Fodbold

Pedri er løsningen - og problemet - i FC Barcelona

Fodboldkommentator Kenneth Hansen sætter fokus på FC Barcelonas talentarbejde, der de seneste år ikke har givet samme afkast som tidligere.

Det var tungt og hakkende, da FC Barcelona i efteråret indledte sæsonen med sejre i blot to af de første seks ligakampe.

Den ellers så velsmurte catalanske fodboldmaskine manglede både olie og reservedele på flere vitale områder, og sommerens fejde mellem klubledelse og Lionel Messis bagland lå stadig som en tung dyne hen over Camp Nou.

I de seneste uger har unge Pedri vist sig som værende mekanikeren med de rette værktøjer for 'Blaugrana'. Midtbanespilleren, der fyldte 18 år i slutningen af november, har efter sommerens skifte fra Las Palmas fået en mere og mere fremtrædende rolle hos catalonierne, og især samspillet med Messi har tændt lyset i en fanskare, der ellers ikke har haft meget at smile af i de seneste år.

Lige nu henrykker knægten fra Tenerife i alle afkroge af Spanien, men Pedri er på godt og ondt blevet synonym med FC Barcelonas fald fra tinderne. Det ellers så berømmede akademi, La Masia, agerer ikke længere fødekanal til førsteholdet, og de glorificerede dage omkring især Pep Guardiola synes længe siden. Samtidig stiller kritikere af klubben oftere og oftere spørgsmålet: Hvorfor kan Barca ikke længere selv forsyne førsteholdet med spillere som Pedri?

Siden 1987-årgangen, der inkluderede folk som Cesc Fàbregas, Pedro, Gerard Piqué og Lionel Messi, har det nemlig været så som så med La Masia-udklækkede folk i bærende roller hos regionens stolthed, og det synes som mere end otte år siden, at en skelsættende kamp udspillede sig i udkanten af Valencia.

En historisk aften i Levante

I dag er det 2992 dage siden en af nyere tids mest ekstraordinære kampe fandt sted på Levantes hjemmebane, Ciutat de València, i den østlige del af Spanien.

Resultatet 4-0 til de ubarmhjertige gæster fik dog ikke folk til at spærre øjnene op. I disse år var det mere end normalt, at mastodonterne fra FC Barcelona og Real Madrid udklasserede de mindre mandskaber i LaLiga weekend efter weekend. Det særlige og historiske ved denne kamp indtraf efter et kvarters spil, da det besøgende mandskab måtte ty til en tidlig udskiftning.

I Barcelonas højre side havde brasilianske Dani Alves pådraget sig en mindre skade og kunne ikke fortsætte. Mens holdkammeraterne hjalp backen op fra græsset, gjorde Martin Montoya sig klar på sidelinjen. Med en hånd på skulderen gav træner Tito Vilanova spanieren de sidste instrukser.

Indskiftningen af Montoya, der nu varmer bænken i Real Betis efter flere mislykkedes ophold i udlandet, blev historisk i den forstand, at Vilanovas mandskab nu talte elleve spillere, der alle havde fået deres fodboldopdragelse på La Masia-akademiet med adresse i Les Corts-distriktet tæt på katedralen, Camp Nou.

I 60 minutter præsterede Barca det utænkelige i en fodboldverden, der siden Bosman-dommen i 1995 kun havde bevæget sig én vej: Multikulturelle- og nationale trupper med kun ganske få spillere af egen avl.

I en time viste FC Barcelona, at man med målrettet, strategisk træning og grunding scouting sagtens kunne være konkurrencedygtig i ind- og udland uden at spendere millioner og milliarder på udefrakommende arbejdskraft.

Med indskiftningen af Montoya havde førerholdet nu følgende spillere på banen: Víctor Valdés, Gerard Piqué, Carles Puyol, Jordi Alba, Sergio Busquets, Xavi, Cesc Fàbregas, Pedro, Andrés Iniesta samt Lionel Messi på top.

Senere i opgøret sendte Tito Vilanova også midtbanespilleren Thiago, nu på kontrakt i Liverpool efter flere succesfulde år i Bayern München, i aktion, mens en anden akademist, Cristian Tello, så til fra bænken i samtlige 90 minutter.

Sejren over Levante i november 2012 blev fodboldhistorie i sin reneste forstand. Ideologerne havde besejret kynikerne. Det smukke havde overvundet det nøjeregnende. Men opgøret satte også Barca i en situation, hvor fejltrin og magre årgange på akademiet konstant blev holdt op mod den enestående bedrift. Og arven har foreløbig vist sig for tung for catalonierne.

Et La Masia i forfald

Det er ingen hemmelighed at Johan Cruyffs indflydelse er signifikant og til at få øje på i FC Barcelona. Det samme var tilfældet i fødslen af La Masia, der trækker stærke rødder til hollænderens opvækst i Ajax Amsterdam og feinchmakerens forkromede, højtanlagte fodboldtanker.

Stedet kan huse et par hundrede håbe- og talentfulde knægte, der alle drømmer om at debutere i de rød/blå farver en spansk sensommeraften, hvor kun masterne fra Camp Nou lyser området op.

Siden 1979 har mere end hundrede La Masia-talenter fået debut for FC Barcelona og været hjemsted for verdens bedste talenter samt en integreret del af klubbens identitet og succes. I 2010 modtog akademiet den ultimative anerkendelse, da podiet ved årets Ballon d'Or-udnævnelse blev udgjort af Lionel Messi, Xavi og Andrés Iniesta, der alle havde stået i lære i den catalanske skole.

I de senere år har talentkurven dog lidt et knæk. Det ses ikke alene i antallet af La Masia-folk i den nuværende Barca-trup, men også på klubbens omlagte transferstrategi, der efter utallige år med store investeringer har efterladt en tom og flosset bundlinje.

Foruden den skadede Ansu Fati og Sergi Roberto består førsteholdstruppen kun af to andre, unge La-Masia folk i denne sæson: Óscar Mingueza og Riqui Puig, begge 21 år, hvoraf sidstnævnte kun har fået et par hundrede minutter i sæsonen.

Sidste år var tendensen den samme, og den sportslige ledelse valgte sågar at skippe offensivspilleren Carles Pérez af sted til AS Roma på en lejeaftale med indbygget købsoption. En option, der blev indløst af romerne i sommer, og med dyrtindkøbte spillere som Antoine Griezmann, Ousmane Dembélé, Philippe Coutinho samt vores egen Martin Braithwaite foran sig ramte samme skæbne Carles Aleñá sidste januar, da han blev udlejet til Real Betis for så at tage til takke med et nyt lejemål denne vinter (til Getafe).

Kuldsejlede drømme i massevis

Eksemplerne spænder bredere end de to gange Carles, der i nyere tid er blevet vejet og fundet for lette hos de rød- og blåblusede.

Bølgerne gik højt i april 2018, da Barca for første gang i 16 år ikke havde en eneste afgangselev fra La Masia i startopstillingen til kampen i Vigo mod Celta. Ernesto Valverde valgte til opgøret at spare Lionel Messi, Jordi Alba og Sergi Roberto, mens Gerard Pique var ukampdygtig. Daniel Wass og Pione Sisto tog dermed part i et nyt kapitel i FC Barcelonas unikke fortælling i et opgør, der endte 2-2.

Kampen blev det ultimative bevis på, at tiderne havde ændret sig. Champions League-triumfen i 2015 kom i hus på ryggen af MSN-trioen (Messi, Suárez og Neymar) i front samt store sæsoner fra Javier Mascherano, Dani Alves og Ivan Ratikic lidt længere tilbage på banen.

Det øgede antal spilleminutter til stjerner og profiler uden for den catalanske regionsmur har sendt La Masia-produkter på flugt i massevis. En af dem er José De la Puente, en midtbanespiller fra årgang 1988, der siden 2012 har været bosat i Danmark.

- Jeg husker det tydeligt. Jeg var 24 år, da jeg ankom den sommer. Fodboldkarrieren var ikke gået, som jeg havde håbet, så jeg brugte lidt tid i Spanien på at udtænke mit næste karriereskridt.

- I forhold til min uddannelse som ingeniør havde jeg først øje på en tur til Belgien, men så blev Danmark mere og mere interessant. Jeg fandt et sted at arbejde i Horsens, og efter en kort dialog med FC Fredericia kom jeg på kontrakt dér, siger den tidligere La Masia-elev, der trods manglende succes på akademiet husker tilbage på tiden med et positivt sind.

- Selvom jeg ikke havde, hvad der skulle til, husker jeg det som en fed og lærerig tid. Jeg husker stadig min første træningssession med førsteholdet klart og tydeligt. Det var surrealistisk at sidde nede i omklædningsrummet og gøre sig klar til træning sammen med sine største idoler.

- Hastigheden på boldcirkulationen var helt uvirkelig. Det gik så stærkt. De spillere var fra en helt anden planet, så allerede dér blev jeg bekræftet i, hvor dygtig du skal være for at slå igennem på øverste hylde, forklarer José De la Puente.

Spanieren, der nu arbejder med grøn energi og miljørigtige bygninger i firmaet COWI, følger stadig med i udviklingen i FC Barcelona og oplever, at klubben på det seneste er gået i en lidt anden retning, end dengang han selv var at finde på akademiet.

- De befinder sig i en overgangsfase, som jeg ser det. Det kan være kompliceret at finde den rette balance mellem rutinerede spillere og talenter fra sit eget akademi. Ser man bort fra det, mener jeg dog stadig, at akademisterne er så godt skolet og uddannet, at de i et eller andet omfang nok skal gøre sig gældende, hvis de får chancen på førsteholdet.

- Men ting tager tid, og det er umenneskeligt at kræve, at akademiet hvert år skal sende spillere som Xavi, Iniesta eller Puyol op på seniorholdet. Det kræver tålmodighed, og vigtigst af alt må klubben ikke tvivle på, om man gør det rigtige, afslutter det tidligere Barcelona-talent, der aldrig kom i nærheden af førsteholdskampe for catalonierne.

Det blev dog til 11 kampe i den næstbedste række herhjemme, inden støvlerne blev lagt på hylden for fem år siden.

Helt så galt er det ikke gået for spillerne på listen nedenfor. Én ting har de dog til fælles med José De la Puente: Det manglende gennembrud i FC Barcelona og deres knapt så glorificerede skæbne efter afskeden med La Masia.

Kilder: Transfermarkt og fcbarcelona.com.

Marc Bartra, 30 år, forsvarsspiller

  • La Masia som: 11-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2010 - i en udekamp mod Atlético Madrid
  • Antal kampe for FC Barcelona: 103 (6 mål)
  • Klubber efter bruddet: Dortmund og Real Betis (nuværende, siden 2018)

Jonathan dos Santos, 30 år, midtbanespiller

  • La Masia som: 12-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2010 - i en hjemmekamp mod Villarreal
  • Antal kampe for FC Barcelona: 28 (0 mål)
  • Klubber efter bruddet: Villarreal og LA Galaxy (nuværende, siden 2017)

Gerard Deulofeu, 26 år, kantspiller

  • La Masia som: 9-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2011 - i en hjemmekamp mod Mallorca
  • Antal kampe for FC Barcelona: 23 (2 mål)
  • Klubber efter bruddet: Everton (leje), Sevilla (leje), Everton, AC Milan (leje), Watford (leje) og Udinese (nuværende, siden 2021)

Cristian Tello, 29 år, kantspiller

  • La Masia som: 11-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2012 - i en udekamp mod Villarreal
  • Antal kampe for FC Barcelona: 86 (20 mål)
  • Klubber efter bruddet: FC Porto (leje), Fiorentina (leje), Real Betis (nuværende, siden 2017)

Isaac Cuenca, 29 år, kantspiller

  • La Masia som: 11-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2011 - i en udekamp mod Granada
  • Antal kampe for FC Barcelona: 30 (4 mål)
  • Klubber efter bruddet: Ajax (leje), Deportivo, Bursaspor, Granada, Hapoel Beer Sheva, Sagan Tosu, Vegalta Sendai (begge i Japan, nuværende, siden 2020)

Bojan Krkic, 30 år, angriber

  • La Masia som: 8-årig
  • Debut for FC Barcelona: 2007 - i en udekamp mod Osasuna
  • Antal kampe for FC Barcelona: 163 (41 mål)
  • Klubber efter bruddet: AS Roma, AC Milan (leje), Ajax (leje), Stoke, Mainz, Alavés, Montreal Impact, uden klub (nuværende, siden januar)

Patric, 27 år, forsvarsspiller

  • La Masia som: 15-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: Aldrig
  • Antal kampe for FC Barcelona: 1 (0 mål)
  • Klubber efter bruddet: Lazio (nuværende, siden 2015)

Sergi Samper, 26 år, midtbanespiller

  • La Masia som: 6-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2016 - i en hjemmekamp mod Getafe
  • Antal kampe for FC Barcelona: 13 (0 mål)
  • Klubber efter bruddet: Granada (leje), Las Palmas (leje), Vissel Kobe (nuværende, siden 2019)

Sandro Ramirez, 25 år, angriber

  • La Masia som: 14-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2014 - i en udekamp mod Villarreal
  • Antal kampe for FC Barcelona: 32 (7 mål)
  • Klubber efter bruddet: Malaga, Everton, Sevilla (leje), Real Sociedad (leje), Valladolid (leje), Huesca (leje, nuværende, siden oktober)

Munir El Haddadi, 25 år, angriber

  • La Masia som: 16-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2014 - i en hjemmekamp mod Elche
  • Antal kampe for FC Barcelona: 56 (12 mål)
  • Klubber efter bruddet: Valencia (leje), Alavés (leje), Sevilla (nuværende, siden 2019)

Wilfrid Kaptoum, 24 år, midtbanespiller

  • La Masia som: 12-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: Aldrig
  • Antal kampe for FC Barcelona: 3 (1 mål)
  • Klubber efter bruddet: Real Betis B, Almería (leje), New England Revolution (nuværende, siden januar)

Carles Planas, 29 år, forsvarsspiller

  • La Masia som: 9-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: Aldrig
  • Antal kampe for FC Barcelona: 2 (0 mål)
  • Klubber efter bruddet: Celta Vigo, Girona, AEK Larnaca (nuværende, siden 2019)

Jordi Masip, 32 år, målmand

  • La Masia som: 15-årig
  • La Liga-debut for FC Barcelona: 2015 - i en hjemmekamp mod Deportivo
  • Antal kampe for FC Barcelona: 4 (4 mål imod)
  • Klubber efter bruddet: Valladolid (nuværende, siden 2017)

I foråret kommer klubbens millioner af fans ikke kun til at holde øje med resultaterne på banen eller Pedris fortsatte udvikling selvsamme sted.

I kulissen fylder Lionel Messi og hans tvivlsomme fremtid i Catalonien en masse, ligesom det nært forestående præsidentvalg kan give kraftige indikationer om klubbens langsigtede retning. Og her ved kun ganske få, om den peger mest mod den historiske kamp i Levante i 2012, eller om klubbens egenavlsspillere i højere grad må rådføre sig med de seneste akademister og indstille sig på, at fodboldfremtiden måske ligger i Grækenland, Italien, USA eller på en mindre hylde i Spanien frem for på mægtige Camp Nou.