Mæhle tæt på debutmål efter ti minutter på banen
Joakim Mæhle fik debut for sin nye italienske klub, Atalanta. Og den var tæt på at blive perfekt.
Han skulle ikke bruge meget mere end ti minutter på banen, før han kom frem til sin første afslutning.
Joakim Mæhle fik debut for sin nye klub, italienske Atalanta, da de mødte Parma onsdag aften. Det var tæt på at blive en drømmedebut, da den danske landsholdspiller tog et dybt løb ind i Parma-feltet i det 76. minut.
Mæhle modtog en afleveringen fra Duvan Zapata, som han flugtede til. Kun en stor redning fra Luigi Sepe i målet forhindrede, at Mæhle kom på tavlen.
- Det er en super god afslutning. Det er Mæhle og Zapata, der tager løbet samtidig. Det er en super flugter med indersiden og en suveræn redning af Sepe, sagde TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen under kommenteringen.
- Det er lidt ærgerligt, at Mæhle ikke får drejet kroppen mere, fordi så får han skudt den over i det lange hjørne. Det er en svær detalje i luften. Det er sådan en, han med et smil kan ærgre sig over, når han skal falde i søvn i aften.
Du kan se episoden i videoen over artiklen.
Hvis Joakim Mæhle havde scoret for Atalanta, havde det bragt Bergamo-holdet på 4-0.
Forinden havde Luis Muriel, Duvan Zapata og Robin Gosens stået for de tre scoringer.
Andreas Cornelius kom på banen i pausen for Parma, men kom altså ikke på måltavlen.
Atalanta er nu nummer seks i Serie A med 28 point efter 15 kampe.