Fodbold

Gjorde det rigtige, da han valgte FCN frem for Liverpool og Bayern

Andreas Rædergård Schjeldrup debuterede torsdag for FC Nordsjælland. Trods interesse fra klubber som Liverpool og Juventus er han glad for sit valg.

Et nederlag til Brøndby IF på 0-1 gav ikke ligefrem anledning til smil hos FCN-spillerne torsdag.

Dog var smilehullerne undervejs synlige hos 16-årige Andreas Rædergård Schjeldrup, der spillede sin første kamp i FCN-trøjen.

Det fristede jo meget med klubber fra Italien, England og Spanien

Andreas Rædergård Schjeldrup, FC Nordsjælland

Nordmanden, der er den 13. yngste spiller til at få debut i Superligaen, var med fra start og blev skiftet ud i det 64. minut.

- Mit ønske er jo at spille kampe hver uge på et højt niveau. Jeg har været heldig at besøge mange klubber, men jeg har været mest optaget af, at tilbuddet skal passe mig. Debuten er nok et bevis på, at det var rigtigt, siger Andreas Rædergård Schjeldrup til TV 2 Norge.

I juli 2020 skiftede den unge nordmand fra Bodø/Glimt til FC Nordsjælland på en treårig aftale efter besøg i flere europæiske topklubber, blandt andre Ajax, PSV, Tottenham, Liverpool og Bayern München.

Men det var langt fra tilfældigt, at han valgte det danske hold.

- Det er en klub, som har vist, at de giver de unge spillere chancen, og at de bruger enorme ressourcer på spillerudvikling.

- Det fristede jo meget med klubber fra Italien, England og Spanien. Jeg er jo selv Liverpool-fan, men jeg ønskede ligesom ikke at blive en i mængden. Der er længere op til A-holdet i de klubber, siger Andreas Rædergård Schjeldrup til TV 2 Norge.

Landets bedste talentfabrik

FC Nordsjælland har i mange år været kendt for at udvikle store talenter og sidenhen sælge dem til klubber i Europa.

Det gælder eksempelvis spillere som Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen, Andreas Skov Olsen og Mohammed Kudus.

Andreas Rædergård Schjeldrup er da heller ikke alene med rosen til klubben. I 2020 fik FC Nordsjælland som den eneste klub topkarakter (fem stjerner) i DBU's licenssystem. Brøndby IF, FCK og FCM fik til gengæld 4,5 stjerner for deres arbejde med at udvikle talenter.

FC Nordsjælland ligger nummer otte i Superligaen efter 14 runder.