Eriksen vinder Den Gyldne Skraldespand
Om kort tid har danskeren befundet sig i Inter i et år, og matchet mellem ham og klubben har aldrig rigtig været der.
Christian Eriksens tilværelse i Inter har kastet en pris af sig. Men det er en af den slags priser, man helst ikke vil vinde.
Flere italienske medier - heriblandt Stato Quotidiano - har kåret den 28-årige dansker som vinderen af 'Den Gyldne Skraldespand', der gives til årets flop i den italienske Serie A.
For at modtage titlen skal man ikke bare have præsteret dårligt, man skal også være udenlandsk. Prisen bliver kun givet til spillere, der ikke kommer fra Italien.
Eriksen står dog ikke med ansvaret alene. Hans træner Antonio Conte får en stor del af skylden, da han var med til at hente danskeren til klubben mod slutningen af januar 2020.
- Han kom fra Tottenham, og Conte fik aldrig et godt forhold til ham. Træneren er nok hovedårsagen til, at spilleren floppede, da han bogstavelig talt ikke vidste, hvordan han skulle bruges for at få det bedste ud af ham, skriver Stato Quotidiano.
Mediet lægger desuden vægt på de 150 millioner kroner, som det kostede Milano-klubben at købe Eriksen fri af Tottenham.
Den gyldne skraldespand - top 10
- Christian Eriksen (Inter)
- Lucas Paquetá (Milan)
- Adrien Rabiot (Juventus)
- Javier Pastore (Roma)
- Aaron Ramsey (Juventus)
- Valentino Lazaro (Inter)
- Lucas Biglia (Milan)
- Pau Lopez (Roma)
- Fernando Llorente (Napoli)
- Hirving Lozano (Napoli)
Prisen har været en del af italiensk fodbold siden 2009, og det er syvende gang, en Inter-spiller står tilbage med den tvivlsomme hæder.
I 2013 var det en anden dansker, der kom i det dårlige selskab. Her gik kåringen til Nicklas Bendtner, der dengang befandt sig i Juventus på et lejeophold. Året før blev han nummer to.
Med titlen skriver Eriksen sig også ind på en eksklusiv liste af vindere, der tæller Diego Forlán, Ricardo Quaresma og Adriano.
Vindere siden 2009
- 2009: Ricardo Quaresma (Inter)
- 2010: Ricardo Quaresma (Inter)
- 2011: Adriano (Roma)
- 2012: Diego Forlán (Inter)
- 2013: Nicklas Bendtner (Juventus)
- 2014: Ishak Belfodil (Inter)
- 2015: Juan Iturbe (Roma)
- 2016: Joffrey Kondogbia (Inter)
- 2017: Gabriel Barbosa (Inter)
- 2018: Nikola Kalinić (Milan)
- 2019: Patrick Schick (Roma)
- 2020: Christian Eriksen (Inter)
Christian Eriksen fik - noget overraskende - godt tyve minutters spilletid, da Inter onsdag skulle forsøge at vende et truende nederlag mod Sampdoria i Serie A.
Han er dog blevet sat offentligt til salg, og inden onsdagens kamp havde midtbanespilleren ikke været i kamp for de sort-blå siden 13. december 2020.
I indeværende sæson har danskeren optrådt ni gange i Serie A uden mål til følge.