Fodbold

City tromler videre i Premier League

Burnley blev slået med 2-0, da Manchester City tog sin niende sejr i træk i Premier League.

Det blev heller ikke Burnley, der satte en stopper for Manchester Citys flotte stime af sejre i Premier League.

I sikker stil vandt City onsdag på udebane 2-0 over holdet fra den tunge ende af tabellen. Sejren er Manchester Citys 13. i træk på tværs af alle turneringer og den 9. i streg i Premier League.

Den gode stime har sendt holdet op på førstepladsen, hvor Pep Guardiola og co. med 47 point har tre ned til Manchester United, som tilmed har spillet en kamp mere.

Leicester er fem point efter City på tredjepladsen efter en sejr onsdag ude over Fulham på 2-0.

Kasper Schmeichel var som sædvanlig på plads i Leicester-målet. Det samme var Joachim Andersen i Fulhams forsvar.

Der var kun gået et par minutter, da Gabriel Jesus gjorde det til 1-0 for City mod Burnley.

Brasilianeren var på pletten og headede en returbold ind, da Burnley-keeper Nick Pope ikke kunne holde fast på et skud fra Bernardo Silva.

City sad som vanligt tungt på bolden, og det virkede efterhånden bare som et spørgsmål om tid, før nettet i Burnley-målet igen blafrede.

Det skete kort inden pausen, da Raheem Sterling tæt på mål bare skulle sætte foden på en tværaflevering fra Ilkay Gündogan for at gøre det til 2-0.

I anden halvleg var det tættere på 3-0 end 2-1, selv om City virkede til at gå en smule ned i kadence. Især i takt med at slutfløjtet nærmede sig.

Men målene udeblev altså, og så endte Gabriel Jesus' og Raheem Sterlings mål altså med at blive afgørende.