Fodbold

Conte prøver at 'få det bedste ud af Eriksen' i ny rolle

Antonio Conte bedyrer, at han ser Christian Eriksen som en spiller, der kan blive en nyttig brik for Inter.

Se Inter - Juventus på TV 2 SPORT X fra kl. 20.30 søndag aften.

Det har længe lignet en uundgåelig skilsmisse mellem Inter og Christian Eriksen.

Men de første to uger af 2021 har rokket en smule ved den opfattelse.

I den forgangne uge blev Christian Eriksen nemlig brugt i en ny rolle i Inters pokalkamp mod Fiorentina. Her blev danskeren placeret som en kontrollerende playmaker lige foran Inters forsvarslinje. En rolle, som normalt indtages af kroatiske Marcelo Brozovic. Eriksen spillede alle 120 minutter i kampen, som Inter vandt 2-1.

Og i mangel af erstatninger for Brozovic tyder noget på, at det ikke er sidste gang, at den danske stjerne skal spille netop dén rolle på Antonio Contes Inter-mandskab.

- Jeg bekræfter bare fakta. Vi skal have mest muligt ud af truppens potentiale. Det er uomgængeligt, at vi ikke har en spiller med Marcelo Brozovic' karakteristika, som kan spille foran forsvaret. Derfor prøver vi at få det bedste ud af Christian i den rolle, siger Antonio Conte og tilføjer:

- Eriksen har indtil nu spillet som central midtbanespiller - både som trequartista og nu som playmaker. At have en spiller, der kan spille flere positioner, kan være nyttigt.

En såkaldt 'trequartista' er en spiller, der har en mere fri rolle på den offensive midtbane. Det er hverken en decideret angriber eller en decideret central midtbanespiller.

Storkamp venter søndag

Antonio Contes citater om Christian Eriksen faldt på lørdagens pressemøde før Inters brag mod Juventus søndag aften. Det må dog betegnes som yderst tvivlsomt, om Eriksen får endnu en chance fra start i netop den kamp.

Søndagens storkamp er en kamp mellem Serie As nummer to, Inter, og rækkens nummer fire, Juventus.

- Det bliver en kamp mellem to hold med ambitionen om at kæmpe for noget vigtigt, siger Antonio Conte, der tidligere har været træner i Juventus med stor succes.

Sidste sæson endte med, at Juventus vandt sit niende italienske mesterskab i træk. Og det fortæller meget godt historien om den dominans, som Torino-klubben har nydt i det italienske fodboldlandskab de sidste mange, mange år.

Og netop det faktum har Antonio Conte stor respekt for.

- Juventus repræsenterer en reference for os alle, eftersom de har domineret så meget de seneste år. Når et hold vil forstår, hvilket niveau det her, så er Juventus det eneste referencepunkt her i Italien.

- Jeg vil ikke udpege en favoritværdighed i kampen. Vi må simpelthen bare respektere et hold, der har domineret i ni år og forsøger at dominere igen i år.

- Vi lukkede hullet til dem i sidste sæson, og jeg håber, vi kan gøre det samme i denne, siger Antonio Conte.

Du kan se kampen mellem Christian Eriksens Inter og Juventus søndag aften fra kl. 20.30 på TV 2 SPORT X.