Fodbold

Eriksen til PSG? Ekspert vurderer, hvad der taler for og imod

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen er uønsket i Inter og har i de seneste uger været rygtet til Paris Saint-Germain.

En mulig genforening af Mauricio Pochettino og Christian Eriksen er kommet nærmere.

Lørdag offentliggjorde Paris Saint-Germain (PSG), at den 48-årige argentiner er den franske storklubs nye cheftræner efter fyringen af tyske Thomas Tuchel kort før nytår, og dermed mangler 'bare' Eriksens skifte fra italienske Inter.

- Der er ikke nogen tvivl om, at skal Pochettino pege på en spiller, vil Christian Eriksen være én af dem, han kender rigtig godt, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Pochettino vil nok også kigge på Tottenham og Dele Alli, der er i overskud dér, og som han har arbejdet godt sammen med tidligere. Så der er et par spillere, han har højt på sin ønskeseddel, og der er Eriksen én af dem.

Men hvad taler for og imod, at PSG enten køber eller lejer 28-årige Christian Eriksen? Mads Junker vurderer:

Det taler for

- Pochettino har et indgående kendskab til Christian Eriksen. Han vil ret hurtigt kunne få ham til at fungere. Han ved præcis, hvordan han skal få det bedste ud af danskeren.

- PSG har heller ikke så mange spillere på Eriksens position, så han kan være vigtig at få ind for at udfylde et rum. De står og mangler en type som ham.

- Det taler også for et skifte, at Eriksen er havnet i en situation, hvor han skal videre. Inter har selv sat ham til salg. Det er ikke bare noget, vi finder på i de danske medier. Der er et reelt ønske om, at han skal sælges.

Det taler imod

- Hvor meget indflydelse får Pochettino? Hvor mange penge vil PSG bruge? Vil de begynde at kigge efter en afløser for Neymar eller Mbappé måske, der skal videre til sommer, hvis det er sådan? Det kan være de ting, som kan fratrække, at Christian Eriksen bare automatisk kommer til Paris.

Afstemning

Kommer Christian Eriksen til PSG?

Er Eriksen ønsket, rykker PSG hurtigt, forventer Junker

Transfervinduet i Italien åbner mandag 4. januar. Inden da sker der ikke noget med Christian Eriksen, der har trænet med i Inter de seneste dage efter sin forlængede juleferie i Danmark, hvor han også blev far for anden gang.

Men er PSG virkelig interesseret i at få Eriksen - eller Dele Alli for den sags skyld - ombord, forventer Mads Junker, at Paris-klubben af flere grunde vil rykke hurtigt.

- Det kan gå stærkt, særligt fordi Inter ikke vil modarbejde. De vil rigtig gerne have, at der kommer nogle franskmænd med en pose penge og tager Eriksen af deres hænder. Og Paris har også brug for, at der sker noget. De plejer at kunne fejre mesterskabet på den her tid af året, siger Junker og fortsætter:

- Så hvis PSG vil gøre noget på transfermarkedet, tror jeg, at de vil gøre det tidligt. Særligt hvis det er Christian Eriksen eller Dele Alli - de her spillere, der er lidt i overskud. Hvis det er nogle andre endnu mere topspillere, hvor PSG skal bruge rigtig mange penge, vil der være nogle forhandlinger frem og tilbage. Men jeg vil ikke være overrasket, hvis PSG begynder at rykke på det her inden for en uge måske 14 dage.

Sat til salg efter mindre end et år i Inter

PSG er i skrivende stund på tredjepladsen i Ligue 1. Ét point efter Lyon på førstepladsen.

Det var lillejuleaften, at Inter-direktør Giuseppe Marotta annoncerede, at Milano-klubben havde sat Eriksen på transferlisten. Fynboen kom til Inter fra Premier League-klubben Tottenham 28. januar sidste år.

Christian Eriksen har kontrakt med Inter til 30. juni 2024.