Fodbold

Fra João Félix til Pedri: Her er LaLigas ti største talenter

LaLiga er rig på store talenter, og som resultat af en ny tendens er de bedste unge spillere koncentreret om de største klubber.

Spansk fodbolds succes i de sidste to årtier har balanceret på flere ben, og et af de stærkeste har været landets forbilledlige talentudvikling. LaLiga er som regel et godt sted at orientere sig for at stifte bekendtskab med nogle af de kommende års store fodboldspillere.

Sådan er det også i denne sæson, men alligevel er noget anderledes. For lige nu behøver man ikke engang kigge mod de mindre klubber for at finde de kommende stjerner. De er allerede placeret i storklubberne, enten som egenudviklede talenter som Ansu Fati eller som dyre teenageinvesteringer som João Félix.

Den tendens fortæller om en ny virkelighed for de største klubber. Real Madrid og Barcelona kan ikke længere vente på, at fodboldens største talenter udvikler sig i andre klubber, og siden købe dem som den færdige vare, sådan som Real Madrid gjorde med Cristiano Ronaldo i 2009, og Barcelona gjorde med Luis Suárez i 2014. Transfersummerne er steget, og især Europas nyrige klubber ser ingen grund til at være led i en fødekæde med Real Madrid eller Barcelona øverst i pyramiden.

Derfor har strategien ændret sig, så de unge talenter oftere kommer tidligt til de største klubber uden reelt at være klar til det. Risikoen er, at storklubberne ender med at købe talenterne for dyrt, og at usikkerheden er for stor ved at købe potentiale frem for et færdigt produkt. Men hvis bare hvert tredje teenagetalent til 250 millioner kroner bliver en verdensstjerne, vil det stadig være billigere end at købe en færdigudviklet stjerne til en milliard kroner.

På min liste over de ti bedste unge spillere i LaLiga netop nu finder vi derfor hele syv spillere fra Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid. Man kan naturligvis altid diskutere metoden bag den slags talentlister. Hvor skal aldersgrænsen sættes, og giver det overhovedet mening at nævne João Félix, når nu han allerede er blevet solgt for næsten en milliard kroner? Skal man i stedet udelukkende fokusere på spillere, der er i færd med at tage deres første skridt i den bedste række?

Her har jeg dog valgt at tage det hele med, og som aldersgrænse har jeg sat 1. januar 1998, da det er skæringsdatoen for spillere, der må optræde i U/21-EM i 2021. Præstationerne i denne sæson er vægtet højt, og derfor er en spiller som Martin Ødegaard ikke på listen.

Og lad os så komme til sagen:

Joao Felix.

1. JOÃO FÉLIX, 21 år, offensiv midt/angriber, Atlético Madrid

Et par måneder inde i denne sæson kunne João Félix med god ret byde ind på prædikatet som den bedste spiller i hele LaLiga og lod til at have lagt sidste sæsons tilvænningsproblemer bag sig efter skiftet fra Benfica for hele 940 millioner kroner.

Siden da er den unge portugiser dog faldet i niveau og har ikke scoret i ligaen i to måneder. João Félix oplevede tilmed at blive udskiftet allerede efter en time i det store Madrid-derby i december, hvilket skabte ny debat om hans forhold til Diego Simeone.

Så endnu er det for tidligt at forvente, at João Félix kan bære Atlético gennem en hel sæson. Men holdet har nu så mange strenge at spille på, at det ikke er så afhængigt af João Félix, som det var i sæsonstarten. Det giver ham ro til at genfinde sit topniveau, så han senere i sæsonen igen kan blive en afgørende spiller i Atléticos jagt på mesterskabet.

Ansu Fati.

2. ANSU FATI, 18 år, kantspiller/angriber, Barcelona

Eventyret om Ansu Fati begyndte i den allerførste kamp i sidste sæson, hvor han som 16-årig blev skiftet ind til sin debut for Barcelona. Og efter at den sensationelle opstigen blev efterfulgt af en mere jævn afslutning på sidste sæson, gav han i efteråret nye beviser på størrelsen af talentet.

Han var en hvirvelvind i sin første kamp fra start for det spanske landshold, og han scorede i El Clásico mod Real Madrid. Derfor var det et hårdt slag for Barcelona, at han måtte udgå med en alvorlig skade i en hjemmekamp mod Betis for to måneder siden.

Nu er spørgsmålet, hvor stor en rolle Ansu Fati når at spille i denne sæson – og om han når en forfatning, så han som 18-årig skal spille EM for Spanien til sommer.

Pedri.

3. PEDRI, 18 år, offensiv midt, Barcelona

I de første uger af sæsonen stod Pedri lidt i skyggen af den jævnaldrende Ansu Fati – og det passede ham måske meget godt. For det var opsigtsvækkende, at Pedri som bare 17-årig kunne flyve direkte ind fra Las Palmas i den næstbedste række og blive en væsentlig del af Barcelonas førstehold.

Helt overraskende var det dog ikke, for Pedris talent har været velkendt i et stykke tid, og at Barcelona allerede i sensommeren 2019 sikrede sig Pedris ankomst den følgende sommer, står nu som en af klubbens bedste handlinger i de senere år.

Især i de sidste par måneder har Pedri etableret sig som fast mand for Barça, og i onsdags i Bilbao blev det endnu engang understreget, at teenageren fra Gran Canaria går langt bedre i spænd med Lionel Messi end de to indkøb til i alt mere end to milliarder kroner, Philippe Coutinho og Antoine Griezmann.

Jules Kounde.

4. JULES KOUNDÉ, 22 år, midterforsvarer, Sevilla

Stort set alt gik galt for Jules Koundé, da han i september 2019 blev skiftet ind med en halv time igen af Sevillas udekamp i Eibar. Han begik straffespark og var usikker i alle aktioner. Og i sin halve time på banen så han Sevilla sætte en 2-0-føring over styr og tabe kampen 3-2.

På det tidspunkt lignede Koundé bestemt ikke et nyt transferpletskud af sportsdirektør Monchi – men det er han blevet siden da. I 2020 har han været en af de bedste forsvarsspillere i hele LaLiga.

Han er ikke ret høj, men hurtig og aggressiv og er en forsvarsspiller, der både tænker fremadrettet og har evnerne til at bidrage i det offensive spil.

Det er ikke længere et spørgsmål, om Sevilla på et tidspunkt sælger Koundé videre med stor fortjeneste. Det er kun et spørgsmål om hvornår. Og det kan meget vel blive efter denne sæson.

Bryan Gil.

5. BRYAN GIL, 19 år, offensiv midt, Eibar

Eibar er som regel et hold, der i højere grad lever af sit kollektiv end af sine individualister, men i denne sæson råder den lille klub i Baskerlandet over en spektakulær profil, der lige nu er på manges læber og i færd med et decideret gennembrud i LaLiga.

I søndags scorede Bryan Gil begge mål i Eibars 2-0-sejr over Granada, og dermed fik han vist, at han også kan score mål – hvilket har været den eneste mangel i hans spil for Eibar.

Bryan Gil er uddannet i Sevilla, hvor han debuterede på førsteholdet som 17-årig. Han er en klejn tekniker, der ser endnu yngre ud, end han er, og i et forsøg på at hærde ham sendte Sevilla ham først på leje i Leganés i foråret og nu i Eibar. Og nu kan andalusierne glæde sig over udsigten til at få Bryan Gil tilbage efter denne sæson som en flyvefærdig LaLiga-spiller.

Ander Barrenetxea.

6. ANDER BARRENETXEA, 19 år, kantspiller, Real Sociedad

Lige inden nytår fyldte han 19 år, men Ander Barrenetxea har allerede samlet masser af erfaring i LaLiga. Han debuterede som 16-årig for Real Sociedad og blev dengang den første spiller i LaLiga, der var født i det 21. århundrede. Og i denne sæson er han steget i graderne som en eksplosiv og udfordrende kantspiller.

Barrenetxea er født i San Sebastián og er et af mange produkter af Real Sociedads talentudvikling og har i efteråret fået debut på U/21-landsholdet. Hvis landsholdsspilleren Mikel Oyarzabal sælges efter denne sæson, kan Barrenetxea meget vel blive det næste talent fra egne rækker, der manifesterer sig som en offensiv profil hos La Real.

Sergino Dest.

7. SERGIÑO DEST, 20 år, højre back, Barcelona

Han er uddannet i Ajax, hvor han i sidste sæson fik sit gennembrud på førsteholdet, inden Eredivisie lukkede ned i marts uden at blive genoptaget. Transferruten fra Amsterdam til Barcelona har en lang historie, og hvor Dest i første omgang nok var tiltænkt en rolle som backup på begge back-positioner, er han ret hurtigt blevet det faste valg som højre back, hvor alsidige Sergi Roberto nu er skadet.

Præstationerne har været lovende, og Dests kvaliteter blev blandt andet bemærket af Cádiz-træner Álvaro Cervera, der efter oprykkernes sejr over Barcelona udtrykte sin lettelse over Ronald Koemans udskiftning af Dest. For ifølge Cervera var højrebacken en helt afgørende spiller for Barcelonas angrebsspil.

Federico Valverde.

8. FEDERICO VALVERDE, 22 år, central midt, Real Madrid

Sidste efterår var Federico Valverde på mode i Real Madrid som en energisk og kraftfuld midtbanespiller, der gav noget af den dynamik, der til tider var en mangelvare.

I denne sæson har han ført en lidt mere tilbagetrukket tilværelse, og Real Madrids fremgang den seneste måned har blandt andet været bundet op på en tilbagevenden til den gennemprøvede midtbanekonstellation med Casemiro, Kroos og Modrić.

Så bliver Federico Valverde nogensinde decideret stamspiller for Real Madrid? Det spørgsmål står fortsat åbent, men han er så afgjort en værdsat spiller i truppen, og der er ingen tegn på, at Zinédine Zidane skulle have mistet tilliden til ham.

Vinicius Junior.

9. VINÍCIUS, 20 år, kantspiller, Real Madrid

Vinícius er i gang med sin tredje sæson i Real Madrid. Men han er ikke for alvor kommet længere i sin udvikling end for to år siden, hvor han fik debut af Julen Lopetegui, etablerede sig på førsteholdet under Santiago Solari og blev skadet, lige inden Zidane vendte tilbage som cheftræner.

På sine gode dage ligner Vinícius en kommende verdensstjerne, og i foråret scorede han i El Clásico. Men niveauet er alt for svingende, der kommer stadig for få mål fra Vinícius’ fødder, og han er fortsat ikke et sikkert kort i Real Madrids startopstilling.

Rodrygo.

10. RODRYGO, 20 år, kantspiller, Real Madrid

Lillejuleaften måtte Rodrygo lade sig udskifte med en muskelskade mod Granada, og efterfølgende stod det klart, at skaden vil holde ham ude i de kommende tre måneder.

Et tilbageslag for brasilianeren, der lørdag er fyldt 20 år. Rodrygo kom fra Santos i sommeren 2019, han scorede i sin debut mod Osasuna, og i sin blot sjette kamp for førsteholdet scorede han hattrick mod Galatasaray i Champions League. Det indikerede, at Rodrygo var en mere målfarlig kantspiller end landsmanden Vinícius, men efter nu 30 kampe i LaLiga er han fortsat blot noteret for to mål. Og en lovende præstation med eksplosive udfordringer efterfølges som regel af en mere anonym indsats med for mange forkerte beslutninger.

Bobleren Martin Ødegaard.

Ødegaard og de andre boblere

Det var listen – og hvem har jeg så udeladt? Nogle spillere ville for et år siden have været selvskrevne, men er i denne sæson faldet i niveau og ender derfor udenfor. Det gælder norske Martin Ødegaard, der nok havde haft bedre af at blive et år mere i Real Sociedad end at vende tilbage til Real Madrid.

Ødegaards tidligere klub råder over et af spansk fodbolds bedste akademier, og Martín Zubimendi har holdt et højt niveau som en boldfast og pasningssikker spiller på den defensive midtbane, mens svenske Alexander Isak i efteråret har haft langt sværere ved at finde vej til målet end i sidste sæson.

I Barcelona har Ronald Araújo fået meget spilletid efter Gerard Piqués skade, men endnu mangler uruguayaneren at overbevise – og boldtabet mod Eibar lige inden nytår var ikke for smart.

I Granada har venezuelanske Yangel Herrera i halvandet år været en stærk midtbanespiller på leje fra Manchester City. Andetsteds i Andalusien har Sevillas Óscar Rodríguez indtil nu ikke levet op til præstationerne i Leganés, men han kan nå det endnu. Naboerne fra Betis råder i højrebacken Émerson over en af de mest lovende backer i LaLiga, mens landsmanden Renan Lodi i den seneste tid har mistet sin stamplads i Atlético. En tredje sydamerikansk back, Villarreals ecuadorianer Pervis Estupiñán, har ikke været så iøjnefaldende i denne sæson, som han var i Osasuna i sidste sæson.

I samme Villarreal venter vi stadig på at se den nigerianske raket Samuel Chukwueze præstere på et stabilt niveau, mens japanske Takefusa Kubos lejemål har været en skuffelse. Kubo er nu sendt videre til Getafe, hvor Marc Cucurella har lidt under, at Getafe-holdet ikke har kunnet leve op til de seneste sæsoners høje niveau.

Endelig er der kaotiske Valencia, der af ren og skær nødvendighed har givet en del spilletid til ungdommen. Men om den blot 18-årige Yunus Musah, sydkoreanske Lee Kang-in og midterforsvareren Hugo Guillamón så rent faktisk har niveau til at blive profiler i LaLiga, må den kommende tid vise.