Fodbold

Braithwaite og Barca tager snæver sejr

Martin Braithwaite fik 80 minutter på banen, da hans Barcelona-mandskab vandt 1-0 over bundholdet Huesca.

En smuk aflevering fra Lionel Messi til Frenkie de Jong var nok til at sikre sig årets første tre point for FC Barcelona.

Det skete søndag aften på udebane mod LaLigas bundhold, Huesca.

Martin Braithwaite var igen en del af Barcelona-træner Ronald Koemans 11 udvalgte fra start. Danskeren var tæt på at lave en assist med hælen, havde et blokeret skud, men var ellers relativ anonym. Han blev skiftet ud i det 81. minut, da Barcelona skulle køre 1-0-føringen hjem.

Boldbesiddelse og kontrol

Barcelona-spillerne havde næsten konstant bolden på fødderne, og selv om de ikke skabte et hav af store chancer, fik de kørt modstanderne trætte med det evige boldtrilleri.

Den enlige scoring faldt efter 27 minutter, hvor Lionel Messi fandt Frenkie de Jong med en skrå, halvhøj aflevering. I fuldt løb satte de Jong indersiden på bolden og udplacerede Huescas målmand, der stod klistret til sin målstreg.

Huesca, som med 12 point for 17 kampe er sidst i La Liga, havde generelt nok at gøre med at forsvare sig, og hjemmeholdets spillere var sjældne gæster i Barcelonas straffesparksfelt.

I anden halvleg lykkedes det dog et par gange at true storklubbens mål, men her var keeper Marc-Andre ter Stegen vågen.

Barcelona har efter 16 kampe samlet 28 point, hvilket rækker til en femteplads. Der er stadig langt op til førende Atlético Madrid, der har ti point mere og endda har spillet en kamp færre.