Fodbold

Talent får direkte rødt i Real Madrid-nedtur

For tredje gang i denne sæson tabte Real Madrid på hjemmebane, da de lørdag eftermiddag tog imod Levante.

Problemerne har været mange for Real Madrid i denne sæson.

Og lørdag fik de forsvarende mestre endnu mere et tænke over, da de skuffende måtte indkassere et nederlag, da de i hjemmekampen mod Levante tabte med 1-2.

Dermed tabte Real Madrid et vigtigt skridt i kampen for at hente bysbørnene fra Atletico Madrid, der i øjeblikket indtager en ganske komfortabel førsteplads i LaLiga.

Allerede efter ni minutter led hovedstadsklubbens forventninger om en succesoplevelse et knæk, da forsvarsspilleren Éder Militão nedlagde en fremadstormende Sergio Leon på kanten af feltet for at forhindre en fri skudmulighed.

Dommeren kvitterede i første omgang med et gult kort, men efter at have set situationen igennem på VAR, blev det ændret til en udvisning. Det var første gang i sin tid i Real Madrid, at brasilianeren fik et rødt kort.

Der var kun spillet otte minutter, da Real Madrids Militao fik rødt kort. Video: TV 2 SPORT

De første minutter efter udvisningen var det ikke til at se, at madrilenerne var en mand i undertal. Real Madrid dominerede, og efter 13 minutter gav det pote.

Toni Kroos spillede Marco Asensio fri, og spanieren sendte sikkert bolden over i venstre side af målet. 1-0 til hjemmeholdet.

Levante udnyttede overtal og skabte overraskelsen

Få minutter efter føringsmålet var udeholdet tæt på en udligning, men Thibaut Courtois afviste det nærgående forsøg tæt på overliggeren.

Men efter en halv times spil kunne den belgiske landsholdsmålmand ikke stille noget op, da Jose Morales med en flot afslutning lagde bolden op i målhjørnet.

Og det skulle blive værre for Real Madrid. Et kvarter inde i 2. halvleg blev Levante tildelt et straffespark, da Vinicius tacklede Carlos Clerc på kanten af feltet.

Thibaut Courtois reddede forsøget fra Marti Roger og holdt for en stund liv i forhåbningerne om en hjemmesejr.

Det håb blev slukket 15 minutter senere, da selvsamme Marti Roger sparkede udeholdet i front med en scoring til det ganske overraskende resultat 1-2.

Real Madrid er nu seks point efter Atletico Madrid, der endda kan glæde sig over at have spillet to kampe færre. Levante er nummer ni i LaLiga.