Fodbold

Han har brugt en milliard på at fyre klubbens trænere

Fodboldkommentator Flemming Toft tegner et billede af manden med de tunge beslutninger i Chelsea efter fyringen af Frank Lampard.

Han er synlig, selvom han ikke er til stede. De ser ham sjældent, men fornemmer ham hele tiden.

Han er to i en og derfor svær at fremstille. Den på én gang tilbagetrukne og frembusende mangemilliardær, der skødesløst smider om sig med penge og fodboldmanagers. Han hedder Roman Abramovich.

De har ikke set ham i London i mere end to år. Man kan tælle på en hånd, hvor mange officielle statements han har givet, siden han købte klubben i 2003, og på ESPN's hjemmeside fastslår de yderligere, at man kan tælle på én finger, hvor mange interviews han har givet.

Alligevel er han manden, der fra sit skjul hele tiden er inden for synsvidde, fordi han ånder de højt betalte lejesvende i nakken med sine impulsive handlinger, der nu er mundet ud i endnu en fyring midt i det hele. Denne gang kappede han hovedet af Chelsea-legenden Frank Lampard.

Det skal ikke handle om, hvorvidt opsigelsen i utide er til tommel op eller ned, men om en topstyring, der har en meget lille flig af tålmodighed og en ligegyldighed overfor økonomiske konsekvenser. Fordi Roman Abramovich har så mange penge, at han tapetserer med lystyachter til 3-4 milliarder stykket, en flyflåde, der skaber misundelse i British Airways og de dyreste adresser i Florida, Skt. Thomas, Sydfrankrig, Moskva og London. Og det her var bare tal fra den ene hånd.

Og fordi manden - uden at sige ret meget, men tilsyneladende det “rigtige” - er tæt på de mest indflydelsesrige med politisk og økonomisk magt, så tæt at han selv er en del af dem. Han vil helst ikke ses på de bonede gulve, men han er der.

Frank Lampard blev fyret mandag.

Fyringen af Frank Lampard har rystet Chelsea-baglandet, fordi det var en af deres egne. Med blod så blåt som klubbens umiskendelige farver, 429 kampe og 13 trofæer som spiller. Han blev ansvarlig for Premier League-holdet i 2019, mens London-klubben var spærret i to års transfervinduer på grund af ulovlig handel med spillere under 18 år.

Abramovich slap mere end almindelig luft ud fra spenderkontoen, da FIFA atter gav grønt lys i sommervinduet 2020, og der blev købt ind for knap to milliarder kroner.

Chelsea-fans hængte bannere op

Lampard skulle forene Abramovichs guldklumper med en håndfuld af unge talenter for at bringe Chelsea tilbage i fodboldens top. Lampard uden egentlig trænererfaring. Få uger før 2020 løb ud, lå Chelsea til tops med blot tre point op til Tottenham og Liverpool, klubben havde fortsat plads i Champions Leagues knockoutfase og holdt sig i FA Cup’en. Men så fulgte et nyt år og fem tabte kampe ud af otte.

Ikke nok til en fyring, mente flere Chelsea-tilhængere. Men uden at kende Abramovich, vidste de, hvad han havde gang i. Så de hængte bannere op før FA Cup-mødet med Luton i søndags: "In Frank we trust" - og nedenunder tre ord: "Then. Now. Forever".

For sent. Upåagtet at Chelsea vandt kampen og dermed fortsatte i FA Cup’en. Uanset de gode resultater i 2020 og uanset de dårlige resultater i 2021 havde Abramovich besluttet sig. Frank Lampard var ikke noget for den russiske oliemilliardær.

Det fandt han ud af, da han på afstand kom tættere på Lampard. Abramovich betaler tårnhøje lønninger og kræver ingen snak om proces. Som det er blevet formuleret: "Han kræver sejre. Men hans ledere skal ikke kun være vindere - de skal også se og lyde som vindere".

Det faldt Frank Lampard på. En personkarakter som Roman Abramovich: Tilbagetrukket, stille og altid bagerst i udstillingsvinduet, aldrig til salg. Ikke i de store overskrifter i hvert fald. Paradokset, der fældede ham.

Lampard og Abramovich er forskellige, selvom de er ens

Sådan udlagde en journalistkollega fra London det mandag aften: "Abramovich har gået længe med overbevisningen om, at Lampard ikke duede. Deres personligheder var for forskellige, selvom de på mange måder er ens. Det er næsten en normal strategi fra Abramovichs side, men som altid kommer selve eksekveringen som en hurtig beslutning".

Chelsea-ejeren har siden 2003 direkte fyret ti managers. Den her i den stille ende, selvom der er langt til tålmodigheden og kort til en særlig legendes status i klubben. Lampard har hele tiden vidst, at det kunne ske. Den følelse har samtlige spillere og ledere under Abramovich.

Han købte klubben i 2003 for 140 millioner engelske pund. Claudio Ranieri var manager (og havde blandt andre hentet Frank Lampard i West Ham og Jesper Grønkjær i Ajax), og Chelsea sluttede sæsonen som nummer to i Premier League efter Arsenal og nåede semifinalen i Champions League, hvor nederlaget og dispositionerne førte til Ranieris fyring umiddelbart efter sidste kamp.

Jose Mourinho blev ny træner og skrev sig ind som den mest kontroversielle, men også mest vindende manager i Chelseas historie. I første omgang stod han bag seks trofæer, blandt andet tre Premier League-titler og 64 hjemmekampe i streg uden nederlag.

Han var manden med så meget vinderselvtillid, at han blev kaldt arrogant: "Kald mig ikke arrogant, men jeg har vundet Champions League (med Porto) - and I think I’m a Speciel One", sagde han ved ankomsten til London overfor den engelske presse. Det behagede Abramovich.

Jose Mourinho førte Chelsea til mesterskabet i 2005.

Mourinho røg på porten

Men hertil og ikke længere. Bossen var boss - og ingen over. Det fik Mourinho at vide, og i et år gik Abramovich med planen om at fyre Mourinho. I Chelsea-kredse var det klart, at da manager og klubejer ikke havde talt sammen i fire måneder, måtte manageren væk. Det var september 2007 efter nederlag til norske Rosenborg på et halvfyldt Stamford Bridge. Fire måneder tidligere havde Chelsea og Mourinho vundet FA Cup’en.

Der blev i inderkredsen diskuteret, hvem der skulle efterfølge Mourinho, og snakken gik højt, mens Roman Abramovich stædigt fastholdt, at det skulle være israelske Avram Grant, der var nær ven til Abramovich, som selv kom fra en jødisk familie. Grant var uden klubmæssig erfaring og var på det tidspunkt fodbolddirektør i Chelsea.

Han toppede med en Champions League-finale i 2008, hvor Chelsea tabte til Manchester United på straffespark - fire dage senere blev han fyret.

Frank Arnesen har været tæt rådgiver for Roman Abramovich.

Igen gik diskussionerne højt med blandt andre Frank Arnesen som en tæt rådgiver til Roman Abramovich. Frank var kommet fra sportsdirektørrollen i Tottenham til Chelsea med først ansvar for talentudviklingen og siden teknisk direktør.

Der var ikke enighed om næste valg af træner efter Avram Grant, men Abramovich fik selvfølgelig sin vilje og ansatte Luis Felipe Scolari, der havde mest landstrænererfaring fra Portugal og Brasilien. Han startede 1. juli 2008 som den første trænerverdensmester (2002). Han blev fyret 9. februar 2009.

Putin og Arnesen

Abramovich og Chelsea stod altså og manglede en trænerkapacitet midt i en sæson. Frank Arnesen foreslog hollandske Guus Hiddink, men han var træner for det russiske landshold og turde ikke forlade det job eller være på deltid her og der. “Den ordner du”, sagde Frank Arnesen til Abramovich, og så kom en samtale i stand mellem to personer. Abramovich - og Vladimir Putin, Rusland præsident. Hiddink blev deltidstræner begge steder.

Han vandt FA Cup’en til Chelsea og kunne ikke overtales til at blive - eller rettere, Putin ville have ham tilbage som Ruslands ansvarlige.

Igen skulle Abramovich på jagt, og idéoplægget kom fra Frank Arnesen, der vidste, at italienske Carlo Ancelotti skulle forlade AC Milan efter otte år i kølvandet på en utilfredshed fra ejer Berlusconi. Real Madrid var ude efter Ancelotti, men et præsidentvalg i den spanske klub spændte ben, og så tog Frank til Italien, præsenterede Ancelotti for Chelsea-projektet, og italieneren, russeren, deres agenter og danskeren mødtes og skrev under i Genova.

1. juni 2009 begyndte Ancelotti i Chelsea, og igen endte det dramatisk for den fjerde permanente manager i Chelsea på 11 måneder. Ancelotti sikrede London-klubben "the double", sejr i Premier League og FA Cup’en, hvilket aldrig var sket før. Det var i sæsonen 2009-10, og sæsonen efter endte Chelsea som nummer to i ligaen, og samlet set havde Ancelotti opnået det tredjehøjeste pointtal blandt managers i Premier Leagues historie - kun overgået af Jose Mourinho og Alex Ferguson.

Sidste kamp i den sæson tabte Chelsea til Everton, to timer senere - i en nattetime - blev Ancelotti ringet op: Fyret.

Trænerfyringer på stribe

Sådan er det også gået for André Villas-Boas (fyret efter ni måneder), Roberto Di Matteo (fyret efter otte måneder), Jose Mourinho vendte tilbage i 2013, vandt Premier League og Liga Cup’en, men blev fyret, fire måneder efter han havde forlænget for fire år i 2016.

Så var det Antonio Conte, nuværende Inter-træner: Han vandt Premier League 2017 og FA Cup’en 2018, men Chelsea endte kun som nr. 5 i ligaen det år - og så tændte Abramovich af.

Maurizio Sarri holdt en enkelt sæson, inden Frank Lampard blev foretrukket fra juli 2019 - og indtil i mandags. Og så ser vi på bundlinjen, for det koster at fyre folk i utide.

I fratrædelsesbeløb har Roman Abramovich udbetalt omregnet lige knap en milliard kroner til de ti fyrede trænere. Det lyder ikke af meget, når hans formue er på cirka 100 milliarder. De 15-20 er brugt på legebarnet Chelsea.

Den selvudslettende hovedperson

"Russisk roulette" kalder de engelske medier det at blive manager i Chelsea.

Men Roman Abramovich reagerer på sin måde. Ikke som den meget private person, nærmest sky og undskyldende, som jeg selv har oplevet det via en invitation fra Frank Arnesen, da han var teknisk direktør og tæt på Chelsea-ejeren.

Abramovich var den selvudslettende hovedperson i sin særlige VIP-loge på Stamford Bridge, hvor berømthederne sad til boblende højbords. Mick Jagger, Eric Clapton, toppolitikere og TV-kendisser. Den russiske mangemilliardær forsvandt, da kickoff nærmede sig. Han var mutters alene under kampen.

Måske er han det også i disse øjeblikke. For ingen har set ham i London i mere end to år. Måske fordi han har set sig sur på den engelske regering, der har set sig sure på alle russere efter forgiftningsskandalen i Salisbury i 2018, hvor blandt andre en russisk dobbeltagent blev forsøgt myrdet med gift i en parfumeflaske.

Siden den episode er russere nægtet varig opholdstilladelse i Storbritanien. Abramovich har i stedet fået israelsk statsborgerskab (ved siden af sit russiske), men må kun være i landet i seks måneder ad gangen.

Det tillægges også betydning, at Abramovich har et nært venskab - politisk og økonomisk - med Putin, og det behager ikke den britiske regering. Nu har han valgt at blive væk, men han kan stadig høres - og mærkes. Ikke mindst når det handler om Chelsea. En russer, hvor fyresedlerne sidder løst.

Abramovich venter ikke på brandalarmen. Han skriger "fire", længe før den går i gang.