Fodbold

Ajax-keeper får et års karantæne

Ajax og Andre Onana meddeler, at de har tænkt sig at appellere kendelsen fra UEFA.

Førstevalget på målmandsposten hos Ajax, Andre Onana, er blevet suspenderet fra fodbold i et år, da han har overtrådt dopingreglerne.

Det oplyser Ajax på sin egen hjemmeside.

Ifølge klubben har spilleren ved en fejl indtaget midlet Lasimac, der var blevet udskrevet til spillerens kone.

- Om morgenen den 30. oktober fik Onana det dårligt. Han ville tage en pille for at lette ubehaget. Ved en fejl tog han midlet Lasimac, et lægemiddel som hans kone tidligere havde fået recept på. Onanas forvirring resulterede i, at han fejlagtigt tog sin kones medicin, hvilket i sidste ende førte til, at UEFA har taget denne beslutning.

Onana må ikke spille for hverken klub eller landsholdet de næste 12 måneder.

Ajax oplyser, at disciplinærorganet har medgivet, at Onana ikke havde til hensigt at snyde. Det har UEFA dog overtrumfet ved at sige, at de gældende antidopingregler foreskriver, at en atlet til enhver til har pligt til at sikre, at der ikke kommer forbudte stoffer ind i kroppen.

Midlet Lasimac indeholder stoffet Furosemide, der er et vanddrivende middel.

Det står på dopinglisten, fordi midlet kan være med til at maskere brug af doping og fjerne bevis for, der har været ulovlige stoffer i kroppen.

Vil appellere kendelsen

Klubben skriver endvidere, at de har tænkt sig at appellerer kendelsen.

Den administrerende direktør i klubben, Manchester United-legenden Edwin van der Sar, er rigtig ked af beslutningen:

- Vi afviser udtrykkeligt præstationsfremmende stoffer, da vi naturligvis går ind for en ren sport. Dette er et forfærdeligt tilbageslag for Andre, men bestemt også for os som klub.

- Vi havde håbet på en betinget suspendering eller på en udelukkelse, der var meget kortere end disse tolv måneder, fordi det uden tvivl ikke var beregnet til at styrke hans krop og dermed forbedre hans præstation, siger van der Sar.

Den kedelige nyhed fra Ajax-lejren falder dagen efter, at klubben måtte fortælle, at deres store nyindkøb Sebastian Haller ved en fejl ikke var blevet registreret i Europa League-truppen.