Fodbold

Yussuf Poulsen scorer to gange i Leipzig-sejr

Yussuf Poulsen var stærkt medvirkende til, at RB Leipzig spillede sig videre i den tyske pokalturnering.

RB Leipzig skal spille kvartfinale i den tyske pokalturnering, DFB Pokal.

Det står klart, efter at Yussuf Poulsen og co. onsdag slog Bochum fra 2. Bundesliga med 4-0. Den danske landsholdsspiller stod selv for Leipzigs to sidste mål, der lukkede kampen endeligt i anden halvleg.

Allerede efter ti minutter stod der 1-0. Anfører Marcel Sabitzer vippede bolden ind i feltet bag Bochum-forsvaret, hvor Amadou Haidara dukkede op og headede føringsmålet ind.

Leipzig styrede begivenhederne, og i første halvlegs ekstratid blev Marcel Sabitzer målscorer, da han på straffespark gjorde det til 2-0.

Tendensen fortsatte i anden halvleg, og efter cirka 20 minutter kom Yussuf Poulsen på måltavlen første gang, da han modtog en stikning fra Dani Olmo og sendte bolden i mål.

Ti minutter efter bankede Poulsen endnu et søm i Bochums kiste, så den sidste rest af spænding forsvandt, hvorefter han blev skiftet ud til fordel for Alexander Sørloth.

Onsdagens scoringer bringer den danske angriber op på ni af slagsen i denne sæson.

RB Leipzig har stadig sin første pokaltriumf til gode. I 2018/19-sæsonen var holdet i finalen, hvor det endte med et nederlag til Bayern München.