Mæhle er 'ekstremt stolt' efter Atalanta-debut
Den danske landsholdsspiller fik sine første minutter for sin nye klub onsdag. Han blev efterfølgende rost af sin nye træner.
Onsdag var en stor dag for Joakim Mæhle.
Med knap en halv time tilbage af Serie A-kampen mellem Atalanta og Parma løb han på banen til sin første optræden for Bergamo-klubben.
- Ekstremt stolt over at have fået min debut for Atalanta. Mest vigtigt var dog de tre point og et clean sheet, skriver Joakim Mæhle på Instagram, hvor han også deler et billede af sig selv fra kampen mod Parma.
Danskeren blev officielt præsenteret i Atalanta dagen før nytårsaften, men da transfervinduet i Italien først åbnede 4. januar, var Mæhle ikke spilleberettiget før.
Han kunne derfor ikke få debut, da Atalanta åbnede året med en 5-1-sejr over Sassuolo 3. januar.
Tæt på at score og ros fra træneren
Atalantas egen Twitter-profil hylder Joakim Mæhle for en 'solid debut', og det var faktisk også lige ved, at den nu tidligere Genk-spiller scorede i sin debut for det italienske hold.
Godt ti minutter efter sin indskiftning kom han frem til en afslutning efter et godt løb ind i feltet, men en superredning fra Luigi Sepe i Parma-målet stod i vejen for en drømmedebut til den danske venstreback.
Hvis Mæhle havde scoret, havde det været til 4-0. Atalanta vandt kampen 3-0.
Efter kampen var der også kun rosende ord fra Atalanta-træner Gian Piero Gasperini om Joakim Mæhle:
- Gode spillere bruger kortere tid på at falde til, for Serie A er ikke nem. Han er god teknisk, hvilket vil hjælpe ham, men det vil tage nogle kampe, før vi ser det bedste fra ham, sagde Gian Piero Gasperini ifølge sportsavisen Corriere dello Sport på pressemødet efter kampen.
Atalanta er placeret på 7.-pladsen i Serie A med 28 point for 15 kampe. Det er 9 point færre end førerholdet AC Milan, der har spillet 16 kampe.
Parma, der har Andreas Cornelius i truppen, er nummer 18, altså tredjesidst i Serie A, med 12 point for 16 kampe, og torsdag blev cheftræner Fabio Liverani smidt på porten efter bare 16 kampe i spidsen for klubben.