Fodbold

Gjorde Lyngby kendt i hele verden - nu er han fortid i klubben

Nicolai Geertsen scorede i november et mål, der endte med at blive verdenskendt. Nu spiller han ikke længere i Superligaen.

Onsdag den 11. november 2020 er formentlig en dato, som forsvarsspilleren Nicolai Geertsen husker.

I en pokalkamp mod Slagelse scorede han nemlig et spektakulært mål, hvor han på et saksespark spillede bande med overliggeren, inden han helflugtede bolden i kassen på den efterfølgende retur.

Men selvom scoringen blev vist et hav af gange, sikrede det ikke Geertsens fremtid i klubben. Han har nemlig fået ophævet sin kontrakt. Det oplyser Lyngby på sin hjemmeside.

Hans aftale med Lyngby udløb oprindeligt til sommer, men han indgår efter Lyngbys eget udsagn ikke i de fremtidige planer.

- Tak for alt, Lyngby. Det har været nogle helt vanvittige år med en masse op- og nedture. Det bedste ved det hele er, at vi har skrevet en fed historie sammen. Jeg vil aldrig komme til at glemme det, siger Geertsen i en afskedsvideo på hjemmesiden.

Forsvarsspilleren skifter i stedet til 1. divisionsklubben FC Helsingør.

Du kan (gen)se målet her.

Scoring gik verden rundt

Selvom Nicolai Geertsen altså nu må kalde sig 1. divisionsspiller, glemmer han formentlig aldrig sit mål i pokalkampen mod Slagelse.

Målet blevet blandt andet omtalt i Australien, England og USA, og ifølge Lyngby Boldklub blev det vist flere hundrede millioner gange.

Da scoringen blev sat ind, var der øjeblikkeligt snak om, hvorvidt det kunne blive kåret som årets mål i verden og få en såkaldt FIFA Puskas Award. Målet endte dog med slet ikke at blive nomineret.

I forbindelse med den store opmærksomhed sagde Nicolai Geertsen således til TV 2 SPORT:

- Det var nok den sygeste og mest surrealistiske dag i mit liv. Det var fuldstændig vanvittigt. Jeg har haft en del problemer med det engelske, fordi jeg ikke er den skarpeste til det, og der er virkelig mange, der har ringet og spurgt til målet. Det var en lang dag, men det var sjovt at prøve.

Det blev til 62 kampe for Lyngby.