Fodbold

Snestorm skyld i udsat LaLiga-kamp

Athletic Bilbaos fly blev nægtet at lande i Madrid, mens Real Madrid-truppen måtte vente på takeoff i fire timer.

Artiklen er opdateret, efter det spanske fodboldforbund har aflyst kampen mellem Atlético Madrid og Athletic Bilbao. Vejret har også ført til aflysning af en håndboldlandskamp lørdag aften.

Stormen Filomena har skabt kaos i Spanien, hvor LaLigas tophold Atlético Madrid ikke kommer til at spille mod Athletic Bilbao.

Lørdagens kamp er udsat til et senere tidspunkt, oplyser det spanske fodboldforbund. Det skyldes et voldsomt snevejr, der har ført til midlertidig lukning af en lufthavn. Derudover tager LaLiga hensyn til, at banen ville være i meget dårlig stand, hvis kampen skulle spilles lørdag eftermiddag.

Hovedstaden Madrid er ramt af det største snefald i 50 år, og det betød fredag, at spillerne fra Athletic Club Bilbao blev nægtet at lande før lørdagens udekamp mod Atlético Madrid. Det skriver Marca.

Athletic fortæller på sin hjemmeside, at flyet først ventede en time på at komme af sted og senere cirkulerede i luften over Madrid i en halv time. Uden garanti for, at flyet kunne lande, blev det besluttet at vende tilbage til Bilbao, der ligger cirka 400 kilometer nord for Madrid.

- Athletic Club er i dialog med både LaLiga og Atlético Madrid for at træffe en beslutning hurtigst muligt, skrev Bilbao lørdag formiddag.

I det centrale Madrid kan man pludselig stå på ski.

Ifølge As stod det klart allerede fredag, at Bilbao-spillerne tidligst ville kunne lande i Madrid lørdag klokken 10. Derfor var det en mulighed, at kampen ville blive flyttet til senere lørdag.

Reals stjerner ventede i fire timer

Lørdag aften skal Osasuna efter planen tage imod Real Madrid, men her er begge hold klar til kamp. Dog ikke uden udfordringer.

I en anden artikel fortæller Marca, at Real Madrid-spillerne ventede i hele fire timer, før deres fly til Pamplona fik lov til at lette.

Igen lørdag er der udsigt til snevejr, og derfor har Osasuna indkaldt ekstra mandskab til at rydde banen, så snart sneen falder.

I den næstbedste række er to kampe flyttet fra lørdag til søndag:

  • Mirandés - Rayo Vallecano
  • Alcorcón - Albacete

TV 2 SPORT X sender direkte fra LaLiga. Se sendeplanen her.