Fodbold

Messi er som forvandlet – en mand med en mission

Lionel Messi har været fuldstændig forrygende i det nye år, hvor det ser ud til, at han har en klar mission.

Sidste uges højdepunkt

Messi er tilbage!

Måske er det sidste gang, Lionel Messi har betrådt San Mames og Nuevo los Carmenes, som han gjorde det i den forgange uge, men i givet fald er de to stadions så blevet belønnet med et par store strøg af det tryllestøv, som befinder sig i argentinerens fodboldhjerne og fabelagtige venstrefod.

For selvom verden for tiden er et deprimerende sted med restriktioner, pandemi, dødsfald og voldsomme daglige udfordringer, har det nye år trods alt budt på et kærkomment gensyn med en af 'pre-coronaens' faste holdepunkter; Lionel Messis forførende og fortryllende evner som fodboldspiller.

Skulle det være et endegyldigt farvel til LaLiga til sommer for Messi, ligner han en mand, der har en klar mission om at afslutte en historisk æra på toppen

Mads Junker

Meget er blevet sagt – endnu mere er blevet skrevet – om Messis situation i FC Barcelona, siden han i august chokerede hele verdenen ved at meddele, han ville forlade sin hjerteklub, og reelt har vi ikke set ham glad, engageret eller i nærheden af sit normale niveau i denne sæson, men det har ændret sig.

Og det, Messi fik i glasset til nytår, vil jeg altså gerne bestille en flaske af. For siden vi sagde farvel til det frygtelige 2020 og goddag til det nye år, har den lille troldmand været fuldstændig forrygende.

Det startede med en smuk assist i 1-0-sejren over Huesca, inden Messi brugte Marcelinos første kamp i spidsen for Athletic til at vise, han stadig har verdens bedste venstreben – og nogle hjerneceller, der tænker hurtigere end alle andre på en fodboldbane. De smukke mål, skønne afleveringer og bragende langskud blev bragt med fra Bilbao til Granada, da Messi åbnede sin trylleæske lørdag aften og nedlagde Martinez’ rød-hvide kæmper med flere genialiteter.

Forhåbentligt er det blot et “på gensyn” til de indledningsomtalte stadions, men skulle det være et endegyldigt farvel til LaLiga til sommer for Messi, ligner han en mand, der har en klar mission om at afslutte en historisk æra på toppen.

Sidste uges skuffelse

Sneboldskampen i Pamplona

Kontrasten mellem det berygtede tyreløb i Pamplonas gader, og det mennesketomme El Sadar, der skabte rammen om en trist, trist fodboldkamp lørdag aften i samme by, kunne næsten ikke være større.

For mens San Fermin-festivalen er kendetegnet af et menneskemylder, dramatiske og nervepirrende begivenheder i Pamplonas gader og et festfyrværkeri af farver, så var opgøret mellem Osasuna og Real Madrid noget af det mest kedelige og farveløse, vi har set i denne sæson.

Forståeligt og forventeligt mødte hjemmeholdet op med en betondefensiv, mens Zidane som vanligt rullede sin 4-3-3-formation ud med tilføjelsen af milliardindkøbet Hazard, der endelig var blevet fit til at starte inde. Hans deltagelse i kampen havde dog været mere brugbar, hvis han havde renset banen for sne undervejs, for de tusindvis af bittesmå snefnug, der sirligt dalede ned over El Sadar, var mere synlige end belgierens bidrag i opgøret.

Jeppe Krogager kan fra Spanien berette om, at situationen er slem omkring Madrid. Video: TV 2 SPORT

De forsvarende mestre fandt aldrig en vej igennem den røde mur, og skulle opgøret have haft en vinder, var det Arrasates mandskab, der kunne have gjort størst krav på de tre point.

Forhåbentligt får vi ikke flere kampe, der påvirkes så kraftigt af vejret, som vi så det lørdag aften i Navarra-regionen, men derfor var underholdningsniveauet alligevel skuffende lavt.

Sidste uges oversete

Griezmanns stille comeback

I skyggen af Lionel Messis storform og FC Barcelonas sejrsstime er den udskældte franskmand på vej tilbage til fordums styrke.

Den primære grund til de længe ventede, gode præstationer skal findes i det forandrede taktiske set-up hos Ronald Koemans mandskab.

I starten af sæsonen placerede den hollandske træner Messi som forreste angriber og flankerede ham med Griezmann og Ansu Fati i offensiven. Mere interessant var det dog, at Frankie de Jong blev “låst” ved siden af Sergio Busquets for at aflaste det aldrende klubikon, i det der kan ligne den sidste sæson for Barcelonas bedste balancespiller igennem tiderne.

Antoine Griezmann kort inden sin scoring til 4-0 for Barcelona.

De Jong er nu rykket frem igen, hvor den unge hollænder danner duo med den endnu yngre Pedri på den offensive del af midtbanen, mens Griezmann er positioneret til venstre for Messi. Argentineren er på ny smidt frem som forreste mand efter en del kampe med udgangspunkt på kanten, eller i et to-mands-angreb, og alt dette har gjort Griezmanns rolle til noget, der minder om den, han havde i Atlético Madrid og på det franske landshold.

“Den lille prins”, som Griezmanns yndefulde øgenavn lyder, har nemlig fundet plads VÆK fra Messi på FC Barcelonas mandskab, og derfor kan hans teknik, spilforståelse og overblik endelig komme til sin ret.

For mens Messi forlader sin position i Barcelonas opspil, er det op til Griezmann og den anden kantspiller – for tiden Démbele – at overtage rollen som opspilspunkt længst fremme centralt på banen. På denne måde skaber Barcelona pludselig flere lag i holdet, og opspilsmulighederne bliver betydeligt flere, når Pedri og Frankie de Jong også finder positioner på modstandernes banehalvdel.

Både Griezmann og Messi blev begge dobbelte målscorere, da Barcelona vandt. Video: TV 2 SPORT

To assists og to mål har denne taktiske justering kastet af sig, når vi kigger på Griezmanns seneste to kampe, og kan den udskældte prins i det catalanske kongerige pludselig gøre sig fortjent til at sidde med ved højbordet hos 'Kong Mess' i og de adelige Pique, Busquets, Roberto og Alba, så skal klubberne i Madrid ikke forvente, at rebellerne fra Spaniens næststørste region opgiver kampen om LaLiga-titlen uden en værdig kamp.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Atlético kan stikke af

Efter en snefuld weekend i det spanske, er det tid til en masse blandede bolsjer i det forestående kampprogram.

Tirsdag er der to kampe på programmet, når Granada, Atlético og Sevilla indhenter nogle af deres udsatte kampe, og opgøret sent tirsdag aften imellem LaLigas førerhold og Europa League-vinderne fra Andalucien er absolut værd at noterer sig i kalenderen.

Den kommende weekend spilles der finale i Super Cuppen (med semifinaler i midtugen) samt en masse Copa del Rey-kampe. Derfor må vi vente en uges tid til næste LaLiga-runde løber af stablen – dog uden de fire Super Cup-deltagere, der allerede har spillet deres kampe i 19. spillerunde.

Er du forvirret på et højere plan? Fortvivl ikke, fordi det er vi alle, når vi skal forsøge at finde hoved og hale i LaLigas kampkalender.