Fodbold

Måber over Eriksen-indskiftning: - Hvad foregår der?

Det kom bag på TV 2 SPORTs kommentatorer, da Christian Eriksen pludselig blev skiftet ind i Inters 1-2-nederlag mod Sampdoria onsdag eftermiddag.

- Eriksen, hallo? Den var ny, hvad?

Ja, forbløffelsen var stor, da TV 2 SPORTs kommentatorer pludselig så Inters nummer 24 stå klar på sidelinjen til at blive skiftet ind i Inters kamp mod Sampdoria onsdag eftermiddag.

Men det var ikke et synsbedrag. Med godt tyve minutter igen blev Christian Eriksen nemlig skiftet ind ved stillingen 2-1 til Sampdoria.

- Det er sindssygt uventet, det her. Helligtrekongersdag, hvad foregår der?

Sådan udbrød TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen i forbindelse med indskiftningen og henviste til onsdagens helligdag i Italien. En dag, der traditionelt set er en af årets største fodbolddage i Italien.

Og forbløffelsen over at se Christian Eriksen på banen er da også forståelig. Danskeren er nemlig blevet sat offentligt "til salg", og midtbanespilleren havde inden onsdagens kamp ikke været i aktion for de sort-blå siden 13. december 2020. Det svarer til fire kampe i træk med nul minutter på banen for Christian Eriksen.

Eriksen med 'god attitude'

Christian Eriksen blev med indskiftningen noteret for sin niende Serie A-kamp i sæsonen. Den danske midtbanekreatør kunne dog ikke ændre på, at Inter - ganske overraskende - endte med at tabe 2-1 til Sampdoria. Undervejs stjal Eriksens landsmand fra Sampdoria, Mikkel Damsgaard, billedet, da han leverede en fænomenal assist til Sampdorias 2-0-scoring.

Med kort tid igen fik Christian Eriksen ellers en gylden mulighed for at udligne til 2-2 i forbindelse med et direkte frispark på kanten af feltet. Men fynboen sparkede i muren.

Men trods det negative resultat for Inter og Eriksen, så er TV 2 SPORTs fodboldekspert fuld af beundring overfor danskerens indhop.

- Jeg synes, han kom ind med en fed attitude. Han så upåvirket ud og tog ansvar. Han dirigerede og virkede generelt upåvirket af hele situationen, siger Martin Mikkelsen, der var yderst overrasket over indskiftningen:

- Conte (Inters træner, Antonio Conte, red.) er en mand, der er svær at finde ud af. I så vigtig en kamp, hvor man jagter et resultat, er det pludselig Eriksen. man sætter ind. En mand, der ikke har spillet meget lang tid.

Conte forsvarer Eriksen-indskiftning

Indskiftningen af Christian Eriksen endte altså ikke med at give pote for Antonio Conte. Inter måtte i hvert fald rejse tomhændet hjem fra Genova og mistede dermed et vigtigt skridt i Serie A's topstrid. Inter er dog fortsat nummer to i rækken.

Efter kampen måtte Conte - som så ofte før - forholde sig til Eriksen. Denne gang skulle Inter-træneren svare på, hvorfor han dog benyttede Christian Eriksen, når nu danskeren formentlig er fortid i klubben efter indeværende transfervindue.

- Jeg prøver at få det meste ud af de muligheder, som jeg har til rådighed i en given situation. Jeg står til regnskab for klubben og de beslutninger, som klubben laver på transfermarkedet. Der er ikke andet, jeg kan gøre, svarede Antonio Conte på vanlig kryptisk manér på pressemødet.

- Klubben ved udmærket, om der skal spillere ind eller ud. Jeg arbejder bare på den måde, jeg har gjort, lige siden jeg ankom til Inter. Alle beslutninger, der træffes, vil blive bakket op af mig, siger Conte.

Transfervinduet er nu åbent, og Christian Eriksen kan i princippet skifte klub, når det skal være.

Inters næste kamp venter søndag eftermiddag, hvor Roma er modstanderen på Roms olympiske stadion. Om Eriksen fortsat er Inter-spiller til den tid, vil kun tiden vise.

Se målene fra Sampdoria (2-1) Inter herunder:

Sampdoria scorer til 1-0 mod mægtige Inter. Video: TV 2 Sport
Mikkel Damsgaard laver sublim assist, da Sampdoria kommer foran 2-0 mod mægtige Inter i Serie A. Video: TV 2 Sport
Inter reducerer til 1-2 mod Sampdoria. Video: TV 2 Sport