Fodbold

Arsenal henter norske Ødegaard på lejeaftale

Den norske landsholdsspiller skal tilbringe resten af sæsonen på en lejeaftale i engelske Arsenal.

Arsenal har sikret sig norske Martin Ødegaard på en lejeaftale.

Det oplyser Premier League-klubben på sin hjemmeside.

22-årige Ødegaard blev før sæsonen hentet tilbage til Real Madrid fra Real Sociedad, hvor han også var på leje, men gennembruddet i den spanske storklub lader vente på sig.

Ikke mere end ni gange har Ødegaard været på banen for den spanske mesterklub denne sæson.

Tidligere har han også været på midlertidige ophold i de hollandske klubber Heerenveen og Vitesse.

Nu går turen til London, hvor Arsenal-manager Mikel Arteta er henrykt over at få den tidligere teenagesensation til klubben.

- Det er fantastisk, at vi har sikret os Martin i resten af sæsonen. Martin er selvfølgelig en spiller, vi alle sammen kender rigtig godt, og selv om han stadig er ung, har han spillet på højeste niveau i noget tid.

- Martin giver os flere gode muligheder offensivt, og vi er rigtig glade for, at han bliver en del af holdet fra nu af og til maj, siger spanieren til Arsenals hjemmeside.

Allerede på lørdag kan Ødegaard få debut for Arsenal, når London-klubben på hjemmebane tager mod Manchester United.