Fodbold

Profil 'kendte ikke til festen', der gav ham store problemer

Napoli-profilen Victor Osimhen testede positiv for coronavirus, da han vendte hjem til Italien efter at have tilbragt juleferien hjemme i Nigeria.

Napolis dyreste indkøb i historien, nigerianske Victor Osimhen, har fået meget opmærksomhed i 2021.

Klubbens 22-årige angriber har dog fået omtale for alt det, en fodboldklub ikke ønsker. Osimhen har nemlig været en del i vælten i den italienske presse her i det nye år.

Osimhen drog hjem til Nigeria over julen, og da han kom hjem, testede han positiv for covid-19. Det skete, efter han deltog i en fødselsdagsfejring uden mundbind. En fest, han påstår, han ikke kendte noget til.

- Inden jeg vendte hjem til Nigeria, fortalte jeg min søster, at jeg ikke ville fejre min fødselsdag. Jeg var ikke i det rigtige humør på grund af min skade, siger han ifølge Football Italia og uddyber:

- På den specifikke dag sov jeg i seks timer. Da jeg vågnede, bad min søster mig om at gå nedenunder. Hvis I så, hvad jeg havde på af tøj, så var det træningstøj. Jeg ville aldrig klæde mig så afslappet. Jeg gik nedenunder, og de spillede gospelmusik. Jeg var dernede i ti minutter. Jeg holdt ikke en fest, forklarer den unge angriber.

Har undskyldt sine handlinger

For at forstå forløbet for denne forklaring spoler vi lige tiden en uge tilbage.

2. januar kunne Napoli fortælle, at Victor Osimhen var blevet testet positiv for coronavirus efter sin tilbagevenden til Italien. De italienske medier kunne berette, at klubben var rasende, hvorfor spilleren havde fået en bøde på to ugers løn.

Der var nemlig også begyndt at florere billeder fra 'festen', hvor det fremgik, at hverken Osimhen eller de andre deltagere bar maske. Derfor var Osimhen heller ikke langsom til at sende en undskyldning.

- Jeg er så ked af, hvad der skete. Det var forkert at rejse til Nigeria i dette øjeblik, selvom jeg har mange kære derovre - inklusiv mine brødre.

- Jeg gjorde forkert i at deltage i festen. Jeg forstod ikke alvoren i ​​det, jeg lavede. Jeg undskylder til klubben, træneren, holdet og fansene, skrev profilen på sin Instagram i sidste uge.

'Han kommer til at betale'

Samme dag fortalte Napoli-træner Gennaro Gattuso også, at Osimhen nok skulle betale sin straf.

- Han har lavet en fejl, og han kommer til at betale, hvad der er nødvendigt, sagde Gatusso ifølge Football Italia.

Den uheldige situation falder oveni, at Osimhen har været inde i et længere skadesforløb. Han har således ikke deltaget i klubbens seneste 12 kampe.

Corriere del Mezzogiorno berettede i forbindelse med nyheden om den positive test, at DJ Michael Golden havde delt en video på de sociale medier fra festen, hvor det kunne ses, at Osimhen dansede, mens han tog sig til sin skadede skulder.

En skade, han pådrog sig i november. Men nigerianeren var angiveligt klar til at spille igen efter juleferien.

Napolis dyreste indkøb

Nu sidder han i isolation, og derfra kunne han se onsdagens Serie A-kampe fra sin sofa. Her led Napoli et grusomt nederlag til oprykkerne fra Spezia på 1-2.

Napoli var endda foran med 1-0 efter en times spil, og efter 77 minutter fik Spezia udvist en spiller. Alligevel formåede oprykkerholdet at vende kampen og vinde 2-1.

Det placerer Napoli på en øjeblikkelig sjetteplads, ni point efter AC Milan på førstepladsen.

Osimhen ankom inden denne sæson til Napoli fra franske Lille. Han blev klubbens dyreste indkøb i historien, da den italienske traditionsklub måtte betale hele 70 millioner euro (520 millioner kroner) for det unge talent.

Det er næsten dobbelt så meget, som klubben betale for Gonzalo Higuain, der var det dyreste indkøb inden Osimhen-handlen.