Fodbold

Vidundermål og 'genialt' karatespark i Atletico-sejr

Atletico Madrid overvandt et sandt drømmemål og fortsætte guldkursen, efter at de blandt andet scorede på et karatespark af João Félix. Se målene her

Der var intet mindre end to spektakulære mål, da Atletico Madrid hjemme vandt over Valencia og buldrer videre mod mesterskabet.

Trods en tidlig føring kunne Valencia ikke forhindre førerholdet i at tage den syvende sejr i træk i den bedste spanske række.

Efter ti minutters spil trak Valencias Gaya godt ind i banen, og Atletico Madrids spillere gav masser af plads til serbiske Uros Racic, der modtog bolden midt på Atletico Madrids banehalvdel.

Men de skulle aldrig have givet ham så meget plads. Serberen valgte at sparke direkte på afleveringen, og så bragede han den helt op i hjørnet. Et decideret drømmemål.

- Når de bliver sparket så flot der, så kunne du have puttet hvem som helst ind på kassen, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen.

Målet blev endnu mere spektakulært af, at det var den 22-årige spillers første mål i den bedste spanske fodboldrække, og så endda mod Atletico Madrid, der bare havde lukket syv mål ind i 17 ligakampe inden opgøret.

Atletico Madrid svarede dog relativt hurtigt igen, da stortalentet João Félix udlignede for førerholdet efter godt 20 minutters spil. Et hjørnespark blev slået over bagerst i feltet, og så vristede Félix sig fri og med et karatespark trykkede han uimodståeligt udligningen ind.

- Det er smart lavet, at han bruger fodsålen. På den måde kan han få meget mere kraft på. Det er en lille genialitet af portugiseren, siger Kasper Lorentzen.

Suarez er mesterskabsafgørende

I anden halvleg pressede Atletico Madrid på, og ti minuter inde fandt João Félix sin offensive kollega Luis Suarez. Angriberen fik lidt for meget plads, og selvom han kom ud i en spids vinkel, sparkede han klinisk føringen ind.

- Ej, hvor er det godt sparket ind. Han er nok grunden til, at mesterskabet ender ved Atletico Madrid, hvis det skal ende sådan, lød det fra Kasper Lorentzen.

Med 20 minutter igen øgede indskiftede Angel Correa efter en omstilling, og så kunne mesterskabsfavoritterne sikkert køre en 3-1-sejr hjem.

Med sejren marcherer Atletico Madrid videre i toppen af LaLiga. Efter 18 kampe er de henholdsvis syv og ti point foran Real Madrid og Barcelona - og så har de endda en kamp i hånden på de to rivaler.