Ung dansker leverer ’sæsonens assist’: - Han er magisk

Mikkel Damsgaard storspillede i kampen mod Inter, hvor hans oplæg til 2-0-målet især var imponerende.

Mikkel Damsgaards spinkle ben snoede sig igennem Inter-forsvaret, og han fik stjerner som Milan Skriniar og Stefan de Vrij til at ligne serie 6-spillere.

Den 20-årige dansker stod for kampens flotteste oplæg, da han driblede og kælede med bolden, da Sampdoria kom foran med 2-0 mod Inter.

Var det noget, vi drømte? Det er for vildt

Martin Mikkelsen, fodboldekspert TV 2 SPORT

Damsgaard opsnappede selv bolden tæt ved midtercirklen, lavede en snu vending og satte kursen mod Inter-målet.

Undervejs nåede danskeren at snyde tre spillere, inden han spillede den på tværs ind i feltet til Balde Keita, der fladt sparkede den i kassen.

- Det er jo sæsonens assist. Er der ikke der, vi er? Han er magisk – sikke en fart! Det er fantastisk improvisation, og han finder bare Balde i feltet, da de begge ved, hvad der skal ske, sagde TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen under kommenteringen.

- Det er en fri plads, han har, da han ikke er så låst. Han er dynamisk og kan gå begge veje. Han er kreativ, men også så moden i sine beslutninger. Var det noget, vi drømte? Det er for vildt.

Eriksen kom på banen

Assisten var Mikkel Damsgaards tredje i denne sæson.

Forinden Damsgaards genialitet havde Antonio Candreva bragt udeholdet foran med 1-0 i det 23. minut.

Selvom de Virj reducerede i det 65. minut, var det alligevel Damsgaard og Sampdoria, der hentede tre point og en sejr på 2-1 over Inter.

Christian Eriksen kom på banen for Inter med 20 minutter og havde flere fine indlæg.

Sampdoria er nu på 11.-pladsen i Serie A med 20 point. Inter er på andenpladsen, imens Milan kan stikke af i toppen, hvis de henter en sejr over Juvetus.