Fodbold

Lønstrup lander første trænerjob efter matchfixingsag i Roskilde

Det bliver Hillerød fra 2. division, der får glæde af Christian Lønstrup som cheftræner.

Efter lidt mere end halvandet års ufrivillig pause er den tidligere superligatræner Christian Lønstrup langt om længe tilbage i arbejde.

Den 49-årige træner har noget overraskende skrevet under på en kontrakt for de næste to og et halvt år med Hillerød, der i øjeblikket spiller i 2. division.

- Jeg glæder mig helt vildt. Efter jeg stoppede i Roskilde, har jeg higet efter at komme i gang igen. Det er en meget sulten mand, der begynder i Hillerød, siger Christian Lønstrup til TV 2 SPORT.

- Mit kald er at være træner, så det har været et stort afsavn. Jeg glæder mig som et lille barn til at komme rigtigt i gang.

Fyret i FC Roskilde

Dermed er Christian Lønstrup tilbage i trænergerningen efter den meget omtalte og omdiskuterede sag om mulig matchfixing i FC Roskilde.

Den midtsjællandske divisionsklub valgte tilbage i maj 2019 at suspendere og senere fyre Christian Lønstrup som cheftræner, efter at han fortalte, at det var kommet ham for øre, at nogle af klubbens spillere kunne være involveret i matchfixing.

Midt- og Vestsjællands Politi valgte efter flere måneders efterforskning at lægge sagen ned grundet manglende beviser, men Christian Lønstrup holdt fortsat fast i, at der er fundet matchfixing sted FC Roskilde. Tidligere er det også kommet frem, at der er blevet spillet 'usædvanlige' summer på Roskildes kampe i Tyskland.

- Roskilde har fyldt meget, men nu glæder jeg mig til igen at rette fokus mod fodbolden, siger Christian Lønstrup til TV 2 SPORT.

- Jeg ser vildt meget frem til den daglige træning, opbygning af truppen og til at forsøge at få et output hver weekend. Det pres, der ligger på ens skuldre. Det bliver fedt.

Sportsdirektør kniber sig i armen

Det bliver altså Hillerød, der i øjeblikket frister en tilværelse i midten af landets tredjebedste række, som skal nyde godt af Christian Lønstrups trænerevner.

Og det har sportsdirektøren i klubben, Jackie Rasmussen, mildest talt svært ved at få armene ned over.

- Jeg er meget, meget glad og stolt over, at Christian har sagt ja. Jeg kniber da mig selv lidt i armen, siger han til TV 2 SPORT efterfulgt at stor latter.

- De resultater, han har leveret, taler for sig selv. Det er højt, højt niveau. Christian kommer ind med en enorm viden og endnu flere kompetencer. Vi er på vej frem, vi har masser af ambitioner og drømmene er på plads. Det er super fedt, at Christian vil være med.

Fra 2. division til Superliga igen?

Det er ikke første gang, at Christian Lønstrup skal stå i spidsen for et hold i landets tredjebedste række.

Den tidligere FCK-spiller var fra 2013 til 2018 cheftræner for FC Helsingør, som han sensationelt formåede at føre fra 2. division til Superligaen.

- Man kan godt sammenligne de to ting lidt. Hillerød er et midterhold i 2. division med et stort og stærkt bagland. Nøjagtigt som Helsingør var det tilbage i 2014. I Hillerød er der også ambitioner om at etablere sig i toppen og komme i 1. division med tiden, siger Christian Lønstrup.

- Jeg har godt kunne fornemme, at de tænker stort, og det tiltaler mig rigtig meget.

I Hillerød er ambitionerne da også større end en midterplacering i 2. division. Det er blandt andet derfor, at de har hentet den tidligere FCK-spiller ind som cheftræner.

- I denne sæson skal vi slutte i top-6. Næste sæson vil vi spille med i toppen af 2. division, lyder det fra sportsdirektør Jackie Rasmussen.

- På sigt vil vi op i 1.division. Det kræver, at det hele kommer til at spille, og det skal det nok komme til. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Christian Lønstrup har første træningsdag med sin nye trup lørdag 9. januar. Første kamp bliver efter planen spillet 14. marts mod AB.