Fodbold

Nordsjælland henter Ajax-dansker

Den danske U21-landsholdsprofil Victor Jensen får muligheden for at vise sig frem i Superligaen i resten af denne sæson.

FC Nordsjælland har forstærket offensiven i ellevte time.

De har hentet danske Victor Jensen i Ajax på en lejeaftale, der løber resten af sæsonen.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside, hvor den 20-årige dansker har sat de første ord på skiftet.

- Det er det rigtige step for mig at komme ud og få mere spilletid på nuværende tidspunkt af min udvikling og karriere. Jeg tror på, at FCN og jeg kan hjælpe hinanden, og derfor er det her en god mulighed, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med.

- Da FC Nordsjælland kom på banen, følte jeg med det samme, at det var et godt match. Spillestilen klubben praktiserer og den måde, jeg er på, kan jeg se for mig fungere. Det er et hold, jeg kan se mig selv spille på, så jeg er bare glad for, at det kunne lade sig gøre, siger han i pressemeddelelsen.

Victor Jensen blev tilbage i 2017 hentet til Ajax fra FCK.

Han har siden da repræsenteret Jong Ajax, men i år er det faktisk blevet til en enkelt kamp for førsteholdet i Æresdivisionen.

På Twitter har Ajax også offentliggjort handlen, hvor de ønsker det danske talent held og lykke: