Fodbold

Randers sælger midtbanegeneral til svenske Elfsborg

André Rømer, der i 2018 skiftede fra FC Midtjylland til Randers, tager nu turen til Allsvenskan.

Superligaklubben Randers FC har solgt den 27-årige midtbanespiller André Rømer til den svenske klub Elfsborg.

Det oplyser Randers i en pressemeddelelse.

Rømer har været i Randers siden sommeren 2018, hvor han skiftede fra FC Midtjylland. Han har i den indeværende sæson været en af klubbens stamspillere og også fungeret som straffesparksskytte.

Handel giver mening for alle

Randers' sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen, har blandede følelser omkring handlen, som han kalder "en god aftale".

- André har været en vigtig del af vores hold både på og uden for banen, og han har været en virkelig god spiller for Randers FC. Men det er også en god transfer for os, så det er en handel, der giver mening for alle parter.

- Derudover er det endnu et godt eksempel på, at Randers FC er et godt sted at være og et godt springbræt til at komme videre, også selv om man ikke er helt ung, men skal have genstartet karrieren, siger han.

Elfsborg blev nummer to i den bedste svenske fodboldrække, Allsvenskan, i den sæson, der sluttede i december 2020.

- Det er med blandede følelser, at jeg tager afsked med Randers FC, som efter en hård periode i min fodboldkarriere har været med til at bygge mig op igen, hvilket jeg sætter stor pris på, siger André Rømer.

- Jeg har haft en virkelig god tid her og kommer til at savne alle i og omkring klubben. At spille i udlandet er dog noget, jeg altid gerne har villet prøve, og det er jeg glad for, at jeg nu har fået muligheden for efter et par rigtig gode sæsoner i Randers FC, lyder det.