Fodbold

Simon Kjær er tilbage efter skade

Der ser ud til at være godt nyt for AC Milan og Simon Kjær. Danskeren er nemlig vendt tilbage på træningsbanen.

De seneste seks gange har han måttet se til udefra, mens hans holdkammerater har været i kamp. Men den stime ser ud til at blive brudt nu.

Den danske landsholddsspiller Simon Kjær er nemlig tilbage på træningsbanen med sit AC Milan-mandskab, efter at han blev skadet i Europa League-kampen mod Celtic den 3. december.

- Dejligt at være hjemme, skriver forsvarsspilleren på sin Instagram.

Hvis fysikken er til det, banker han nok alvorligt på til en plads i startopstillingen, når AC Milan skal forsøge at holde fast i sin øjeblikkelige førsteplads i Serie A mod Benevento den 3. januar.

Simon Kjær har nemlig været fast mand for Milano-klubben og har haft stor succes, siden han skiftede til klubben i begyndelsen af 2020.

Dette bekræftes blandt andet af det italienske medie Tuttomercatoweb. Via gennemsnitskarakterer den første halvdel af Serie A-sæsonen er de nået frem til, at danskeren har været den bedste midterforsvarer i ligaen og den 23.-bedste spiller.

Da TV 2 SPORT snakkede med ham den 6. december, var det da også svært for den danske landsholdsstopper at skjule sin glæde over at være fodboldspiller i øjeblikket.

- Jeg er nok for jysk til at sige, at jeg aldrig har været bedre, men jeg nyder da at spille fodbold i øjeblikket. 2020 har været fantastisk for mig, sagde han med et smil.

Kjær kom til AC Milan efter et svært ophold i Atalanta, hvor han kun fik seks kampe og herefter blev lagt på is af træner Gian Piero Gasperini.