Premier League-manager fordømmer sin anførers nytårsfest
Crystal Palaca-kaptajn Luka Milivojevic forbrød sig mod coronarestriktionerne, da han fejrede nytårsaften.
Lørdag var Premier League-klubberne Tottenham og West Ham ude og fordømme i alt fire spillere offentligt.
Sidst på dagen kom turen så til Crystal Palace.
På sociale medier florerede der billeder af anfører Luka Milivojevic, der holdt nytårsaften sammen med mindst syv voksne personer, skriver Reuters.
London sorterer lige nu under kategorien Tier 4 i Storbritanniens coronaprotokoller, hvilket i julen og nytåret forbød personer at samles på tværs af husstande.
- Jeg fordømmer det selvfølgelig. Vi er vrede. Det gør hverken klubbens ellers Lukas image noget godt. Vi ved, at han ikke har bragt modstanderholdet (Sheffield United, red.) i fare, for han har fået grønt lys til at spille af Premier League, siger manager Roy Hodgson.
- Men det er ikke et spørgsmål om risici her på fodboldbanen. Risiciene kommer, når personer bryder regeringens retningslinjer.
Hodgson slog fast, at det ikke ville få nogen sportslige konsekvenser for Milivojevic, der også bar anførerbindet i lørdagens 3-0-sejr over Sheffield United.
Tottenham-spillerne Sergio Reguilon, Erik Lamela og Giovani Lo Celso samt West Hams Manuel Lanzini fejrede jul sammen med hinandens familier.
Derfor gik både Tottenham og West Ham ud og fordømte spillernes handling.
Reguilon sad på bænken, Lamela var helt ude af truppen, mens Lo Celso var skadet, da Tottenham lørdag slog Leeds med 3-0.
Premier League er lige nu hærget af mange smittetilfælde, hvorfor en række kampe den seneste uge er blevet aflyst.