Fodbold

Papu Gómez er jokeren i LaLigas stille transfervindue

​På et coronaramt januarmarked præget af mådehold og lappeløsninger tegnede Sevilla sig for den mest opsigtsvækkende handel.

Vi vidste godt, at det ville blive lidt af en fuser. Sådan måtte det gå i en sæson præget af covid-19, hvor der ikke er plads til store armbevægelser.

Men at vinterens spanske transfermarked skulle blive stilfærdig en affære, som tilfældet har været, er alligevel bemærkelsesværdigt.

Mandag ved midnatstid blev hasperne sat på transfervinduet. Men i løbet af januar var det nemt at glemme, at det overhovedet stod åbent.

- Vintermarkedet? Jeg står i Carrefour og er ved at handle ind sammen med min kone, lød det i El País fra en opgivende spilleragent, der handlede dagligvarer i stedet for fodboldspillere i den normalt så travle januar måned.

I alt brugte LaLiga-klubberne godt 150 millioner kroner på nye spillere. Til sammenligning blev der for et år siden ligeledes købt spillere for omkring 150 millioner – men dengang var der tale om euro.

LaLiga er naturligvis ikke den eneste liga, hvor transfermarkedet har oplevet et dyk denne vinter. Det gælder alle betydende ligaer.

Men faldet i LaLiga er mere markant end i de konkurrerende ligaer, og det fortæller både noget om, hvor hårdt covid-19 har ramt spansk fodbold, og om store klubber i en usikker tilstand.

Sevillas Carlos Fernandez blev vinterens dyreste transfer.

Hele syv ligaer brugte flere penge end den spanske på nye spillere i januar. Blandt dem var de noget mere upåagtede ligaer i Tyrkiet og Holland, hvor Ajax brugte flere penge på at købe Sébastian Haller i West Ham, end de 20 klubber i LaLiga brugte tilsammen. Og hvis danske Joakim Mæhle med sin pris på knap 82 millioner kroner var skiftet til en LaLiga-klub i stedet for Atalanta, ville han have fået en status som det dyreste vinterindkøb overhovedet. Den status går i stedet til angriberen Carlos Fernández, der for 74 millioner kroner skiftede fra Sevilla til Real Sociedad.

Mådehold var i højsædet, og reelle handler et særsyn. En god, gammeldags transfer, hvor Klub A betaler Klub B en pose penge for at overtage en given spiller, skete i et omfang, der kunne tælles på en hånd. Derfor kom mediernes rutinemæssige opgørelser over de største handler nærmest til at tage sig komiske ud; de måtte fyldes op med udlejede spillere, hvor der som led i lejemålet blev betalt en lejeafgift for spilleren.

Vinterens største handler i LaLiga

 

  1. Carlos Fernández fra Sevilla til Real Sociedad (74 mio. kr.)
  2. Papu Gómez fra Atalanta til Sevilla (41 mio. kr.)
  3. Étienne Capoue fra Watford til Villarreal (15 mio. kr.)
  4. Moussa Dembélé fra Lyon til Atlético Madrid på leje (11 mio. kr.)
  5. Takefusa Kubo Real Madrid-Getafe på leje (9,3 mio. kr.)

 

Priser fra transfermarkt.com

Stilhed i storklubberne

Det er ellers ikke, fordi behovet for nyt blod ikke var til stede. Kæmperne Real Madrid og Barcelona har været på slingrekurs gennem efteråret og ligger forslået tilbage hele ti point efter førerholdet, Atlético Madrid. Under normale omstændigheder ville det rejse et folkekrav om spektakulære januarindkøb, og ledelsen i de to klubber ville ønske at demonstrere handlekraft ved at præsentere en ny profil til at rette op på elendigheden.

Men intet er normalt i LaLiga. Og hverken Real Madrid eller Barcelona har ulejliget sig med at hente en eneste ny spiller i løbet af januar.

Allerede inden vinduet åbnede, slog Zinédine Zidane fast, at han ikke havde noget ønske om at få nye spillere til Real Madrid i januar. I stedet har spekulationerne i hovedstaden mest handlet om de uafklarede kontraktforhandlinger med anfører Sergio Ramos, om en mulig sommertilgang af den transferfri Bayern München-spiller David Alaba – og om luftige drømme om et stort køb af Kylian Mbappé til sommer.

I stedet sagde Zidane farvel til Luka Jović og Martin Ødegaard, der begge blev udlejet for resten af sæsonen, efter at de uden held har forsøgt at slå døren ind til startopstillingen. De to lejemål er blevet set som symbol på en fejlslagen strategi, og da Real Madrid i lørdags tabte på hjemmebane til Levante, skiftede Zidane i slutfasen den hidtidige tredjeangriber Mariano Díaz ind sammen med den helt uprøvede Sergio Arribas fra B-holdet Castilla. De indskiftninger understregede manglerne i truppen.

Real Madrid har sendt norske Martin Ødegaard til Arsenal på en lejeaftale.

Anderledes så det ud i Barcelona, hvor Ronald Koeman meget gerne ville have nye spillere – konkretiseret ved den unge Manchester City-forsvarer Eric García, hvis kontrakt udløber til sommer, og som derfor var tilgængelig til en beskeden pris.

Men Barcelona befinder sig i et magttomrum efter Josep Maria Bartomeus afgang fra præsidentposten i efteråret. Og nu er tomrummet blevet forlænget, efter at det længe ventede præsidentvalg alligevel ikke kunne afholdes i januar på grund af pandemien.

Valget er nu udsat til marts. Og flere års vanrøgt under Bartomeu har efterladt Barcelona i en tilstand, hvor økonomien er så ramponeret, at selv ikke et køb af en ung midterforsvarer for en beskeden transfersum var noget, den midlertidige ledelse uden videre kunne effektuere.

Så Barcelona må fortsat sætte lid til den lovende Ronald Araújo og håbe på, at Clément Lenglet genfinder sit topniveau, og at Gerard Piqué snart er kampklar igen. For de færreste har nogen tro på, at Samuel Umtiti igen bliver den midterforsvarer, han var.

Hos topholdet Atlético viste man en anden handlekraft, efter at det lige inden nytår blev besluttet at ophæve kontrakten med Diego Costa, der havde svært ved at acceptere en rolle som reserve i Luis Suárez’ skygge. Som afløser lejede Atlético den franske angriber Moussa Dembélé i Lyon, men endnu har han slet ikke været på banen. Dembélé bliver næppe andet end en substitut for Suárez, men alene det faktum, at Atlético hentede ham, viser, at klubben mener det alvorligt – og har færten af et mesterskab.

Jokeren Papu Gómez

Så for at finde det mest spektakulære januarindkøb skal vi rette øjnene væk fra Spaniens tre førende klubber og i stedet sætte luppen på velkørende Sevilla. Her kunne sportsdirektøren og transfergururen Monchi ikke lade muligheden passere for at hente en af de mest spektakulære spillere i den italienske Serie A i de senere sæsoner.

Argentinske Alejandro ”Papu” Gómez har været billedet på Atalantas store succes i de senere år. Men Gómez røg i totterne på træner Gian Piero Gasperini i Champions League-kampen mod FC Midtjylland i december, og sammenstødet viste sig at være så alvorligt, at der ikke var anden udvej end et brud mellem parterne. En trist afslutning på Papu Gómez’ storhedstid i Atalanta – og en uventet mulighed for Sevilla, der under de særlige omstændigheder kunne få argentineren til discountpris.

Som snart 33-årig passer Papu Gómez’ profil ikke ind i det sædvanlige billede af Monchis transferstrategi, der simpelt tegnet op handler om at købe unge spillere på vej frem, forædle dem i løbet af to-tre år og herefter sælge dem videre med fortjeneste.

Papu Gomez var i mange år kaptajnen og den helt store stjerne i Atalanta.

Men der er nuancer i strategien, og Monchi har ofte vist sig nysgerrig efter at gå andre veje for også at sikre erfaring i truppen. Da han vendte tilbage som sportsdirektør, hentede han i 2019 den da 32-årige brasilianer Fernando, som siden har været en nøglespiller på den defensive midtbane. Og i sin første periode i klubben, lejede Monchi franskmanden Samir Nasri i Manchester City i 2016. Nasri havde mistet sin status i City, men blev en succes i Sevilla. Omstændighederne havde en del tilfælles med det aktuelle køb af Papu Gómez.

Argentineren debuterede i tirsdagens pokalkamp mod Almería, hvor han startede på venstrekanten i Julen Lopeteguis 4-3-3, men nåede at spille flere positioner undervejs. Integrationen af Papu Gómez på Sevilla-holdet bliver fascinerende at følge, og Lopetegui har før vist sig som en træner, der gerne leger med systemerne. For få uger siden forsøgte han sig med den formstærke Suso som falsk 9’er i udekampen mod Atlético, hvor topscorer Youssef En-Nesyri og Lucas Ocampos angreb fra kanterne, og hvis det lykkes at gøre Gómez til del af den cocktail, vil Sevilla have sikret sig et trumfkort i forårets jagt på Top 4 i LaLiga og på fortsat succes i Copa del Rey og Champions League.

Og det til en fordelagtig pris, som endda blev mere end dækket af salget af Carlos Fernández til Real Sociedad, som var vintermarkedets største handel. I sidste sæson viste Fernández store kvaliteter som udlejet til Granada, men i Sevilla har Lopetegui ikke set hans vej. Nu forsøger den 24-årige angriber sig i stedet i Baskerlandet som erstatning for Willian José, der er taget til engelske Wolverhampton.

Valencias lappeløsninger

Længere nede i tabellen har vi set en række klubber forstærke sig gennem lejeaftaler og transferfri spillere. Der har ikke været plads til store udskejelser, og efter at middelklassen i LaLiga i de senere år har fundet sine ben efter at have slikket sårene efter finanskrisen, er klubberne nu slået nogle år tilbage.

Særlig interesse har der været omkring Valencia, hvor tilhængerne mest af alt har lyst til at jage klubejer Peter Lim og hans Meriton-selskab ud af byen, efter at ejeren har formået at gøre Valencia til en klub, der blot kæmper for overlevelse i LaLiga.

Træner Javi Gracia har ikke lagt skjul på, at han føler sig ansat under falske forudsætninger, og at klubben ikke har givet ham en ordentlig spillertrup at arbejde med.

Kort inden januarmarkedet lukkede, konstaterede Gracia, at han ikke kendte noget til, at der skulle være nye spillere på vej. Men da januar blev til februar, havde han pludselig tre nye spillere til rådighed.

Patrick Cutrone skal forsøge at hjælpe Valencia i resten af denne sæson.

Det gode spørgsmål er så, hvad Gracia tænker om kvaliteten af de tre spillere. Den ene, angriberen Patrick Cutrone, scorede ikke et eneste mål i efteråret for Fiorentina. Den anden, midterforsvareren Ferro, har blot spillet fire kampe i sæsonen for Benfica i den portugisiske liga. Og den tredje, midtbanespilleren Christian Oliva, har været reserve for Cagliari i bunden af Serie A.

Cutrone, Ferro og Oliva ligner ikke spillere, der kan gøre en nævneværdig forskel for Valencia. De er lejesvende og lappeløsninger og et billede på et transfervindue, der på grund af en pandemi har været det muliges kunst – og hvor især de allermest trængende klubber ikke har været i stand til at forstærke sig, sådan som de normalt ville have gjort.