Fodbold

Genial panenka og debutant sikrer sejr i danskerbrag

Sampdoria med Mikkel Damsgaard besejrede lørdag aften Udinese og Jens Stryger Larsen med 2-1 i den italienske Serie A.

En såkaldt 'panenka' vil altid være elegant.

Men den legendariske måde at sparke straffespark på blev udført ekstra elegant lørdag aften i Genova, da Antonio Candreva i anden halvleg udlignede til 1-1 for Sampdoria mod Udinese.

Den lækre detalje blev højdepunktet i kampen, der sluttede med en 2-1-sejr til Sampdoria. Både Mikkel Damsgaard og Jens Stryger Larsen startede inde i opgøret for henholdsvis Sampdoria og Udinese. Men begge danskere blev også skiftet ud mod slutningen af kampen.

Kampfakta:

Sampdoria 2-1 Udinese

55': 0-1, Rodrigo de Paul

67': 1-1, Antonio Candreva

81': 2-1, Ernesto Torregrossa

Med sejren er Sampdoria på tiendepladsen i Serie A, hvor Udinese er nummer femten - blot tre point over nedrykningsstregen.

Referat:

Allerede fra starten af kampen kunne man se, at en interessant danskerduel var undervejs. Således var Mikkel Damsgaard positioneret på Sampdorias venstrekant direkte overfor landsmanden Jens Stryger Larsen på Udineses højre back. Og allerede efter to minutter havde Stryger begået det første frispark på en livlig Damsgaard.

Det var ellers Udinese, der begyndte opgøret bedst. Gæsterne fra Udine var dominerende på bolden og tænkte meget fremadrettet i kampens indledende fase. Og det udmøntede sig da også i en pæn chance til gæsterne efter fire minutters spil.

Men herefter var det som om, at hjemmeholdet vågnede op. For efter ti minutters spil fik Sampdoria etableret et langt og tungt pres omkring Udinese-feltet. Og takket være en serie af skarpe indlæg fra danske Mikkel Damsgaard - også på hjørnespark - skabte Sampdoria adskillige farlige situationer i feltet.

Men hjemmeholdet formåede ikke at score. Og i stedet var det Udinese, der lige pludselig tegnede sig for et par store chancer. Efter en halv time havde gæsterne en kæmpe stor chance, hvor Udinese-spillerne nærmest stod i kø i feltet for at sparke bolden i nettet. Uden held. Og kort før pausen havde Udinese-anfører, Rodrigo de Paul, et brag af et langskud, der prellede af på overliggeren.

Udinese kom også godt ud efter pausen, og efter 54 minutters spil var det netop Rodrigo de Paul, der bragte gæsterne foran med 1-0. Målet kom efter en omstilling, hvor Udinese-spilleren afsluttede lige på Sampdoria-målmanden, der parerede bolden ud i feltet. Og her fulgte Rodrigo de Paul selv op igen og fik - lidt heldigt - sendt bolden i netmaskerne.

Kort efter var det fyraften for danske Mikkel Damsgaard, der blev skiftet ud efter godt en times spil.

Og iklædt en varm jakke på Sampdoria-bænken kunne Damsgaard se sine holdkammerater slå tilbage med det samme. For efter 64 minutter fik hjemmeholdet nemlig tilkendt straffespark. Og på fornem vis - med en såkaldt 'panenka' - scorede Antonio Candreva og bragte balance i regnskabet.

Og Sampdoria fik også sikret sig alle tre point, da debutanten Ernesto Torregrossa steg til vejrs og headede hjemmeholdet på 2-1. Umiddelbart herefter blev Jens Stryger Larsen skiftet ud for Udinese.

Udinese formåede ikke at få udlignet, og dermed endte det hele 2-1 til Sampdoria.