Koeman i hård kritik af Barca-spilleres evner fra pletten

FC Barcelonas træner Ronald Koeman er stærkt utilfreds med, at hele fem spillere har misbrugt straffespark i den her sæson.

Normalt siger man, at et straffespark er den største chance, man kan få i fodbold. Men for FC Barcelona forholder det sig ikke helt sådan i øjeblikket.

12 gange er Ronald Koemans tropper blevet tildelt straffespark i den her sæson. Men hele fem af forsøgene er blevet misbrugt – et af dem af Martin Braithwaite.

Det får nu den hollandske træner til at komme med en hård kritik af de spillere, der har brændt.

- Vi kan ikke acceptere situationen. Der skal ske ændringer, siger han på pressemødet forud FC Barcelonas kamp mod Elche.

Allerede på et pressemøde efter FC Barcelonas seneste kamp begyndte hollænderen med kritikken af sine spillere. Her misbrugte de to straffespark.

- Du kan ikke brænde to straffespark som Barcelona-spiller. Det er ikke seriøst, sagde han.

Ved den lejlighed var det Miralem Pjanic og Ousmane Dembélé, der ikke formåede at udnytte de store muligheder.

De udbyggede den kedelige statistik, der nu fortæller, at hele fem forskellige spillere har brændt straffespark for FC Barcelona i den her sæson.

- Måske var de bange. Jeg ved det ikke. Adskillige spillere har fejlet, siger han.

Udover Martin Braithwaite har også de førnævnte Pjanic og Dembélé brændt i den her sæson, mens også Griezmann og Messi har brændt.

Har øvet sig i træning

Lionel Messi er den normale straffesparksskytte, og argentineren har scoret på fem ud af sine seks forsøg.

Men i hans fravær har det været svært at finde en straffesparksskytte, Ronald Koeman kunne stole på. Derfor har spillerne måtte øve sig i træning.

For han er uforstående over for, at spillere på det niveau ikke er bedre til at sparke straffespark.

- Vi trænede det i går og i dag (fredag og lørdag, red.). Jeg ved godt, at det ikke er det samme at tage et straffespark i træning og i kamp. Men der er ikke publikum (til kampene i øjeblikket, red.), og presset er mindre, siger Koeman.

Martin Braithwaite kan dog trøste sig med, at han er en af de få, der også har scoret på straffespark i den her sæson. Det har han gjort en enkelt gang. Ousmane Dembélé har scoret to gange, mens Lionel Messi har scoret fem gange.

FC Barcelona skal i aktion søndag, hvor Elche venter. Du kan se kampen klokken 16.15 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.