Fodbold

Thomas Frank har coronavirus

Den danske manager for Brentford FC er blevet smittet med coronavirus og skal nu isoleres i ti dage.

Det har været et begivenhedsrigt døgn for den danske fodboldtræner, Thomas Frank.

Brentford FC-manageren blev fredag morgen kåret som månedens manager i den næstbedste engelske fodboldrække, The Championship, for en række flotte resultater i december 2020, hvor holdet var ubesejret.

Senere fredag meldte den engelske klub så ud, at Thomas Frank er blevet smittet med coronavirus. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Torsdag blev alle spillere og stabsmedlemmer i Brentford FC testet, og her blev der konstateret to positive smittetilfælde. Heraf var den ene altså Thomas Frank. Klubben skriver ikke, hvem den anden smittede person er.

Ti dages isolation venter

Thomas Frank bliver nu sendt i isolation derhjemme i ti dage. En konsekvens, der følger de retningslinjer, der er fastsat af den engelske regering og EFL, der administrerer den professionelle fodbold i England.

I danskerens fravær på træningsbanen fredag var det træneren for klubbens B-hold, Neil MacFarlane, der havde ansvaret. Det er også ham, der kommer til at være på sidelinjen for Brentford, når holdet lørdag møder Middlesbrough i FA Cuppen.

Brentford er aktuelt nummer fire i den næstbedste engelske fodboldrække og ser altså ud til igen i år at skulle kæmpe med om oprykningen til Premier League. Holdet er lige nu ubesejret i 15 kampe i træk i The Championship.

I den forgangne uge spillede Brentford FC en af klubbens største kampe nogensinde, da Tottenham var modstanderen i semifinalen i den engelske ligacup. Her blev det dog til et nederlag for den lille London-klub.

Engelsk fodbold plaget af covid-19

De to smittetilfælde i Brentford kommer i en periode, hvor den professionelle fodbold i England generelt er hårdt ramt af covid-19-pandemien.

Så sent som torsdag lukkede Premier League-klubben Aston Villa sit træningsanlæg på grund af et stort coronaudbrud i klubben. Et udbrud, der har sendt hele klubbens førstehold i isolation. Derfor vil klubben nu sende et ungdomshold på banen til lørdagens FA Cup-opgør mod Liverpool FC.

I perioden 28. december-3. januar blev 40 personer i Premier League testet positive. Ugen før var tallet 18. Så covid-19 har altså for alvor gjort sit indtog i engelsk fodbold her i begyndelsen af 2021.

Også storklubben Manchester City var i de første spæde timer af 2021 hårdt plaget af den verserende virus. Klubben måtte undvære fem smittede spillere i årets første Premier League-kamp mod Chelsea.