klubber, men forskellen er ikke så stor, som mange forestiller sig – og som Athletic kunne ønske sig. I Bilbao vil de gerne se et fastlåst forhold med Athletic som den klart definerede storebror, og for den selvopfattelse var det en kærkommen bekræftelse, at Athletic i januar 2018 var i stand til at købe midterforsvareren Íñigo Martínez i Real Sociedad ved at udløse hans frikøbsklausul.

Det lå der en stor signalværdi i. Den dengang 26-årige Íñigo Martínez havde spillet over 200 kampe for Real Sociedad, han havde i flere år befundet sig i periferien af det spanske landshold, og han havde været på tale til blandt andet FC Barcelona.

At en så profileret Real-spiller anså skiftet til Athletic som et skridt op, var en sejr for klubben i Bilbao. Det understregede, at Athletic op gennem 2010’erne under Marcelo Bielsa og Ernesto Valverde havde været i en sund og stærk forfatning.

Íñigo Martínez skiftede fra Sociedad til Athletic i 2018.

Men spørgsmålet er, om Íñigo Martínez i dag har fortrudt sit valg.

For lige nu er det Real Sociedad, der er Baskerlandets førende klub. Godt nok har holdet den seneste måned været ramt af skader og et hårdt program, men La Real holdt alligevel jul på tredjepladsen i LaLiga og har i løbet af efteråret spillet strålende fodbold. Holdet er spækket med lovende egenudviklede spillere, og i landsholdsangriberen Mikel Oyarzabal og teenageren Ander Barrenetxea ligger der utvivlsomt store fremtidige transferindtægter og venter.

De indtægter vil næppe komme fra Athletic. For selvom klubben i Bilbao er velhavende og ganske givet ville modtage Oyarzabal, Barrenetxea og andre baskiske Real-profiler med kyshånd, så vil et skifte vestpå lige nu ikke give ret meget mening for dem.

Og det er et problem for Athletic.

Athletic under pres

Det er, som om Athletics selvvalgte benspænd i form af den særlige basker-politik år for år bliver sværere at forene med en position i toppen af spansk fodbold.

Athletic kan ikke bare købe en ny spiller fra et fjernt verdenshjørne til den position, hvor der måtte opstå et behov. Det giver til tider store problemer, og lige nu er det mest tydeligt i angrebet, hvor Athletic i flere år har ledt forgæves efter en afløser for den nu pensionerede Aritz Adúriz. Men hvem i alverden skal de købe? Det fortalte meget, at Athletic for to år siden købte Kenan Kodro i FC København. Bosnieren havde egentlig ikke niveau til Athletic, men med sin opvækst i Baskerlandet var han politisk godkendt, og de kunne ikke finde et bedre alternativ.

Det er her, det bliver et problem for Athletic, at Real Sociedad er så godt kørende, som tilfældet er netop nu. Hvis Real-spillerne er uden for Athletics rækkevidde, bliver udbuddet af baskiske spillere endnu mindre. Og samtidig er Athletic udfordret udefra af fodboldens markedskræfter, der har gjort det mere og mere urealistisk, at Athletics bedste spillere vil hellige hele deres karriere til klubben i Bilbao.

Der er ofte mange følelser involveret, når en Athletic-spiller lader sig friste af en udenlandsk storklub, for ifølge selvopfattelsen i Bilbao findes der ikke noget finere i verden end at spille for Athletic. Men Fernando Llorente, Javi Martínez, Ander Herrera og Kepa Arrizabalaga drog alle af sted, og andre vil følge i deres fodspor i fremtiden.

Dette er udfordringen for Athletic Club de Bilbao, inden de siger farvel til 2020 med et derbi vasco mod Real Sociedad, der lige nu er otte point foran i tabellen og presser naboerne i kampen om Baskerlandet.

Og når nu vi i 2020 blev snydt for den historiske Copa del Rey-finale mellem Athletic og Real, som covid-19 skubbede til 2021, er et usædvanligt nytårsderby i Bilbao trods alt et kærkomment plaster på såret.