Fodbold

2010’ernes største træner er stadig flyvende

Skal man pege på den træner, der det seneste årti har betydet allermest for sin klub, må pilen uvilkårligt pege på Diego Simeone.

Sidste uges højdepunkt

Magiske El Cholo!

Diego Simeone under jubilæumskampen.

LaLigas bedst betalte træner fejrede lidt af en milepæl onsdag aften, da han satte sig på bænken til opgøret mod Getafe. 500 kampe i spidsen for Atletico Madrid nåede tælleren op på denne råkolde aften i Spaniens hovedstad.

Skal man pege på den træner, der det seneste årti har betydet allermest for sin klub, må pilen uvilkårligt pege på Diego Simeone.

Lillejuleaften 2011 overtog Simeone et Atletico-mandskab, der netop havde tabt til 3. divisionsholdet Albacete og afsluttet de foregående sæsoner med et par skuffende placeringer som nummer ni og syv i ligaen.

Første sæson bød på succes med det samme, da Atletico hjemførte Europa League-trofæet i den rent spanske finale mod Athletic, mens den flamboyante sydamerikaner fik holdet op på en acceptabel femteplads i LaLiga. I de efterfølgende otte sæsoner har “El Cholo” aldrig sluttet dårligere end nummer tre i ligaen, og mesterskabet i 2013/14-sæsonen lyser selvfølgelig klarest på nattehimlen i den lille galakse, Simeone har opbygget i og omkring Atletico Madrid.

Spillestilen har været det altoverskyggende aftryk, som Simeone har tilført Atletico Madrid. En spillestil, der ikke er blevet hyldet mange andre steder end hos Atletis fans, men dér er den så også respekteret og elsket. Historisk er Atleti arbejderklubben i Madrid, og den vilje, fight og energi som Simeone satte i højsædet som de primære værdier for sit mandskab ved ansættelsen, passede som fod i hose hos den store fanskare på Vicente Calderon (og senere på Wanda Metropolitano). Et sted han i forvejen var en elsket karakter efter næsten 100 kampe som spiller i klubben, og en dedikation til klubben som få andre spillere udviste igennem de turbulente 90’ere som “Los Colchoneros” gennemlevede.

Jubilæumskampen mod Getafe endte, med næsten kosmisk naturlighed, 1-0 til hjemmeholdet og Atletico kunne dermed fejre nytår på førstepladsen for første gang i 15 år. Dengang vandt man The Double med den argetinske styrmand på midtbanen, og meget tyder på, at Simeone kan føje endnu et mesterskab til trofæskabet, når sæsonen er omme senere i år.

Sejrene vælter ind for tiden, og selv når hans hold spiller dårligt, så finder de en vej igennem trængslerne. Søndag eftermiddag var sådan et tilfælde, da Suarez i overtiden sikrede de tre point efter en kummerlig præstation mod Alaves. Det var sejr nummer 302 for "El Cholo", der har en vanvittig sejrsprocent på på 60,3 i hans tid som træner for de bolsjestribede.

De eneste skuffelser Atleti har oplevet under Simeone’s regeren har været de tabte Champions League-finaler i 2014 og 2016. At det begge gange skete mod ærkerivalerne fra Real Madrid har blot gjort nederlagene endnu sværere at sluge. Og selvom Europas sympati for en sjælden gangs skyld var MED Simeone og hans mandskab de aftener, vil det blot føles som et Mickey Mouse-plaster på et åbent kødsår for den altid sortklædte dirigent på Atleticos sidelinje.

Det lignede et pointtab for Madrid-klubben, men Suarez dukkede op til allersidst og sikrede tre point. Video: TV 2 SPORT

Sidste uges skuffelse

Barcelonas rædselsår

Mens kalenderen blot er nogle dage gammel i det nye år, er det stadig acceptabelt at gøre status på året, der er gået for nogle af LaLigas største mandskaber.

For mens Real Madrid blev mestre, Atletico placerede sig i top fire og i denne sæson cruiser mod klubbens første mesterskab i syv år, og Sevilla igen-igen hjemførte Europa League-trofæet og tilspillede sig en top fire-placering, så står FC Barcelona tilbage som den store taber i det forgangne år.

Hvor man skal starte, når man skal liste elendighederne op, er noget af en opgave, for tag lige et kig på nedenstående liste:

  • 35 ligakampe og blot 67 point, kombineret med et nederlag til Athletic i Copa del Rey, nederlag til Atletico i Super Cuppen og ikke mindst det forsmædelige 2-8 nederlag i Champions League-kvartfinalen mod Bayern München
  • 3 trænere på de 12 måneder
  • Klubbens største stjerne nogensinde gik offentligt i krig med klubpræsidenten og bad om en transfer
  • Den værste start i LaLiga i 17 år i indeværende sæson
  • Mere end 16.000 medlemmer af FC Barcelona underskrev en mistillidserklæring imod Josep Maria Bartomeu, og præsidenten endte med at trække sig fra posten i slutningen af efteråret
  • Ligeså sagde man farvel til klubbens tekniske direktør, den tidligere vellidte spiller Eric Abidal
  • 0 trofæer

Det er lidt af en mundfuld at gabe over for de fodboldfans, der har FC Barcelona kært, og umiddelbart tegner fremtiden ikke meget lysere. Sportsligt er der meget lidt struktur over den måde, klubben spiller på, og det er ikke lykkedes at slippe af med den afhængighed, holdet har af Lionel Messi. Det blev endnu engang understreget i den sidste runde af 2020, hvor klubben ikke formåede at slå Eibar, og mesterskabsdrømmene er helt uhørt allerede lagt på hylden efter mindre end en tredjedel af sæsonen.

Kæmpe fejl af Araujo, som kikser sin aflevering fuldstændig. Video: TV 2 SPORT

Blikket fra Messi, da dommer Rojas blæste i fløjten for sidste gang på Camp Nou i 2020, sagde mere end 1000 ord om Barcas krise. Opgivende, forbløffet og frustreret så klubbens talisman ud, og det har givetvis ikke inspireret den lille argentiner yderligere i hans beslutning om at forblive i FC Barcelona.

Søndag aften hentede FC Barcelona så det nye års første sejr, men endnu engang måtte de hårdt prøvede Barca-fans sidde med hjertet i halsen det sidste kvarter af kampen af frygt for, at mægtige Huesca ikke udlignede catalanernes smalle føring.

Det blev en målfattig affære, da Barcelona gæstede Huesca i LaLiga. Se målet af Frenkie De Jong, der sikrede catalonierne sejren. Video: TV 2 SPORT

Det eneste lille lyspunkt i det forgangne år er mængden af talentfulde spillere, der får en masse brugbar erfaring, men det kan ikke forventes, at Pedri, Dest, De Jong, Trincao og resten af de unge talenter skal bære den tunge (død)vægt, som FC Barcelona for tiden er blevet til.

Om tre uger står der præsidentvalg i kalenderen for Blaugrana. Det er et valg, der kan vise sig at være det vigtigste i klubbens historie, hvis der skal rettes op på den sportslige og økonomiske slingrekurs, som klubben har indladt sig på det seneste år.

Sidste uges oversete

Diego Costas uventede exit

Pludselig var han væk.

Udmeldingen om Diego Costas farvel til Atletico, og formentlig til Spanien, kom relativt uventet, og så i en tid hvor alting ellers er i skønneste orden hos førerholdet fra LaLiga. Officielt skyldes bruddet, at Costa af personlige årsager ville væk fra Madrid, da hans familie er rejst tilbage til hjemlandet Brasilien.

Men efter et par dage slap det så ud, at Costa var kommet på kant med træner Simeone, og endnu mere med assistent Nelson Vivas, og derfor blev den nationaliserede spaniers farvel fremskyndet med seks måneder for at bevare roen internt i klubben. Med tilgangen af Luis Suarez i sommer fik Costa pludselig en yderst kompetent rival til pladsen som den fysiske stærke angriber i Diego Simeones angrebshieraki. En kamp Costa tabte forholdsvis hurtigt.

Med til historien hører dog også, at han blev ramt af flere skader undervejs i denne sæson, blandt andet en mindre blodprop.

Atletico har dog sikret sig en vis for form for sikkerhed i, at deres tidligere topscorer ikke hjemsøger dem i denne sæson. Skifter han til en konkurrerende LaLiga-klub, eller en klub i Champions League, skal han nemlig betale små 100 millioner kroner i afgift til de bolsjestribede, og mon ikke det fraholder Costa i at lave et “Suarez-skifte”, hvor en direkte konkurrent bliver styrket af hans tilgang.

Med 19 mål i 81 kampe blev det ikke den forventede succes, da Atletico hentede Costa tilbage fra Chelsea, hvor han i øvrigt også var kommet voldsomt på kant med den daværende træner Antonio Conte. Spillemæssigt blev han aldrig den udgave af sig selv, som i hans bedste tid i såvel Atletico som Chelsea gjorde ham til en af Europas mest frygtede angribere. Fysisk stærk, aggressiv, et godt hovedspil og et glimrende overblik blev kombineret med en ren og rå vindermentalitet, der var benzinen på hans indre bål, når han gik i krig med alskens forsvarsspillere rundt om på Europas største fodboldstadions. Den gnist var udbrændt efter opholdet i England, og derfor forlader Costa den klub, der gjorde ham til en international stjerne, ad bagdøren frem for den åbne port, han gik ind ad for snart tre år siden.

Det endte med at blive en kort periode på allerhøjeste plan for Diego Costa, men for dælen, det var aldrig kedeligt, mens det stod på!

Efter blot 28 minutter af topopgøret mellem Barcelona og Atlético Madrid fik Diego Costa direkte rødt kort for tilnærmelser rettet mod dommeren. Video: TV 2 SPORT

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Sevilla, Athletic, Barca og Atletico i vælten

Tabellen i LaLiga er en noget forvirrende læsning grundet et utal af udsatte kampe, men det begynder at udligne sig en smule de kommende ti dage. Allerede onsdag rejser FC Barcelona nemlig til baskerlandet, når Athletic Bilbao byder catalanerne indenfor på San Mames. Og fra weekenden og frem får vi også Sevilla og Atletico i vælten ad flere omgange, når de fire omtalte mandskaber forsøger at komme på omgangshøjde med de fleste af de øvrige LaLiga-mandskaber.

Særligt opgøret mellem Sevilla og Real Sociedad lørdag eftermiddag ser interessant ud, når de to mandskaber går til kamp om pladserne i top fire, der ved sæsonafslutningen giver adgang til Champions League.