Fodbold

Juventus nærmer sig toppen af Serie A efter sikker sejr

Juventus spillede sig tættere på toppen af Serie A med en sikker 2-0 sejr over Bologna på hjemmebane.

Juventus havde hårdt brug for en sejr mod Bologna for at holde sig til i toppen af den italienske Serie A, da de to hold mødtes søndag.

Især efter at ligaens nummer et, AC Milan, tabte med 0-3 til Atalanta lørdag.

De regerende mestre levede da også op til favoritværdigheden, da holdet vandt kampen med 2-0 på hjemmebane.

Sejren betyder, at Juventus indtager fjerdepladsen i ligaen med 36 point – kun syv point efter AC Milan i toppen og med en kamp i hånden.

Det tog kun Juventus 15 minutter at komme foran med 1-0.

Midtbanespilleren Arthur valgte at afslutte fra distancen, hvorefter bolden blev rettet af og snød Bologna-keeper Lukasz Skorupski i målet.

Amerikaner lukkede tingene

I første halvleg havde Juventus også muligheden for at udbygge føringen med både to, tre og fire mål, men den sidste skarphed manglede.

Derfor var Bologna sandsynligvis glade for kun at være bagud med 0-1 ved pausen.

Kort efter pausen var Juventus ved at sætte føringen over styr, da Juan Cuadrado var tæt på at sende bolden i eget net.

Men heldigvis for ham var målmand Wojciech Szczesny klar og fik akkurat skubbet bolden over mål.

Bologna viste mest initiativ i store dele af anden halvleg, men det var Juventus, der fik bragt sig på 2-0 efter et hjørnespark.

Holdets unge amerikaner Weston McKennie headede sikkert bolden i mål.

Danske Andreas Skov Olsen fik det sidste kvarter på banen for Bologna, men det var under svære betingelser.

Resultatet holdt dermed kampen ud.