Fodbold

Farvel, 2020 – et år med spansk fodbold på afstand

I 2020 ændrede fodboldens mening sig, og det samme gjorde jobbet som journalist og kommentator. Det har handlet om at få hjulene til at dreje rundt.

Da klokkerne nytårsnat slog sine 12 slag på Puerta del Sol i hjertet af Madrid, gik spaniere over hele landet i gang med at spise deres druer. En drue for hvert klokkeslag, sådan som den mere end 100 år gamle nytårstradition foreskriver.

Las doce uvas de la suerte” vil ifølge traditionen bringe lykke til druespiseren i det nye år. I de sidste timer inden årsskiftet er gaderne omkring Puerta del Sol som regel fyldt med sælgere af små plastikbakker med 12 lykkedruer.

Det er svært at bevare troen på, at det lige nu er vigtigt for os alle sammen, at der bliver spillet fodbold

Rundt omkring i Spanien var der sikkert mange, der gjorde sig mere umage end vanligt med at få druerne ned i svælget på det rette tidspunkt. For Spanien har brug for al den lykke, nytårsvindruerne kan bringe med sig. Det gælder også spansk fodbold.

2020 har været et ulykkeligt fodboldår i pandemiens tegn. Det er ofte blevet sagt, at fodbolden er ubetydelig i det store corona-billede, og selvfølgelig er den det. Men fodbold er samtidig et socialt samlingspunkt for millioner af mennesker overalt i verden, og få steder har fodbolden så stærk en social betydning som i Spanien.

Året har vist, hvor mange mennesker der i deres daglige liv er afhængige af fodbolden. Det gælder spillere og trænere, stadionpersonale og barejere og alverdens små og store virksomheder, der lever af, at der spilles fodboldkampe hver uge.

Og det gælder sådan nogen som mig selv, der lever af at formidle fodboldens historier.

I løbet af få dage oplevede jeg i foråret, hvordan der pludselig ikke længere var nogen fodboldkampe at formidle, og måtte i gang med at se nærmere på de statslige hjælpepakker til selvstændige. Jeg åndede lettet op, da LaLiga genstartede i stedet for helt at afbryde sæsonen, og for min privatøkonomis skyld håber jeg bestemt ikke, at coronavirussen igen strammer grebet i en grad, så det bliver nødvendigt at indstille LaLiga-fodbolden i en periode.

The show must go on

Sætter jeg mig ud over min egen mikroskopiske rolle i fodboldens økonomiske kredsløb, vil jeg til gengæld ikke have noget problem med, at fodbolden bliver lukket ned igen.

For jeg synes, det er svært at bevare troen på, at det lige nu er vigtigt for os alle sammen, at der bliver spillet fodbold.

Jeg hører argumenterne om, at frygten for coronavirussen ikke må få os til at ophøre med at leve, og at det derfor netop i den nuværende situation er vigtigt at give fodboldelskere kampe, der kan give dem glæde og spænding i en hård tid. Men jeg tror ikke for alvor på dem. Det handler i bund og grund om, at alternativet er værre, og at vi ikke har råd til at lade være med at gennemføre kampene. The show must go on. Det er den fodboldverden, vi har skabt i de sidste årtier: Hvis hjulene ikke drejer rundt, falder det hele fra hinanden og ender i økonomisk ruin, lukkede klubber og massearbejdsløshed i fodboldbranchen.

Derfor er det sikkert den rette beslutning at spille videre.

Også selvom det efterlader en underlig smag i munden at studere statistiske analyser af, hvor mange corona-smittede spillere de enkelte LaLiga-klubber har haft i sæsonen, som var det en opgørelse over boldbesiddelse eller hjørnespark.

Eden Hazard er én blandt mange, der har været smittet med coronavirus.

De kollektivt aftalte corona-protokoller rimeliggjorde sikkert også, at Granada i november blev pålagt at rejse til San Sebastián midt i et potentielt smitteudbrud og endte den farcelignende kamp mod Real Sociedad med blot fire førsteholdsspillere på banen.

Og når Athletics læger siger, at de ikke har kunnet finde tegn på, at det virkelig er et udslag af senfølger af coronavirus, at venstrebacken Yuri Berchiche flere gange har måttet lade sig udskifte på grund af svimmelhed, ja så er det vel lægeligt forsvarligt at sætte ham i startopstillingen igen i den næste kamp.

Men kønt er det ikke.

LaLiga danser med corona for nu at bruge vores egen statsministers udtryk. Hver gang en kamp gennemføres, er der nogen, der kan ånde lettet op. Det handler om overlevelse, det kan enhver forstå. Men spørgsmålet er, hvor stor skade fodbolden lider.

Hvor meget glæde er der forbundet med at følge sport på tv under disse vilkår? Min egen glæde er i hvert fald begrænset. Jeg mærker, hvordan jeg har fået sværere ved at fokusere på tilskuerløse fodboldkampe på tv, medmindre jeg konkret skal forholde mig til dem. Jeg ser nok også mindre fodbold end før, for hvorfor bruge en aften på at blive mindet om, at det spil, der har fascineret mig i hele mit liv, i øjeblikket ikke er den ægte vare?

Et år på afstand

For mig personligt har 2020 været året, hvor jeg ikke har sat mine fødder på spansk jord. Jeg ved ikke, hvornår det sidst har været tilfældet, men det er i hvert fald ikke sket i det halvandet årti, jeg i større eller mindre grad har haft spansk fodbold som journalistisk stofområde.

Både personligt og fagligt er det utilfredsstillende. Spanien er et land, jeg personligt værdsætter højt. Jeg fik det for alvor ind under huden som udvekslingsstuderende i Madrid i 00’erne, og siden er jeg altid vendt tilbage. Når muligheden har været der, er de mange rejser som tv-kommentator og reporter blevet forlænget med en ekstra dag eller to for at få et skud Spanien og mærke livet på pladserne, varmen, farverne og duftene i dette fascinerende og sammensatte land.

Alt føles mindre betydningsfuldt uden den umiddelbare reaktion fra et fyldt stadion

Som journalist har det altid været en vigtig prioritet for mig at komme ud i verden og se begivenhederne og aktørerne med egne øjne. Det er for mig at se vigtigere end nogensinde, fordi det er så nemt at gøre det modsatte. Vi lever i en tid, hvor alle har adgang til alverdens informationer, og fodboldjournalistikken er blevet rig på eksperter i elfenbenstårne, der med en masse skærme til rådighed føler sig i stand til at udlægge verdens gang uden at bevæge sig ud i virkeligheden.

I 2020 har netop denne journalistik på afstand haft kronede dage, for topfodbold er blevet noget, der foregår i en parallelverden, hvor der af gode grunde er restriktioner for muligheden for at tale med aktørerne, hvor pressemøder foregår digitalt, og hvor selve kampene er blottet for den atmosfære, der er værd at formidle hjem.

Fodboldkampe kommenteres bedst fra stadion, men jeg har før prøvet at kommentere kampe på et stadion uden tilskuere, og det er en temmelig nedslående oplevelse. Jeg savner at sidde på et fyldt stadion, men under de nuværende vilkår har jeg ingen større længsel efter at rejse ud til de tilskuerløse kampe, og jeg tror heller ikke, kommenteringen løfter sig så meget, som den normalt vil gøre med kommentatorer på plads på stadion.

Folkets fraværende domstol

Alt føles mindre betydningsfuldt uden den umiddelbare reaktion fra et fyldt stadion. Barcelonas 8-2-nederlag til Bayern München vil nok gå over i historien, men det var alligevel, som om der manglede noget for at udpensle ydmygelsens karakter. Tænk, hvis det var sket på Camp Nou eller Allianz Arena, hvor udtrykkene i tusindvis af tilskueres ansigter ville have fortalt lige så meget som billederne af de fortabte Barcelona-spillere.

De sidste ni måneder har vist os, hvor meget fodbolden mister uden tilskuernes tilstedeværelse. Et fodboldstadion er som regel en folkedomstol. Hvor god var præstationen? Hvor populær er topscoreren? Hvor presset er træneren? Se på tribunerne, og du ser svaret. Nu ser vi i stedet tomme og alt for neutrale plastiksæder. Der er noget utroværdigt ved at løfte en begivenhed op som noget, der handler om liv eller død, når et stadions larmende tomhed er rammen.

Måske opleves fraværet af følelser endnu mere udtalt i Spanien, hvor fodboldklubber i så høj grad er forankret i deres lokalsamfund og ofte er filtret ind i byernes og regionernes øvrige tilstand. Det er noget af det, der gør LaLiga til noget særligt, og som gennem generationer har skabt så stærke bånd mellem klubberne og de mennesker, der følger dem. Man er ikke bare tilhænger af fodboldholdet – man er del af klubben som socio. Og det er svært at være del af noget uden at være fysisk til stede.

Den uendelige pokalfinale

Forhåbentlig vil den påmindelse sætte sine spor, når Covid-19 engang bliver noget fra fortiden. Forhåbentlig har vi lært, at det for alles skyld er af afgørende betydning at tage hensyn til de mennesker, der bruger deres tid og penge på at følge et fodboldhold og dele deres glæde og vrede, begejstring og frustration på stadion og kanalisere de stærke og smittende følelser ud til tv-seere i hele verden.

I det lå der noget smukt i, at de to store klubber fra Baskerlandet, Athletic Club og Real Sociedad, under forårets pandemi samstemmende blev enige om at udsætte den med spænding imødesete Copa del Rey-finale mellem dem på ubestemt tid. Det var første gang nogensinde, at naboerne fra San Sebastián og Bilbao skulle mødes i en pokalfinale, og for de to klubber var det ubærligt, at den historiske finale skulle afvikles uden tilskuere. Derfor blev den udsat og er lige nu planlagt til at blive afviklet i april – hvis smittetallene ellers tillader tilskuere til den tid.

Med udsættelsen frasagde de to klubber sig muligheden for at sikre adgang til denne sæsons Europa League som pokalvinder. Real Sociedad klarede det gennem sin ligaplacering, men Athletic gjorde det ikke og kunne i denne uge præsentere et corona-ramt regnskab, der i høj grad kunne have brugt indtægter på en hel del millioner euro fra Europa League.

Logisk set var det derfor en tosset beslutning at udsætte pokalfinalen. Men i en tid, hvor fodboldkampe bare er blevet noget, der skal afvikles af ren og skær nødvendighed, var der noget fascinerende over, at følelserne fik lov til at bestemme.

Nytårsaften spillede de to baskerklubber lokalopgør i ligaen – for tomme tribuner, ligesom det har været tilfældet i de øvrige 154 kampe i LaLiga i denne sæson.

Forhåbentlig bringer lykkedruerne bedre tider i 2021. Og en forsinket baskisk pokalfinale i et Sevilla fyldt af tusindvis af medrejsende baskiske fodboldfans uden grund til frygt for coronavirus vil være det stærkeste symbol på, at vi er kommet videre.

Godt nytår!