Fodbold

Straffespark ændrede situationen for Braithwaite i Barcelona

Lørdag startede Martin Braithwaite på bænken for anden kamp i træk. Mads Junker vurderer, at et brændt straffe i december stoppede den gode stime.

I varmt træningstøj har Martin Braitwaite måtte tage plads på bænken fra start i seneste to LaLiga-kampe.

Det kommer efter en periode, hvor han startede inde i otte LaLiga-kampe i træk for Barcelona og scorede to gange. Men i kampene mod Athletic Club fra Bilbao og Granada startede danskeren ude.

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker kan man pege på ét punkt, hvor det vendte for angriberen.

- Det brændte straffespark mod Eibar (29. december, red.) er nok et punkt, vi kigger tilbage på og tænker, at hvis han havde sparket det ind, havde han nok også fortsat det gode momentum, vurderer Mads Junker.

- Men kigger vi hen over de seneste tre-fire måneder, har det stadig været fremragende for Martin Braithwaite. Han kæmpede sig tilbage, så han blev vigtig for Barcelona og fik rigtig mange startpladser. Men de seneste par kampe har han ikke været en afgørende faktor, som han var i et par kampe.

Det omtalte straffespark vakte også en del undren i de spanske medier, der blandt andet blev beskrevet som "et straffespark uden logik."

I kampen mod Granada kom Martin Braithwaite på banen med 25 minutter igen. Han kom ikke frem til de store aktioner, men fremtvang et rødt kort til modstanderne, da der blev begået frispark på ham.

Det er det, han skal leve med

Andreas Landrup om Braithwaites rolle som indskifter

Fodboldeksperten understreger, at pladsen på bænken ikke er lig med, at han er ubetydelig for catalanerne.

- Braithwaite kan noget andet og kan blandt andet bruges i dybden. Han er stadig rigtig vigtig, men er røget en tur om bagi køen. Han er dog stadig førsteindskifter og kom på banen efter en time, hvor han erstattede Messi, så det er ikke sådan, at han skal vente på ti andre, der er foran ham, siger Mads Junker.

Braithwaite og Barcelonas næste LaLiga-kamp er mod Elche 24. januar. Den kan du se på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Braithwaite skal leve med det

Der var mange øjenbryn, der blev løftet, da Martin Braithwaite skiftede lille Leganes ud med mægtige Barcelona i slutningen af februar 2020.

Overraskelsen var måske endnu større, da Braithwaite begyndte at være fast mand for Barcelona. Men med de seneste kampe på bænken har vi - ifølge fodboldekspert Andreas Laudrup - oplevet Braithwaite i den rolle, han havde forventet – nemlig som super sub.

- Det er det, han skal leve med. Vi vidste alle sammen godt, at det ikke var den her frontangriber, der kommer til at starte 15 kampe og score 10-15 mål, siger Andreas Laudrup.

- Men han har noget andet i sit spil. Han har gåpåmod og ærgerrighed. Det skal nok give ham nogle chancer. Jeg synes, at han skal lægge på i kombinationsspillet, for det kan en type som Ousmane Dembélé, som han konkurrer med.

Martin Braithwaite var tæt på at bringe Barcelona foran mod Eibar. Video: TV 2 SPORT

Griezmann har overtaget Braithwaites rolle

En anden spiller, der nærmest har byttet rolle og betydning med Braithwaite på det seneste, er franskmanden Antoine Griezmann. Han har kæmpet med spilletid og chancer, da danskeren storspillede.

Men i de seneste to kampe er det Griezmann, der har imponeret og scoret mål, mens Braithwaite har været på bænken. Det så vi seneste mod Granada, hvor franskmanden scorede to gange og lavede en assist.

- Jeg synes, Griezmann spillede en rigtig god kamp. Han fik ikke bare scoret, men indgik også i nogle fine kombinationer. Da Braithwaite kom ind, så vi, at han havde lidt sværere ved at indgå i samspillet med de andre angrebsspillere, siger Mads Junker.

Med de tre point rykker Barcelona op på tredjepladsen. Holdet er et point efter Real Madrid. I spidsen ligger Atlético Madrid - fire point foran Barcelona og med tre kampe til gode.