VM håndbold

Forventet dansk VM-modstander 'markant svækket' efter afbud

Den fysisk stærke højreback Luka Stepančić kommer ikke med til VM for Kroatien. Situationen med en af holdets store profiler Igor Karačić er usikker.

Sølvvinderne fra EM 2020 har på spillersiden fået en dårlig optakt til verdensmesterskabet i håndbold, som går i gang om 10 dage.

Kroatien er ramt af skader, hvilket også fremgår af den seneste trup, som det kroatiske håndboldforbund har fremlagt.

Den 30-årige højreback Luka Stepančić og bagspilleren Igor Karačić er således ikke blandt de navne, som står foran to EM-kvalkampe mod Spanien, inden VM officielt starter 13. januar.

- Det er en markant svækkelse for dem. Stepančić er en fysisk fremragende spiller, som er væmmelig at stå overfor.

- Og så er det rigtig ærgerligt, hvis Karačić ikke når at blive klar. Han var en hovedfigur for Kroatien ved EM, hvor han virkelig storspillede, lyder vurderingen fra håndboldekspert på TV 2 SPORT Bent Nyegaard.

Kroatien er en nation, som Danmark med stor sandsynlighed kommer til at møde i en eventuel mellemrunde, da de vil blive parret, hvis begge hold avancerer sig fra den indledende runde.

Skyldes operation

Det kroatiske medie Sata24 oplyser, at Stepančić med sikkerhed ikke kommer med til VM. Det skyldes en operation i foden, som den over to-meter høje SC Pick Szeged-spiller ikke er kommet sig over, hvilket har gjort ham ude af stand til at spille kampe siden september.

Kroaterne er dog dækket ind på positionen med Ivan Martinovic, Šime Ivić og Luka Šebetić, der kan varetage pladsen på landstræner Lino Červars mandskab.

Alle er dog spillere, der ikke var en del af Kroatiens endelige EM-mandskab i 2020.

Kan blive klar

Situationen med Igor Karačić kan dog lysne. For selvom playmakeren ikke er med i den foreløbige trup, er han ikke definitivt meldt ude af spil.

Det afhænger nemlig af, om han når at komme sig efter en lyskeskade, hvor en operation vil være den ideelle løsning. Noget, han gerne vil undgå i håbet om at komme med sit landshold til Egypten.

- Jeg har været plaget af betændelse i lysken i en måned efterhånden. Efter aftale med forbundet og min klub har vi besluttet at udskyde operationen, fordi jeg gerne vil spille VM. Og vi gør alt, hvad vi kan for at få det til at lykkes, fortæller Vive Kielce-spilleren til Sata24.

Slutrunden bliver spillet i perioden 13.-31. januar. Kroatien er i pulje med Qatar, Japan og Angola.