Fodbold

Tottenham fordømmer tre spilleres julefejring

Fire Premier League-spillere fejrede jul sammen trods stramme coronarestriktioner.

Op til jul blev de britiske coronarestriktioner strammet flere steder, hvilket blandt andet betød, at husstande ikke måtte blandes juleaften.

Den regel så tre Tottenham-spillere og en West Ham-spiller stort på, da de og deres familier var samlet.

Et billedet er blevet lagt på de sociale medier. Det nåede først frem til avisen Daily Mail og siden klubberne.

For Tottenhams vedkommende drejer det sig om Sergio Reguilon, Erik Lamela og Giovani Lo Celso.

- Vi er ekstremt skuffede og fordømmer billedet, der viser nogle af vores spillere med familie og venner samlet i julen, især fordi vi ved, hvor mange ofre alle har gjort landet over for at være i sikkerhed i juledagene, lyder det ifølge flere engelske medier i en officiel udtalelse fra Tottenham.

- Reglerne er klare. Der er ingen undtagelser, og vi minder jævnligt vores ansatte om de seneste protokoller og deres ansvar. Vi håndterer sagen internt.

Sergio Reguilon er som regel i startopstillingen, men i lørdagens kamp mod Leeds er han blevet bænket. Erik Lamela vendte dagen før juleaften tilbage fra en skade, men han er helt ude af truppen. Lo Celso er skadet.

De tre spillere valgte at fejre jul sammen med West Hams Manuel Lanzini.

- Klubben har sat de højest mulige standarder i forhold til protokoller og forholdsregler relateret til covid-19, så vi er skuffede over at høre om Manuel Lanzinis handling. Sagen bliver håndteret internt, og Manuel bliver kraftigt mindet om sine forpligtelser, siger West Ham i en udtalelse.

Premier League er lige nu hærget af rekordmange smittetilfælde, hvorfor en række kampe den seneste uge er blevet aflyst.