Måltyv overhaler Messi efter andet hattrick på 14 dage
Sevillas angriber Youssef En-Nesyri er uhyggelig skarp for tiden og bragte sig op på førstepladsen på topscorerlisten i LaLiga med endnu et hattrick.
Sevillas Youssef En-Nesyri er for alvor brændt varm i øjeblikket, og lørdag lavede han sit andet hattrick på bare 14 dage.
Den marokkanske angriber scorede alle målene, da Sevilla vandt 3-0 over Cadiz, der havde Jens Jønsson i den første times tid.
Mens resultatet bringer Sevilla op på en aktuel tredjeplads i den bedste spanske række, så kan Youssef En-Nesyri glæde sig over, at han overhaler Lionel Messi og Luis Suarez og nu er nummer et på topscorerlisten.
Han har nu scoret 12 mål i LaLiga i den her sæson, mens Lionel Messi og Suarez begge har scoret 11 mål.
- For at være ærlig er jeg rigtig glad for at score hattrick og for alt det arbejde spillerne og trænerne ligger, siger Youssef En-Nesyri.
Tæt på at lave fire
Youssef En-Nesyri skulle bruge knap 35 minutter, før han bragte sit hold foran med 1-0 i hjemmekampen. En afslutning tog stolpen, og så sprang den lige ud i fødderne på angriberen, der let kunne sparke bolden ind.
Ikke længe efter var den brandvarme angriber så på spil igen. Med et perfekt timet løb kom han først på et indlæg, og så stangede han bolden ind og fordoblede føringen.
I anden halvleg fuldendte han så et vaskeægte hattrick, da han scorede til 3-0. Cadiz fik ikke clearet en bold ordentligt, og i stedet blev den sparket op i luften. Mens Cadiz' spillere tøvede, udnyttede Youssef En-Nesyri muligheden, og så scorede han igen med et hovedstød.
Marokanneren var endda tæt på at score yderligere, da han få minutter efter sin hattrick-scoring igen havde bolden i nettet. Men efterfølgende blev målet annulleret for offside.
Kan bryde Real Madrid og FC Barcelona-dominans
Hvis marokkanerens holdkammerater er ekstra glade for ham i øjeblikket, er der ikke noget at sige til det.
I den seneste kamp i ligaen havde han en afgørende fod med i Sevillas sejr over Alaves, da han scorede et af Sevillas mål i deres 2-1-sejr. Og da Sevilla for nylig vandt med 3-2 over Real Sociedad, tegnede marokkaneren sig for alle Sevillas mål.
Halvvejs igennem sæsonen kan marokkaneren nu drømme søde drømme om at slutte øverst på topscorerlisten, efter at Lionel Messi har været topscorer de seneste fire sæsoner.
Senest LaLiga-topscoreren ikke kom fra Real Madrid eller FC Barcelona er helt tilbage i sæsonen 2008-09, hvor Atletico Madrids Diego Forlan blev topscorer.
Både Lionel Messi og Luis Suarez har dog spillet færre kampe.
Mens FC Barcelona gæster Elche, tager Atletico Madrid hjemme mod Valencia. Begge kampe kan ses søndag på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.