Fodbold

Det kan blive det største år for landsholdet i dette årtusinde

TV 2 SPORT's fodboldkommentator Flemming Toft ser tilbage på landsholdsåret 2020, men også frem mod næste år, der blandt andet byder på EM i Parken.

EM-succes er mere end avancement fra gruppespillet. VM-kvalifikationen bør komme i hus. Vi ser et Kasper Hjulmand-hold med spændende fornyelser og en Christian Eriksen i vedvarende hopla, når hans klubsituation stabiliseres. Alt sammen i 2021 - det, der kan blive det hidtil største landsholdsår i dette årtusinde.

Krystalkuglen har selvfølgelig sine tågede felter, men det er legalt at tænke stort, som den nye landstræner gør det. Han har sagt det højt og utvetydigt, som han har gjort det så ofte i 2020. En landstræner med holdninger.

Transformationen på bænken var årets fokus omkring det danske fodboldlandshold. Åge Hareides farvel før tid, Kasper Hjulmands goddag før tid. De og vi vidste, det ville komme, når sommeren var ved at lægge låg på. Et norsk "takk for nå" med kampe ved EM. Et dansk "velkommen" med afsæt i en overstået slutrunde. Sådan blev det som bekendt ikke.

Det er fortsat trioen Schmeichel, Kjær og Eriksen, der bærer landsholdet og forhåbningerne

Nordmanden stak nord over, mens en hel verden lagde sig, og danskeren måtte tage fat midt i sine forberedelser. Den virtuelle dialog med spillerne, et efterår uden den forudgående EM-streg i sandet. Nu var det pludselig hans landshold - før tid. Der blev kaldt ud til otte kampe på to måneder.

En ny stil

Det blev et landsholds (efter)år med komprimerede samlinger, spillere i indelukke, andre med udrejseforbud, hjemsendelser, logistiske udfordringer, niveauforskelle i fysiske tilstande - manglende kontinuitet. Ikke det nemmeste udgangspunkt for hverken træner eller spillere.

Overfor sig havde de alle - dem med logoet - de forventningsfulde landsmænd, der lever med, lader sig begejstre, kritiserer og analyserer. Det kaldes engagement fra første fløjt. Med Hareide in mente og et “krav” om, at resultaterne ville fortsætte.

Det blev en halvsæson, der tegnede konturerne fra Kasper Hjulmands idékatalog. Landsholdet kom med en Hareide-pragmatik, der havde givet en historisk stribe uden nederlag og et fællesskab, som spillerne roste fortløbende. Det udløste rejsekort til to slutrunder.

Kasper Hjulmand var fornuftig nok til ikke at ændre væsentligt på det, der var, men lagde alligevel på i sit første halvår. Mere fokus på presspillet, hurtigere spil og gerne mere boldbesiddelse. Og en bedre sammenhæng i spilrelationerne.

Fem debutanter greb chancen

Der blev bredt ud i brugen af antal spillere, også fordi pandemien tvang til det - 41 spillere, 15 debutanter. Det er aldrig set før i moderne dansk landsholdstid.

Ser vi udover de Hjulmand-tiltag, landsholdet rent taktisk-teknisk fik i 2020, så har det mest bemærkelsesværdige været fem debutanters indtræden på den scene, vi kalder den største. Fem, der ikke bare fik chancen, men også tog den. Og nu for alvor er på tale, når de første skal udtages.

Joakim Mæhle debuterede mod Belgien i Parken og løftede sig fortløbende herefter. Christian Nørgaard blev “Man of the Match” i sin debut mod England, Andreas Skov Olsen fik debut mod Færøerne med et mål, et begået straffespark imod sig og en assist, Jens Jønsson spillede sin første kamp mod Sverige og blev kampens spiller, og Jonas Wind fik lavet to mål i sine fire første kampe og spillede sig til ros og skulderklap.

Trods udfald og svingninger en opmuntrende sidste del af 2020. Med otte kampe, sejr på Wembley, fuld plade mod Færøerne, Island og Sverige, nederlag her og der til Belgien.

De tre store bærer holdet

Plads til forbedringer, så afgjort. Et par gode halvlege mod belgierne er ikke nok, hvis Danmark skal spille op med de “store”. De forreste har ikke lavet de nødvendige mål. Martin Braithwaite, Kasper Dolberg og Yussuf Poulsen scorede ikke i 2020.

Forsøget med Robert Skov - og altså en venstrebenet venstre back - lykkedes ikke. Et skadeshelvede prægede en af de etablerede spillere i året på hæld, Thomas Delaney. Hans dynamik, hans arbejdspensum, hans erfaring har været en del af fundamentet på landsholdet de seneste 4-5 år. Delaney har været med i 36 af de seneste 41 landskampe siden 2017 - alle fra start. Men han har været så meget uden for i Borussia Dortmund, at han slet ikke har præget landsholdet i en grad som tidligere.

Uanset hvor vi vender ansigtet, så er det fortsat trioen Schmeichel, Kjær og Eriksen, der bærer landsholdet og forhåbningerne. 264 landskampe tilsammen. Kasper Schmeichel, ham med redningerne, Simon Kjær, ham med autoriteten, Christian Eriksen, ham med det “særlige”, når han er bedst. Forenklet.

Sidstnævnte er igen blevet topscorer - tankevækkende. Eriksen har det godt med og på landsholdet. Det er hans tryghed, hans hjemmebane. Præstationerne har været svingende, men uden spilletid i klubben skal der komme udfald. Han er stadig af så stor værdi, at han spiller, selvom der ikke er plads i klubben. Men fortsætter det uden kampe har Hjulmand en bekymring.

Schmeichel vel nok Årets Spiller og Kjær i sit livs form på landsholdet og i AC Milan. Og så synes Pierre-Emile Højbjerg at have fået sit sæsongennembrud i nationaldragten og hos Tottenham. Han har defineret ansvar og eksekvering og er gået forrest i kollektivets navn.

En landstræner med holdninger

Og netop kollektivet, helheden har været landsholdets absolutte styrke. Noget som har givet bund og modvægt til de nationer, Hjulmand gerne vil måle sig med - dem med langt flere individualister.

Det har været et 2020 med pæne resultater og bekymrende udfald, prioritering ved VM-lodtrækningen og et U21-landshold, der er leveringsdygtigt til fremtiden. Der luftes politisk begejstring fra DBU-bunkeren. 2021 byder på mindst 13 betydningsfulde kampe (EM-slutrunden og VM-kval).

2020 blev også et særligt år for fodboldens støttegrupper. "Støt Hjulmand," lød det fra den afmarcherende Åge Hariede. "Støt Black White Matters," knælede landsholdet før kampene mod Belgien og England. "Støt Børnecancer-fonden", blev et foredrag for Kasper Hjulmand under titlen 'Guldet skabes i hverdagen'. "Støt nultolerance over for reklamer for spil og betting," sagde Hjulmand på dørmåtten til sit nye job under stor opmærksomhed (DBU har Danske Spil som en af deres sponsorer).

Det fortsatte med støtte fra Hjulmand, hvis en spiller op mod VM-slutrunden i 2022 siger, at han ikke vil være med i Qatar, fordi han mener, det er propaganda for et regime, hvis menneskesyn han ikke er enig i.

- Det vil jeg støtte fuldstændig. Jeg kan godt lide spillere med holdninger, sagde Hjulmand i podcasten 'Jeg er landstræneren'.

Vi har haft landstrænere før med meninger. Men ikke så direkte som Kasper Hjulmand. Det virker befriende i en fodboldverden, hvor omtale og opmærksomhed er mere eksponeret end nogensinde før, men hvor personlige holdninger i den grad er underbelyste.