Fodbold

AaB binder norsk forsvarer på lang kontrakt

Forsvareren Daniel Granli har underskrevet en kontrakt på tre et halvt år med AaB.

Forsvarsspilleren Daniel Granli fortsætter i superligaklubben AaB, hvor han i efteråret spillede på en lejeaftale.

Den nordjyske klub oplyser i en pressemeddelelse, at den har gjort brug af frikøbsklausulen på nordmanden, der hidtil har været tilknyttet den svenske klub AIK.

Dermed udskiftes lejekontrakten med en aftale, der gælder frem til sommeren 2024.

- Daniel har levet op til vores forventninger, og vi er meget glade for, at vi nu er nået til enighed om en ny aftale.

- Hurtighed, boldsikkerhed og forudseenhed er med til at gøre Daniel til en dygtig forsvarsspiller, og derudover er det en gevinst, at han reelt formår at dække alle pladser i forsvarskæden, siger AaB's sportschef, Inge André Olsen.

Den 26-årige nordmand har foreløbig været på banen i 11 superligakampe for klubben.

I efteråret fik han også debut på det norske landshold, da han var del af det såkaldte "nødlandshold", der spillede 1-1 mod Østrig i Nations League.

Det skete, efter at hele den oprindeligt udtagede landsholdstrup fik udrejseforbud af de norske myndigheder, efter at en spiller var blevet testet positiv for coronavirus.