Christian Eriksen er blevet far igen
Den danske landsholdsstjernes kæreste har omkring juleaften født parrets andet barn.
Christian Eriksen og kæresten Sabrina fik i år en julegave af de helt store.
Omkring juleaften blev de forældre til en pige. I forvejen har de sønnen Alfred på 2 år.
- Familie på fire, skriver Eriksen til et familiefoto, han har delt på det sociale medie Instagram onsdag.
Til forskel fra denne gang kom 28-årige Christian Eriksens førstefødte til verden under stor mediebevågenhed i sommeren 2018.
Det var nemlig lige op til VM i Rusland, hvorfor Eriksen var fraværende i landsholdslejren i Helsingør i nogle dage.
Tog kampbolden op under trøjen
Eriksen, der efter Danmarks 2-1-sejr over Island i Nations League i november fortalte, at han skulle være far for anden gang, havde fået tilladelse af sin arbejdsgiver, Inter, til at rejse til Danmark for at kunne være hos sin kæreste og med til fødslen.
Han var af den grund ikke med i Antonio Contes trup til Milano-klubbens udekamp mod Hellas Verona 23. december, som Inter vandt 2-1.
Og måske bliver Eriksen heller ikke en del af italienerens kamptrupper fremadrettet.
Sat til salg lillejuleaften
Før Inters kamp i Verona annoncerede Inter-direktør Giuseppe Marotta, at klubben havde sat fynboen på transferlisten. Inter vil af med Eriksen i januar, hvor vinterens transfervindue er åbent.
- Han passer ikke ind i vores planer, og han har haft det svært her i Inter, var nogle af ordene fra Marotta til Sky Sport Italia.
Eriksens 58 minutter mod Cagliari 13. december kan dermed have været hans sidste for 'I Nerazzurri' - 'De sorte og blå', et af Inters kaldenavne - som han skiftede til 28. januar i år.
I løbet af det knap ene år i Italien har Christian Eriksen fået 38 kampe og i gennemsnit 38 minutter per kamp. Syv gange har han set en hel Inter-kamp fra bænken - alle i denne sæson.
"Det var ikke, hvad jeg havde drømt om"
Tre dage før den føromtalte landskamp mod Island luftede Eriksen da også sine frustrationer over den manglende spilletid for klubholdet:
- Nej, det var ikke, hvad jeg havde drømt om. Jeg tror, at alle fodboldspillere gerne vil spille så meget som muligt, men det er træneren, der bestemmer, hvem der spiller, sagde Eriksen til TV 2 SPORT 12. november.
Han har scoret i alt fire mål for Milano-klubben. Et i Serie A, et i Coppa Italia (den italienske pokalturnering) og to i Europa League.
Kædes sammen med tidligere træner
Eriksen har på det seneste været rygtet til blandt andet Paris Saint-Germain, der har fyret cheftræner Thomas Tuchel og angiveligt udset sig Mauricio Pochettino som afløser for tyskeren.
Argentineren var i seks år danskerens træner i Tottenham, Eriksen er Pochettinos mest benyttede spiller til dato med 255 kampe, og de har også et godt indbyrdes forhold uden for kridtstregerne.
Andre klubber som Real Madrid, Dortmund, Hertha Berlin, Atalanta, Manchester United, Arsenal og Tottenham, som Eriksen forlod til fordel for Inter, er også blevet kædet sammen med danskeren.
To andenpladser med Inter
Christian Eriksen og Inter nåede finalen i Europa League i sidste sæson. Her blev Inter også nummer to i Serie A - et point efter Juventus.
Efter 14. spillerunder i Serie A i denne sæson er Inter ligeledes på andenpladsen og ligeledes et point efter førerholdet. Denne gang er det dog AC Milan, der endnu ikke har tabt en ligakamp i sæsonen.
Inter har tabt én kamp. Det var til netop lokalrivalen i fjerde spillerunde 17. oktober. Eriksen var på banen i den sidste lille halve time.
Danskeren har kontrakt med Inter til 30. juni 2024.